|
Top Side 05
JENS OLSENS UR
EN TEKNISK BESKRIVELSE AF OTTO MORTENSEN
TEKNOLOGISK INSTITUTS FORLAG
KØBENHAVN 1957 Top Side 06 Indholdsfortegnelse
Top Side 07 Forord JENS OLSEN var en ener. Hans person og personlighed og hans arbejde, delt ligeligt i genialitet mellem hans hænders skaberevne og hans ånds tankeflugt og hans evne til at realisere sine dristige planer, fortjener at kendes. Han startede som udlært smed og Iærte senere sig selv urmageriets præcision og kunst, men i sin håndværker sjæl rummede han matematikkens og astronomiens tankesæt og kombinationsevne, og han formåede at give den form på en sådan måde, at den aftvang den højeste sagkundskab på disse områder den største beundring og respekt. Det er en fortjenstfuld opgave, Teknologisk Instituts forlag har taget sig på ved at overdrage Jens Olsens nærmeste medarbejder og ven, urmager Otto Mortensen, at fæstne til papiret både Jens Olsens levnedsløb og samtidig give en sagkyndig teknisk beskrivelse af verdensuret, som han efter Jens Olsens død kom til at fuldføre. Udenfor Københavns rådhus, hvor Jens Olsens ur nu er opstillet, summer byens hektiske liv. Få skridt indenfor rådhusets port maler Jens Olsens verdensur himmellegemernes forunderlige vandringer i ufattelige tider fremover. Tiden er lige lang men ikke lige nyttig, siger man, men Jens Olsen tog tiden i agt og nyttiggjorde den ved at skabe sig og dansk håndværk et monument, som til sene tider vil vidne om en dansk mands snilde og skaberevne.
Top Side 08 Forord JENS OLSENS ur, hvis geniale konstruktion og håndværksmæssigt fine udførelse vækker almindelig beundring blandt besøgende fra hele verden, blev færdigbygget i årene 1944 -1955. Mange af Teknologisk Instituts afdelinger har i løbet af disse år været rådspurgt om forskellige tekniske detaljer, medens uret blev bygget i instituttets lokaler. Det føles derfor naturligt, at denne tekniske beskrivelse af urets og de enkelte værkers virkemåde udsendes af Teknologisk Instituts Forlag. Jens Olsens nære medarbejder, urmager Otto Mortensen, der efter Jens Olsens død stod i spidsen for den håndværksmæssige færdiggørelse af uret, har udarbejdet denne grundige tekniske beskrivelse, der i forbindelse med de mange illustrationer skulle kunne give læseren et godt indtryk af Jens Olsens ur. Det er vort håb, at bogen, der udkommer såvel på dansk som på engelsk, må medvirke til at udbrede kendskabet til Jens Olsens ur også uden for landets grænser.
Top Side 09 Jens Olsen in memoriam JENS OLSEN fødtes i Ribe den 27. juli 1872. Hans fader var væveren Niels Olsen, der var født på Fyn, og moderen Mette Marie, født Krøldrup. Hjemmet var fattigt, der var en stor familie at forsørge, men trods alle vanskeligheder var hjemmet muntert, og der herskede en god og venlig ånd. Jens Olsens jævnaldrende kammerater holdt meget af at komme i det hjem, da der altid skete noget. Man læste højt, medens de forskellige sysler blev udført, og aftenerne sluttede som regel med sang og spil. Det var bl. a. den nævnte højtlæsning, der gav stødet til, at Jens Olsen fik interesse for urmagerfaget. En aften læste hans søster højt for familien af Carsten Hauchs: "En polsk Familie", hvori der omtales et gammelt ur, der stod i et af slottets sale. Det var et skønt og kunstfærdigt ur med en ørn, der spredte vingerne, når uret slog. Nu var uret imidlertid gået i stå, og der fandtes ingen "i hele verden ", der kunne reparere det. Sådan lød fortællingen, men det kunne den fingernemme og tænksomme Jens ikke forstå han fandt, at det var ganske urimeligt, at uret ikke kunne repareres, når det dog engang var blevet konstrueret og udført af en urmager. Jens Olsen bestemte den aften, at han ville være urmager, og så skulle han nok reparere det ur! Jens Olsen gik i Ribe Borgerskole, og medens han må siges at have været jævn i de mere almindelige fag, viste han tidligt betydelige anlæg for regning, matematik og fysik, - og Jens ville stadig være urmager, men faderen ville det anderledes. Jens blev sat i lære hos en dygtig klejnsmed i Ribe. I vore dage synes vi vel nok, at det ikke ligefrem var nogen god indledning til urmageriet, men man må huske på, at den tids klejnsmede var en slags "altmuligmand" inden for smedning - og finmekanik! Jens blev i læreårene en virkelig dygtig finmekaniker, og samtidig læste han alt, hvad han kunne overkomme, af litteratur om mekanik og ure. Han begyndte ganske naturligt med den populære litteratur, men gik efterhånden over til mere og Top Side 10 mere vanskeligt tilgængelige værker og tidsskrifter, som en forstående lærer i byen skaffede til ham. Allerede på dette tidspunkt var Jens Olsen begyndt at studere astronomi, et fag, der senere skulle få den største betydning for hans livsværk: "Verdensuret". Efter at Jens Olsen var blevet svend, arbejdede han en tid som mekaniker og klejnsmed i Ålborg, men i 1897 gik han "på valsen" som så mange af den tids driftige håndværkere. Ganske naturligt søgte han under sine vandringer fortrinsvis til værksteder, hvor han kunne blive beskæftiget med ure, men han var ikke nogen almindelig svend. Han stillede nemlig det krav til sin arbejdsgiver, at han kun ville arbejde de 5 af ugens dage. De resterende to dage samt aftenerne brugte Jens Olsen til boglige sysler. Han læste astronomi og tillige alt, hvad han kunne få fat i, af bøger om ure. Det tog tid dengang at vandre gennem Europa, når man samtidig skulle arbejde for at tjene nok til den næste etape. Da Jens Olsen kom til Lübeck, så han i Marienkirche det første "astronomiske" ur, men det skuffede ham; det svarede slet ikke til hans forventninger. Videre gik rejsen - over Hamburg til Hannover, videre til Frankfurt am Main, hvor han arbejdede et stykke tid, hvorefter rejsen gik til Heidelberg og til andre gamle tyske byer - på jagten efter det store "ureventyr". Det fandt Jens Olsen først i Strasbourg, hvor han så det verdensberømte ur, som tiltrak turister fra alverdens lande. Uret, som Jens Olsen her så, var det tredie i rækken, idet det første var fra 1354, det andet fra 1574 og endelig det tredie fra 1842, bygget af mester Johann Baptiste Schwilgue. Det blev den virkelig store oplevelse, men på en anden måde, end man egentlig kunne tænke sig. Uret blev kun forevist offentligt een time om dagen, og det var meget irriterende for Jens Olsen, at et stort grønt klæde dækkede alle urets vigtigste mekaniske funktioner. Men også på dette punkt viste Jens Olsen sin opfindsomhed, idet han, når forevisningen var til ende, skjulte sig under det grønne tæppe for derefter i ro og mag at studere de enkeltheder i uret, som han var interesseret i. Han så altså her urets mekaniske fortrin og mangler, og det var ganske særligt de sidste, han fæstnede sig ved. Alle enkelthederne blev omhyggeligt opbevaret i Jens Olsens hjerne og blev hentet frem, efterhånden som Jens Olsens egne planer skred frem. Han havde nu set den tids største mekaniske vidunder, men Jens Olsen ville overgå dette mesterværk, han ville hellige sit liv til den opgave. Videre vandrede Jens Olsen og nåede til Basel, hvor han blev i hele 1 1/2 å, noget ret usædvanligt for en svend "på valsen". Overalt besøgte han bibliotekerne og hørte forelæsninger på universiteterne, og under sine studier blev han klar over, at hans speciale skulle være den kronologiske astronomi, men at teorien måtte omsættes til mekanik. Det ur, som Jens Olsen ville skabe, skulle først og fremmest være præcist, - det skortede på præcision i alle de eksisterende ure på den tid. Uret skulle konstrueres Top Side 11 således, at dets levetid blev så lang som mulig, og endelig skulle den mekaniske kalender være så fuldkommen som mulig! Uret skulle praktisk talt kunne "passe sig selv" - blot det blev trukket op. Alle bevægelige helligdage m. v. skulle uret vise automatisk. Alle disse tanker modnedes, medens Jens Olsen arbejdede i Basel, og han begyndte nu at tænke på hjemrejsen. Den foregik over Paris, hvor Jens Olsen også blev i 1 1/2 år. Han kunne ikke løsrive sig, da han her havde lejlighed til at se den tids fineste mekanik, han havde Sorbonne og bibliotekerne. Da han endelig besluttede sig til at drage hjem, skete dette via London, hvor han opholdt sig nogle måneder. I 1902 kommer han hjem til Danmark, og de 5 år i udlandet havde gjort ham til en moden mand. Han kunne nu med sindsro sige, at han også var urmager. Måske var det på sin plads her - inden vi går videre i Jens Olsens historie - at pege på den kendsgerning, at han var en munter og livsglad mand. Af og til slog han sig løs og levede Navernes glade liv i Naverhulerne, - og her var han en velset gæst på grund af sit strålende humør og sine mange gode historier. Han var den gladeste af de glade, og han nød livet i fulde drag - med den gode samvittighed, som kun arbejdet kan give! Og husk så på, at Jens Olsen kun arbejdede de fem dage i ugen. Da man spurgte ham, hvorledes han dog kunne klare sig med det, svarede han: "Kan jeg ikke det, er jeg ikke meget bevendt i min profession." Jens Olsen var yderst nøjsom, og hvor utroligt det end lyder, havde han sparet sammen til en startkapital, da han kom hjem. Kort efter hjemkomsten etablerede han sig som selvstændig urmager, men var dog samtidig hermed overværkmester hos Cornelius Knudsen i fire år. Det første store, selvstændige arbejde, som Jens Olsen lavede, var et standur til hans barndomsven, den senere direktør for Zoologisk Have i København, Thomas Alving. Dette ur skulle have ret mange funktioner, og det tog da også Jens Olsen ca. 2 års "fritidsarbejde" at fremstille det. Han forlangte - og fik -200 kr. for det! Jens Olsen var ikke og blev aldrig forretningsmand. Penge interesserede ham ikke. I dette tilfælde antager man dog, at Jens Olsen har betragtet Alvings ur som et forarbejde - en prøven kræfter med problemerne. Han har i alt fald selv sagt, at dette ur ligesom lukkede døren op til det, som senere skulle ske. Jens Olsen begyndte i en lille kælder i Ole Suhrsgade, men flyttede senere til et værksted i Pilestræde, hvor han blev, indtil han i 1905 blev gift med sin kusine Anna Sofie, født Krøldrup, datter af skomager Krøldrup. Jens Olsens kone ejede et hus i Hallinsgade 8; hertil flyttede Jens Olsen nu sit værksted, der blev indrettet i stueetagen, og Jens Olsen boede her til sin død. Det unge par fik en søn, der senere blev mekaniker, og som Jens Olsen vel nok havde tænkt sig skulle være hans materielle og åndelige arvtager, men skæbnen ville det anderledes. Top Side 12 Vi går tilbage til årene omkring 1906, hvor Jens Olsen til at begynde med måtte klare dagen og vejen ved hjælp af de reparationer, som "faldt på hans vej". Men der er det mærkelige ved en dygtig reparatør, at han bliver langt hurtigere kendt end en "fabrikant". Folk holder af deres gamle ure, og de er lykkelige, når et ur, der har stået stille i årevis, efter en "mirakelkur" begynder at sprede liv i stuen igen. Den mand, der udfører kuren, bliver kendt, hans navn nævnes fra ven til ven, han anbefales fra kunde til kunde, og sådan gik det også Jens Olsen. Det blev hurtigt kendt i byen, at der ude i Hallinsgade 8 sad en dygtig håndværker, der "kunne mere end sit fadervor", som var venlig og hjælpsom, og som var mere end rimelig i sine krav. Der var næsten ikke den "mekanik", han ikke kunne reparere og ikke det ur, som han ikke kunne få til at gå, og efterhånden spredtes hans ry til de videnskabelige institutioner, der sammen med andre offentlige institutioner betroede Jens Olsen den ene opgave efter den anden. Jens Olsen kaldte sig nu astromekaniker; allerede i 1906 var han blevet optaget i Astronomisk Selskab. Man kunne mene, at der med alle de opgaver, som Jens Olsen fik betroet, også fulgte rigelige indtægter, der kunne og burde sikre ham en økonomisk sorgfri tilværelse, men det blev kun til dagen og vejen, for - som tidligere nævnt - Jens Olsen var ikke forretningsmand. Til trods for den stadige kamp for det daglige brød tabte Jens Olsen dog ikke sit store mål af syne: det astronomiske kunstur. Udkast og beregninger hobede sig op, og detaljer af uret blev fremstillet og afprøvet. Jens Olsen konstruerede og fremstillede et lommeur, der både viste middeltid og stjernetid. Jens Olsen og professor Elis Strömgren, der havde deltaget i konstruktionen, udtog patent på uret. Patentet blev senere solgt til et kendt urfirma i Schweiz. For de indkomne penge købte Jens Olsen en grund på Lyngbakken i Nærum, hvorpå han byggede sig et privat observatorium med bevægelig kuppel. Her opholdt han sig meget ofte, lige til han måtte afhænde grund og hus som følge af hustruens sygdom. Jens Olsen var utrættelig i sin higen efter at nå det mål, han havde sat sig, og som det så ofte går med den slags viljestærke mennesker, føjede også han stykke for stykke til den mosaik, som engang skulle komme til at danne det skønne helhedsbillede. Da Jens Olsen var 50 år gammel, havde han fuldført alle sine beregninger af de mange funktioner, som uret skulle have, og det næste skridt var nu at forelægge resultatet for astronomen, professor Elis Strömgren, som Jens Olsen bad om at kontrollere sine beregninger. Efter en grundig gennemgang, der tog nogle måneder, afgav professor Strömgren følgende erklæring: "Både fra et astronomisk og et mekanisk synspunkt hviler Jens Olsens udkast på en solid basis og vidner om en kombination af to forskellige slags kvalifikationer, som kun meget sjældent vil være forenet i samme person." Top Side 13 Nu stod Jens Olsen altså for så vidt ved vejs ende, idet han havde alle tegninger og beregninger færdige, og de var godkendt af den højeste sagkundskab, men nu var der tilbage at omskabe tal og tegninger til mekaniske funktioner. Den faglige viden var i orden, men pengene manglede. Der blev i årenes løb gjort mange forsøg på at rejse den nødvendige kapital, men forgæves. Der gik næsten 20 år, før dette lykkedes. Jens Olsen havde sikkert ikke drømt om, at hans storværk ikke kunne udføres umiddelbart efter dets undfangelse, men Jens Olsen var en beskeden mand, der ikke forstod at gøre reklame hverken for sig selv eller sit værk, ja han ønskede det ikke. I dag, da man ved, hvor genialt uret er, undrer man sig over, at det ikke dengang var muligt at skabe den fornødne interesse for det, men efter de oplysninger, man har kunnet fremskaffe fra den tid, ser det ud, som om der var en vis skepsis over, at det skulle være lykkedes en "jævn, men dygtig håndværker" at skabe noget så sensationelt. I midten af 30'erne tog så Uhrmagerlauget affære, idet man der var kommet til den erkendelse, at der inden for faget var skabt noget virkelig bemærkelsesværdigt, og der blev i 1934 nedsat en komite med borgmester Ernst Kaper som formand, men som det ofte går med komiteer, gik det også med denne. Der kom ikke noget positivt resultat ud af det. Jens Olsen blev næsten 70 år gammel, før han kunne begynde på arbejdet med at skabe sit mesterværk: "Verdensuret". Dette navn havde Jens Olsen ikke selv fundet på, det var han alt for beskeden til. Navnet blev skabt af pressen ude og hjemme, der fandt uret værdigt til denne betegnelse. 
Den 8. december 1943 - midt under den tyske besættelse - stillede Arbejdsgiverforeningen et rente- og afdragsfrit Iån på 100.000,- kr. til rådighed. Under dette møde, hvortil der var inviteret en kreds af indflydelsesrige og kapitalstærke mænd, holdt civilingeniør K. V. Kock, der efter borgmester Kapers død var blevet komiteens formand, en flammende tale om den store betydning, som det ville fa for Danmark, dersom uret blev en realitet. Det var en national opgave, hævdede Kock, og netop i de svære besættelsesår var det nemt at rejse en national stemning. Hele landets befolkning blev i pressen opfordret til at deltage i indsamlingen, og underet skete - pengene strømmede ind. Uret var sikret! Det var jo ufredstider dengang, og det blev derfor nødvendigt at lade udfærdige flere sæt tegninger af uret og deponere dem på "sikre" steder. I samarbejde med civilingeniør Axel E. Flint udarbejdede Jens Olsen ikke mindre end seks sæt tegninger; hvert sæt bestod af 46 hovedblade og ikke mindre end 214 detailtegninger. I 1944 stillede Teknologisk Institut et værkstedslokale til rådighed for Jens Olsen i instituttets filial på Bülowsvej, og arbejdet begyndte for alvor. Jens Olsens søn var med i arbejdet, og som tidligere nævnt, havde Jens Olsen vel håbet, at sønnen skulle blive den retmæssige arvtager, dersom Jens Olsen, der jo var ca. 70 år dengang, skulle dø. Top Side 14 Sønnen blev - under en folkestrejke - ramt af en tysk kugle og døde. Sammen med sine medarbejdere gik Jens Olsen fuldt og helt op i arbejdet, og han glædede sig over at se, hvorledes værket groede op, ja så at sige af tegningerne. Det var tit svært for Jens Olsen at forstå, at der var noget, der hed fyraften, men er det så underligt, når han havde ventet - og kæmpet - i mere end 20 år, før han kunne komme i gang med realisationen af sin geniale konstruktion. Jens Olsen var lykkelig over at vide, at hans ur var sikret en plads på Københavns rådhus. I efteråret 1945 måtte Jens Olsen lade sig operere, og operationen syntes at skulle forløbe normalt; bedringen skred fremad, men den 17. november samme år døde Jens Olsen pludselig af en blodprop. Blot dagen før havde Jens Olsen sagt til flere af sine venner, at han glædede sig til, at han snart skulle ud og tage fat på arbejdet igen. Jens Olsen blev bisat fra Grundtvigskirken, og hans gravsted findes på Bispebjerg kirkegård. Nogle spredte noter om Jens Olsen. Han var nordisk blond, af middelhøjde og kraftigt bygget. Når man talte med Jens Olsen, blev man slået af den ro og sindsligevægt, der udgik fra ham. Han gjorde ingen overilede bevægelser, talte som regel langsomt, men til gengæld utrætteligt om det, der fyldte hans tanker. Han vidste ganske nøje, både hvad han ville og hvad han duede til, men som tidligere nævnt forhindrede hans store beskedenhed ham i at trænge sig frem, - han kunne ikke "sælge" sig selv. Jens Olsen var både nøgtern og spartansk i sin levemåde, men selv højt op i årene bevarede han sit lyse sind - lige til sorgerne slog sammen over ham. Uhrmagerlauget og Berejste Håndværkere vil vide at berette om Jens Olsens mange muntre historier, når han helt slog sig løs. Godhed og venlighed var nogle af Jens Olsens medfødte gaver, hans hjælpsomhed var legendarisk. Der fortælles en meget typisk historie om Jens Olsen: En af hans venner kom for at aflægge ham et besøg, og vennen mødte i døren til værkstedet en mand, der gik ud. Jens Olsen fortalte vennen, at det var en fotograf, der var kommet for at spørge ham til råds angående en opfindelse, som han (fotografen) havde tænkt meget over. Vennen spurgte da Jens Olsen, hvad han havde gjort ved det. Jens Olsen forklarede, at det, som manden kom med, var "uden hoved og hale - noget rent vås - men så lavede jeg i en fart "opfindelsen" for ham". Vennen spurgte Jens Olsen, hvad han havde fået for det, hvortil Jens Olsen svarede, at det havde han sandelig ikke taget noget for. "Skulle jeg have gjort det?" Jens Olsen tænkte aldrig på egen fordel. En gang ved en festlig lejlighed i hans sidste år samlede Berejste Håndværkere 4000 kr. sammen til en hædersgave til ham. Jens Olsen takkede rørt for den store ære, men overlod øjeblikkelig pengene til urkomiteens kasse tillige med et par hundrede kroner, som han havde fået ind ved at sælge en maskine, han ikke længere havde brug for. Top Side 15 Jens Olsens medarbejdere, de bedste mekanikere, der kunne opdrives i landet - med Otto Mortensen i spidsen - fortæller, at de ofte under arbejdet mødte problemer, der voldte dem kvaler, nemlig dette at omsætte astronomi til mekanik. De spurgte naturligvis Jens Olsen, og som regel løste han opgaven på en ganske simpel måde, der forbløffede medarbejderne. Jens Olsen var en stor børneven. En jul havde han pyntet et meget smukt juletræ og havde ladet hele nabolagets børneskare vide, at de på en bestemt dag skulle være velkomne til juletræ. Og de strømmede til! De små stuer fyldtes til trængsel, så det var jo helt umuligt at danse om juletræet, men også dette problem løste Jens Olsen. Han placerede ganske simpelt et værk under juletræet, og lod det danse rundt - til børnenes udelte fryd. Det er mange år siden nu, men har vi ikke hørt beretninger fra udlandet, hvor dette er højeste mode i dag? Jens Olsen holdt meget af at spille L'hombre, men det ærgrede ham, at der gik så meget tid til spilde ved at blande kortene. Han konstruerede derfor en kortblandeautomat, der omhyggeligt blandede kortene. Havde man to spil kort, var der altid eet parat! Betegnende for Jens Olsens gode og kærlige sind var hans forhold til hustruen, der i sine sidste leveår var syg af en hjertesygdom, og som måtte ligge i sengen. Når Jens Olsen var færdig med dagens gerning, satte han sig ved hustruens seng og læste højt for hende. Det blev han trofast ved med indtil hendes død, selv om det vel var tvivlsomt, om hun i sin sidste levetid hørte eller forstod noget af det, han læste op. Han var opofrende til det sidste. For at skaffe midler til at pleje hustruen solgte han sit observatorium i Nærum. Det var beundringsværdigt, at Jens Olsen kunne bevare sin ro og sindsligevægt til trods for de mange sorger og skuffelser, som livet til sidst gav ham. Hustruens lange sygdom og hendes død bar han med stille fatning, og det samme gjorde han, da en tysk kugle gjorde ende på sønnen, Martins, liv. Jens Olsen var i besiddelse af netop den styrke og udholdenhed, der var nødvendig for at kunne skabe et storværk som det, han havde sat sig som livsmål. Han døde med bevidstheden om, at fuldendelsen af hans livsværk var sikret. Danmark vil til sene tider tælle Jens Olsen blandt sine store sønner, og hans livsværk vil sikre ham verdensry, selv om det først skulle blive efter hans død.
Top Side 16  Jens Olsen. Top Side 17  Fig. 01. Top Side 18 Jens Olsens astronomiske ur Introduktion Uret består af 11 værker, der hvert udgør en selvstændig mekanisk enhed; dog er alle værker indbyrdes forbundne, dels ved aksel- eller hjulforbindelser, dels ved stålbånd, der overfører bevægelser fra krumtappe til differentialtandhjul. Af de 11 værker er de 10 forsynet med skive, medens eet værk, der tjener styrende formål, ikke er forsynet med skive. Uret er delt i 3 hovedgrupper: Midterfaget, hvor der vises middeltid og stjernetid, samt urets hovedkalender. Venstre sidefag er forsynet med 4 skiver, hvoraf den ene er delt i 3 underafdelinger. Her vises på øverste skive lokaltid, sand soltid og tidsækvationen. Klokkeslættet overalt på jorden vises på skiven til venstre. På skiven til højre vises klokkeslæt for solens op og nedgang, både efter middeltid og sand soltid. Nederst i gruppen er skiven for den gregorianske kalender; her vises dato, ugedagens navn, månedens navn samt årstallet. Højre sidefag viser rent astronomiske bevægelser på 4 skiver. Øverste skive viser stjernehimlens udseende og himmelpolens vandring. Skiven til venstre viser det geocentriske omløb. Skiven til højre viser det heliocentriske omløb. Nederste skive i gruppen viser dagetallet og årstallet i den julianske periode. Top Side 19 
Midterfaget Hovedværket har 2 skiver. På den øverste og største vises middeltid ( mellemeuropæisk tid, det daglige klokkeslæt) i timer, minutter og sekunder på en 12 timer delt skive. Under den store skive findes en mindre, hvorpå der aflæses stjernetid i timer, minutter og sekunder på en 24 timer delt skive. Top Side 20 
Hovedkalenderen Hovedkalenderen er forsynet med 5 skiver, hvorpå vises søndagsbogstav og epact øverst, herunder vises på 3 mindre skiver solcirkel, indiktion og månecirkel, endvidere vises årets 12 måneder, ugedagenes navne og datoer, samtlige månefaser og bevægelige festdage. Værket er kun i bevægelse een gang om året, nytårsnat kl. 24. Det vil da i løbet af ca. 6 min. have udregnet og indstillet følgende: Samtlige det kommende års månefaser på de datoer, de indtræffer, endvidere ugedage navnene på de rigtige datoer, samt årets bevægelige festdage, d. v. s. fastelavn, skærtorsdag, langfredag, påskedag, 2. påskedag, st. bededag, Kr. himmelfartsdag, pinsedag og 2. pinsedag. Top Side 21 Ækvationsværket Ækvationsværket, der er det eneste værk, der ingen skive har, er anbragt bagtil under hovedkalenderen. Dette værk er forsynet med en palmekanisme, der hver time tillader een tand at passere. Værket er forsynet med en række krumtappe, der igen gennem tynde stålbånd og vippearme overfører krumtapbevægelserne til differentialtandhjulet i en del af urets øvrige værker, hvor der forekommer viserbevægelser med ujævn hastighed. Ækvationsværket drives ved et særligt lod. Venstre sidefag Treskiveværket viser lokal middeltid, middelsoltid og sand soltid samt tidsækvationen. Herved forstås forskellen i tid mellem middeltid og sand soltid; den varierer fra + 14 til ÷ 16 min., dog falder sand soltid og middeltid sammen 4 gange årligt, 16.april, 15.juni, 1.september og 25. december. Heraf forstås, at viserparret for sand soltid ikke bevæger sig med samme hastighed som viserparret for middeltid. Denne sidste bevægelse er altid jævn i modsætning til den første. Vor almindelige, borgerlige tid bliver ofte benævnt med middeltid, idet vi retter os efter en tænkt sol, der bevæger sig med en jævn hastighed over himlen. I modsætning hertil er den sande soltids visere udtryk for solens bevægelse over himlen. Det vil altid være således, at når viserparret for sand soltid viser 12, da står solen højest på himlen. For at få middelsoltid for 15° østlig længde (Danmarks Tidsmeridian) må man lægge 9 min. 41 sek. til. Syncronoskopværket. Klokkeslættet overalt på jorden læses på syncronoskopskiven. Her er anbragt et fastsiddende kort, tegnet med sydpolen som centrum, og udenom bevæger en ring sig een gang rundt i et middeldøgn modsat urviseren. Nulmeridianen, der går gennem Greenwich observatoriet, angiver udgangspunktet for al tidsregning på jordkloden, således at for hver 15°, man bevæger sig mod øst, skal der lægges een time til klokkeslættet. Hele jordkloden bliver herved opdelt i 24 tidszoner. Datolinien befinder sig modsat nulmeridianen, hvortil man skallægge en dag eller trække en dag fra for at få opgivet det nøjagtige klokkeslæt for det sted på jordkloden, man ønsker det. Ved hjælp af en bølgelinie, indgraveret ide arealer, der på jorden dækkes af havene, og en graddeling er det muligt at aflæse klokkeslættet med en nøjagtighed af eet minut. Top Side 22 
Værket er det mindst komplicerede af samtlige værker, idet det kun består af et viserværk, der styres fra urets hovedværk og herfra får een omdrejning i et middeldøgn. Solopgangs- og solnedgangsværk. Den del af døgnet, som kaldes dagen, er enten tiltagende eller aftagende, den er kortest ved vintersolhverv og begynder med at tiltage ganske lidt. I den første uge efter vintersolhverv er det ca. 112 min., men det bliver mere og mere indtil forårsjævndøgn, hvor dagen tiltager 4½ min. i døgnet. Efter forårsjævndøgn tiltager dagen fremdeles, men mindre og mindre indtil sommersolhverv. Top Side 23 
Efter sommersolhverv aftager dagen lidt til at begynde med, men mere og mere indtil efterårsjævndøgn, og efter efterårsjævndøgn vil dagen fremdeles aftage, men mindre og mindre, indtil året vender ved vintersolhverv. Som det vil ses af foranstående, er der tale om meget ujævne bevægelser. Skiven er forsynet med sorte og hvide buestykker, der forskydes over hverandre; herved fremkommer der en ring, hvis farve er dels hvid og dels sort; den hvide del angiver dagens længde og den sorte nattens længde, regnet fra solnedgang til solopgang. Inde i ringen er der en fastsiddende 24 delt talkrans, og udenom ligeledes en 24 delt talkrans. Denne er bevægelig, idet den har en svingning på 7½°, og 7½° på en 24 delt skive svarer til en bevægelse på 30 min., hvilket netop er tidsækvationens størrelse regnet fra de 2 yderpunkter. Herved bliver det muligt at aflæse solopgangen og solnedgangen, efter middeltid og efter sand soltid. Top Side 24 Gregoriansk kalender. I året 1700 indførtes på foranledning af Ole Rømer den gregorianske kalender i Danmark. På skiven vises årstallet, månedens navn, dagens navn og datoen. Værket er i gang een gang i døgnet, kl.24. Her skiftes dato og dagens navn, eventuelt måned; nytårsnat tillige årstallet. Kalendermekanismen er evigtgående, d. v. s. den tager automatisk hensyn til, at der i alle år, hvis tal er delelige med 4, skal være en dag mere i februar måned; endvidere tager mekanismen hensyn til sekularårsreglen, der siger, at kun de sekularår, hvis tal er delelige med 400, er skudår. Den styrende mekanisme er bl.a. forsynet med et hjul, der gør een omdrejning i 400 år, og dette hjul udskyder skuddagen tre gange i løbet af 400 år. . Kalendermekanismen er forsynet med selvstændigt løbeværk og med eget lod som drivkraft. Højre sidefag Stjerneskiveværket. Skiven viser stjernehimlen og himmelpolens vandring. Bag en maske er anbragt et stjernekort, der drejer sig een gang rundt modsat urviserne i et stjernedøgn. I maskens åbning er anbragt tråde, der viser meridian, polarkreds, cirkumpolarkreds, ækvator og vendekredse og punkter for pol og zenith. De stjerner, der befinder sig inden for cirkumpolarcirklen på vore breddegrader, er uden op- og nedgang, idet de er på himlen hele døgnet. Den stjerne, vi i dag kalder polarstjernen, har ikke altid været og vil ikke altid være polarstjernen, idet jordaksens forlængelse i tidens løb vil beskrive en cirkel på himlen. Det er en meget langsom bevægelse, idet det varer 25.753 år, inden vi er nået hele cirklen rundt. Bevægelsen andrager ca. 1° på 72 år. Uret er ikke konstrueret således, at det viser hele omløbet, det viser bevægelsen i en periode på 3.000 år, idet det er udstyret med en tandsektor, og når man er nået til dennes endepunkt, må man, sætte tandsektoren tilbage til udgangspunktet og ændre en lille smule på stjernekortet. I Bevægelsen vil da kunne vises i en ny periode på 3.000 år. Stjerneskiveværket er konstrueret således, at det får en omdrejning i et stjernedøgn, og tandsektoren får samtidig en påvirkning, der svarer til: 9.425.000
1
Top Side 25 
Sol- og måneværket. I skivens centrum ses en globus, hvis polakse har en hældning på 23° og 27 min. imod krebsens nulpunkt, som ligger 90° fra vædderpunktet. Globusen drejer sig een gang rundt i et stjernedøgn modsat urvisernes bevægelse. Omkring globusen bevæger sig 4 visere. Solviseren går modsat urviserne een gang rundt i et tropisk år = 365 døgn 5 tim. 48 min. 46 sek. men med en ujævnhed i bevægelsen i en periode på 365 døgn 6 tim. 13 min. 53. sek. = 1 anomalistisk solår. Top Side 26 Måneviseren går samme vej som solviseren een gang rundt i 27 døgn 7 tim. 43 min. 4,7 sek. og med de ujævnheder, der skyldes midtpunktsligning, evektion, variation, årlig ligning og reduktion. Bag viserspidsen er i en fordybning anbragt en lille kugle, hvis ene halvdel er forsølvet, medens den anden er sort. Denne kugle drejer sig een gang rundt, hver gang månen går een gang rundt. i forhold til solen, og er således indstillet, at den lyse side vender fremad, når månen står modsat solen, d. v. s. at den viser månens faser, som de iagttages fra jorden. Apsidelinieviseren er markeret i hver ende med bogstaverne A (apogæum, jordfjerne) og P (perigæum, jordnære). Denne viser bevæger sig een gang rundt modsat urviserne i 3.231,48 døgn, men med så stor ujævnhed i bevægelsen, at den med ca. 206 dages mellemrum bevæger sig modsat månens omløb ( det anomalistiske omløb ). Dette vil som følge af apsideliniens og månens meget ujævne bevægelse variere mellem 25 og 29 døgn og vil i middel være 27 døgn 13 tim. 18 min. 33,1 sek. Ved en apsidelinie forstås det, som i daglig tale kaldes en storakse, d. v. s. den linie, der forbinder brændpunkterne i en ellipse, og apsidelinieviseren tjener altså til at udtrykke månens afstand fra jorden. Knudelinieviseren bevæger sig een gang rundt i samme retning som urviserne i løbet af 6.798,36152 døgn; også denne bevægelse er ujævn, idet viseren står stille, når knuderne peger ud mod solen, dette sker med 173,31001 døgns mellemrum. Viseren er i begge ender forsynet med bueformede udvækster, hvis smalleste del når 16° ud til hver side, en bredere del når 101/4° ud til hver side og er forsynet med bogstaverne S (syd) og N (nord), hvorved det let ses, om månens bredde er sydlig eller nordlig, eller om den eventuelt netop står i knuden. Et bredere midterparti når godt 41½° til hver side. Dette er forsynet med op- og nedstigende knudetegn. Tiden mellem 2 sammentræf af måne og opstigende knude er i middel 27 døgn 5 tim. 5 min. 35,808 sek. = 1 drakonisk omløb. Planetværket. Planetværkets skive består af en række plane, bevægelige ringe, 8 i alt, , hver ring repræsenterer en planet og bevæger sig med dennes omløbshastighed. De planeter, der er taget med i planetværket, bevæger sig rundt om solen og er følgende: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Den planet, der er solen nærmest, Merkur, har en omløbstid på ca. 88 døgn, og Neptun, der er længst borte fra solen, har en omløbstid på ca. 165 år. Uden om de bevægelige ringe er anbragt en talrand med dyrekredsens 12 tegn. Planetværket får sin bevægelse ved hjælp af en tandhjulsoverføring fra sol- og måneværket, og det består af en hel række hjul, der bevæges med forskellige hastigheder ved hjælp af tandhjulsudvekslinger. Top Side 27 
Juliansk periode. På skiven vises dagens nummer og årets nummer i den 7980 årige julianske periode. Denne periode benyttes af astronomerne til at fastlægge den tid, der er gået imellem 2 begivenheder, idet alle dagene hele perioden igennem er nummereret fortløbende. Værket er et dobbeltsidet tælleværk, der får en impuls een gang hvert døgn; det er forsynet med selvstændigt lod og løbeværk, der foretager flytningen af taltromlerne. Top Side 28 
Urværkerne er monteret i et stel udført i rustfrit stål. Dette er anbragt på en stensokkel af granit, og denne er forsynet med kanaler for lodsnore og brønde for lodder, endvidere er der i sokkelen kanaler for tilførsel af luft. Denne bliver opvarmet, og fugtigheden fjernet, forinden den bliver blæst ind i montren; der opstår herved et overtryk inde i montren, hvilket forhindrer, at støv kan trænge ind til værkerne. 
Top Side 29 
Top Side 30 Strasbourg-uret og Jens Olsens ur Det tredje ur i Strasbourg og Jens Olsens ur lader sig ikke direkte sammenligne, dertil er de indbyrdes for forskellige, men der kan dog foretages en vis sammenligning, især når det gælder, hvad de hver især viser, samt den måde og den nøjagtighed, hvormed de astronomiske bevægelser gengives af disse to ure. Det tredje ur i Strasbourg er anbragt i et urhus bygget af sten, og det er det samme urhus, som rummede det andet Strasbourgur. Huset er 18 m højt, og konstruktøren, Schwilgue, var bundet til at anbringe sine skiver på de pladser, der var i til rådighed fra det gamle urhus. Nederst findes en skive, der har en diameter på 2,73 m, og som yderst har kalender beregningen med årets datoer. Den drejer sig dagligt en dato frem og viser ugedag og bevægelige festdage. Inden for denne datoring findes en fastsiddende ring, der er opdelt i 24 dele. Fire visere bevæger sig inden for denne: 1) en viser, der angiver solopgangen og 2) en viser, der angiver solnedgangen, 3) solviseren, der går en gang rundt i et sandt soldøgn og 4) måneviseren, der går en gang rundt i et sandt månedøgn, altså med ujævn hastighed. Foran denne skive findes en stjerneglobus, der roterer een gang rundt i et stjernedøgn. En timeviser viser stjernetiden på en i 24 timer med underafdelinger inddelt skive. Bemærk, at stjernetiden kun vises af en timeviser. Højere oppe vises middelsoltiden på en skive med en diameter på 80 cm, og over denne er planetariet anbragt. I Hovedskiven er her ca. 2,5 m i diameter, og her vises planeterne Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter og Saturn. Disse planeter har middelomløbstid. Over planetskiven er anbragt en månekugle, der er farvet halvt sort og halvt lys, og den drejer sig een gang rundt i 29 d, 12 h, 44 m, 3 s; den viser månens faser. Et så kolossalt ur havde det aldrig været Jens Olsens mening at konstruere. Han mente, at han bedre kunne få himmelbevægelsen anskueliggjort samt få flere astronomiske perioder med, dersom han brugte flere, men mindre skiver, hvoraf de vigtigste skulle anbringes i øjenhøjde for at få mindst mulig parallelakseforskydning under aflæsningen. Top Side 31 Endvidere mente Jens Olsen, at det var bedre at lade sol og måne bevæge sig i ekliptika i stedet for at lade dem bevæge sig i deres daglige bevægelser: Månen een gang rundt i et tropisk måneomløb og solen een gang rundt i et tropisk år, begge med de nødvendige ujævne bevægelser. Foruden dette har jens Olsens ur visere for knudelinie og apsidelinie, således at disse også kan aflæses. ydermere anskueliggøres fremkomsten af sol- og måneformørkelser ved hjælp af knudeliniens buestykker. Jens Olsens ur har også skiver, som viser tidsækvation og kombination af tidsækvation og lokalkonstant. Jens Olsens beregninger til udveksling mellem de forskellige astronomiske perioder er der for de vigtigste visere søgt at få den størst mulige nøjagtighed, selv når der er tale om ujævne bevægelser. For sekulare ændringer findes der ingen mekanisme, men middelomløbstiderne er beregnede for middelomløbstiden 300 år frem i tiden. Der skal her bringes enkelte sammenligninger mellem udvekslingsforholdene i Strasbourguret og de tilsvarende i Jens Olsens ur.
I ældre astronomiske ure var udvekslingsforholdene endnu mere unøjagtige. I Praguret kom månen een gang rundt i 24h · 379 / 366 = 24h, 51m, 8,85s, hvilket er over 40 sekunder for meget. Tiden mellem sammentræf af sol og måne, et synodisk omløb = 379 / (379 – 366) = 379 / 13 = 29d, 3h, 41m, 32,3s, hvilket er mere end 9h for lidt. Efter tre synodiske omløb var månen kommet 1d, 3h, for tidligt. Det ses heraf, hvor vigtigt det er - når der er sammentræf af to eller flere visere - at disse har et så rigtigt omdrejningsforhold som muligt. Top Side 32 Diverse anbefalinger: København K., å. 29. Apri11934. Den af Herr Mekaniker Jens Olsen, Hallinsgade 8, fremstillede Kalendermekanik, »Comput Ecclesiastique«, har jeg haft Lejlighed til at undersøge og kan herved udtale, at den på overmåde sindrig måde bl. a. udfører de Bevægelser, der giver Årets Søndagsbogstav, Årets Epacte og herved Årets Førstepåskedag, samt tager Hensyn til de forskellige Uregelmæssigheder, der opstår p.g.a. Skudår mm. således som det er beskrevet i det af ham udgivne Skrift : »Kalendermekanik«, offentliggjort i » Urmageren« Nr. 9 og 10 1933. Konstruktionen vidner om en sjælden Evne hos Herr Olsen til på praktisk måde at udføre indviklede mekaniske Konstruktioner. For at kunne afgive en endelig Dom over Mekanikken må man være sagkyndig som Astronom, og Konstruktionen bør måske derfor forelægges en Ekspert på dette Område, f. Eks. Prof. Strömgren. Ved samtale med Prof. Strömgren, som gennem en længere årrække har kendt og samarbejdet med Herr Olsen, har jeg fået det Indtryk, at Herr Olsen fuldtud er i Besiddelse af den astronomiske Viden, der er nødvendig, for at udføre slige Konstruktioner, og han må derfor anses for at være i Stand til på udmærket måde at konstruere og fremstille de Urværker, han har tænkt sig skulde indgå i det store astronomiske Ur, som han delvis har udarbejdet Udkast til. N. H. Nielsen. 1934. Juni 29. Hr. Mekaniker Olsen har vist mig sine Planer til et kompliceret astronomisk Ur. Jeg skal herved udtale, at Hr. Olsen, som jeg har kendt i mange år, fuldt behersker de astronomiske Begreber, som kommer til Anvendelse ved Konstruktionen af et sådant Ur. De numeriske Talværdier, som Hr. Olsen har anvendt i sine Beregninger, har vi kontrolleret på Observatoriet og fundet rigtige. Elis Strömgren, Professor ved Universitetet. UHRMAGERLAUGET i København I årenes løb har vi inden for vort Laug med dyb Interesse og Beundring fulgt de forskellige arbejder, Jens Olsen har udført, særlig har vi beskæftiget os med det astronomiske uhr, han i en lang årrække har arbejdet med, og hvoraf kalendariet er udført som prøve. For dette Arbejdes Vedkommende kan vi som nogenlunde fagkyndige på det mekaniske Område udtale. at Konstruktionen er præget af en usædvanlig Enkelthed, og at Arbejdet byder absolut Sikkerhed for at kunne fungere og endda på en sådan måde, at der udover Funktionsevnen er en betydelig Sikkerhedsmargin. Med Hensyn til Udvekslingernes Nøjagtighed kan vi f. Eks. for Stjernetiden sammenligne Afvigelsen mellem de ældre astronomiske Uhre og det af Jens Olsen projekterede Uhr ved at opstille følgende : Om man benytter et Centralværk, der holdes på Stand O for følgende tre Uhre og beregner en Gangtid af 600 år, da vil det ældre Strassbourgeruhr afvige ca. 9 Timer, det nye bygget 1842 ca. 8 Sekunder, det af Jens Olsen projekterede Uhr ca. 0,5 Sekund. Vi vil derfor gerne fremhæve, at om Jens Olsen kunne få Mulighed for at bygge sit Uhr, vilde vi i Danmark med nogen Stolthed kunne fremvise dette Arbejde. København i September 1934. O. P. Wiboe. Oldermand for Uhrmagerlauget. Top Side 33. Kalenderberegning For at man skal kunne forstå de mekaniske funktioner i kalendermekanismen i urets hovedkalender, vil det være nødvendigt at give en forklaring på, hvorledes man foretager kalenderberegning, samt redegøre for, hvorledes disse beregninger udføres af den dertil konstruerede mekanisme. Mekanismen er baseret på vor nuværende gregorianske kalender, og den udregner og indstiller hver nytårsnat: Alle dagnavne på de rigtige datoer, alle månefaser i det kommende år, alle årets bevægelige festdage samt de kronologiske elementer, der er som følger: 1. Årets tal, 2. årets nummer i solcirklen, 3. årets nummer i månecirklen, »gyldentallet«, 4. årets nummer i indictionscirklen, 5. årets søndagsbogstav, 6. årets epakte, 7. årets cykliske forårsfuldmånedag, 8. fastelavn, 9. skærtorsdag, 10. langfredag, 11. påskedag, 12.2. påskedag, 13. store bededag, 14. Kristi himmelfartsdag, 15. pinsedag, 16. 2. pinsedag. Den gregorianske kalender er en forbedring af den julianske kalender. Den har herfra overtaget de fleste af ovennævnte elementer, ligesom beregningen af de bevægelige festdage stadig hviler på de regler, der blev givet på kirkeforsamlingen i Nicæa i året 825. Her bestemte man, at påskedag skulle falde på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Da jævndøgnsdagen dette år faldt på den 21. marts, blev det bestemt, at denne dato fremover skulle være gældende som jævndøgnsdato, når man skulle foretage festdage beregningen. Den julianske kalender regnede uden undtagelse hvert fjerde år som skudår med 366 døgn. Middelværdien af dens år blev således 365¼ døgn, hvilket er ca. 11¼ minut for meget. Dette var en fejl, som i løbet af 128 år blev til eet døgn. Hen imod slutningen af det 16. århundrede havde fejlen summeret sig op til at andrage ca.10 døgn. Dateringen var kommet 10 døgn bagefter, således at det astronomiske jævndøgn faldt 10 døgn før den 21. marts. Da den gregorianske kalender blev indført i året 1582, måtte man uden videre stryge de 10 døgn, idet man efter torsdag den 4. oktober skrev fredag den 15. oktober. Endvidere indførte man en mere nøjagtig skuddagsregel, der kan udtrykkes således: Årets dagtal skal være 365, men der skal være den undtagelse, at alle år, hvis tal Top Side 34. kan deles med 4 uden rest, skal have 366 dage. Undtagelse fra denne regel er, at sekularårene - de fulde århundreder - uanset om de kan deles med fire, ikke skal være skudår, medmindre de uden rest kan deles med 400. Af 400 år bliver således de 97 skudår. Kalenderåret vil da i middel blive 365 · ( 97 / 400 ) døgn, og dette er lig med 365,2425 døgn eller 365 døgn 5 timer 48 minutter og 12 sekunder. Da det tropiske år for tiden er ca. 365 døgn 5 timer 48 minutter og 46 sekunder, er det gregorianske kalenderår p. t. kun ca. 26 sekunder for langt. Dette er dog en fejl, der først i løbet af 3000 år vil summere sig op til at andrage eet døgn. Enhver tidsregning kræver et udgangspunkt eller en epoke, hvorfra en årstælling eller æra udgår. Vor nugældende æra stammer fra Rom, hvor munken Dionysius Exigius i året 525 efter vor tidsregning første gang benyttede betegnelsen: Anni domini nostri Jesu Christi. Derved blev det fastslået, at årene regnes fra Kristi fødsel, ab incernatione Domini. Exigius satte året 754 efter Roms grundlæggelse som år 1 i den nye æra. Desværre indførte han ikke noget »0 år«, idet det foregående år blev kaldt år 1 før Kristi fødsel. Denne fejl er stadig gået igen ved de historiske data. Derimod har den nyere tids astronomer indført 0 året. Det historiske år 3 før Kristi fødsel vil således svare til det astronomiske år ÷ 2, o. s. v. Den dionysiske æra afløste efterhånden de mange forskellige tidsregninger, der havde været i brug gennem tiderne ide forskellige lande, hvoraf enkelte af tidsregningerne skal omtales her. Verdens æra Denne tæller årene fra verdens skabelse, men der var mange forskellige fortolkninger af de hinanden modsigende tidsangivelser idet gamle testamente, som dannede grundlaget for epokens beregning. Der findes således flere forskellige »verdensæraer«, deriblandt jødernes, der er beregnet af Rabbi Hillel. Denne giver ikke alene årstallet, men også datoen for verdens skabelse, som regnes til 7.oktober 3761 før vor tidsregning. Den antioceniske verdensæra begynder med år 5969 før vor tidsregning, den aleksandriske med år 5493, og endelig den byzantinske eller konstantinopolitanske verdensæra, der dog ikke bygger meget på bibelske tidsangivelser, men mere på cykliske, tilbagevendende perioder. Den begynder med år 5508 før vor tidsregning. Af andre tidsregninger kan nævnes romernes, der tæller årene fra Roms grundlæggeIse, og som deler tiden i olympiader, 4 årige perioder, eller den tæller tiden fra den sidste konsuls tiltræden, »konsular æra«. Top Side 35. Den diocletianske æra tæller årene fra kejser Diocletians regeringstiltræden 29. august 284 efter vor tidsregning. Den nabonassariske æra begynder med den babyloniske konge Nabonassars regeringstiltræden 25. februar 747 før vor tidsregning. Særlig interesse har denne æra derved, at astronomen Ptolemæus og andre astronomer og kronologer benyttede den helt ind i middelalderen. De her omtalte æraer er dog kun en del af de mange forskellige, der har været benyttet gennem tiderne. Årets nummer i solcirklen findes efter følgende regel: Solcirklen er en periode på 4 gange 7 = 28 år, efter hvilket tidsrum ugedagene i den julianske kalender atter falder på de samme datoer i solåret. Årets nummer i perioden findes ved at lægge 9 til årstallet og dividere det udkomne med 28, resten er da årets nummer. Fremkommer der ingen rest, er nummeret 28. Årets nummer i månecirklen eller "gyldentallet" er fundet af atheneren Meton, der omkring året 430 før vor tid opdagede, at 19 tropiske år faldt meget nær sammen med 235 synodiske måneomløb. Månecirklen er en periode på 19 år, efter hvilken månefaserne igen falder på tilnærmelsesvis samme dato i solåret. Årets nummer i perioden finder man ved at lægge 1 til årstallet og dividere resultatet med 19; resten er da årets nummer. Fremkommer der ingen rest, vil årets nummer - eller gyldental - være 19. lndictionscirklen er en periode på 15 år, men har ingen forbindelse med astronomiske perioder. Om dens oprindelse vides der intet sikkert; muligvis har den været benyttet af romerne, evt. som en rente eller skattetermin, men den fortsætter fra den tid gennem hele tidsregningen. Årets nummer i indictionsperioden finder man ved at lægge 3 til årstallet og dividere summen med 15. Resten er årets nummer, og såfremt der ingen rest bliver, er årets nummer 15. Disse tre perioder danner tilsammen een periode på 28 x 19 x 15, hvilket er lig med 7980 år. Denne periode har ofte været anvendt i ældre tider ved datering af dokumenter, idet man foruden det ret usikre årstal har angivet årets nummer i de tre perioder. Herved kan man med absolut sikkerhed fastslå året. Såfremt et år er angivet med ( eks. solcirkel 12, indiction 3 og gyldental 9, vil det være en let sag at bestemme året til år 255 efter vor tidsregning. De tre periodetal vil kun passe for dette år eller for år, der ligger 7980 år før eller efter dette. Denne periode på 7980 år kaldes for den julianske periode. Året 1933, der har solcirkeltal 10, indiction 1 og gyldental 15 er det 6645' år i den julianske periode. Årets søndagsbogstav. Hertil benyttes de første 7 bogstaver i alfabetet. For hvert år er der et bestemt søndagsbogstav, og ved hjælp af dette kan man finde alle årets ugedage. Søndagsbogstavet bestemmes af den første søndag i året; er ( eks. 3. januar en søndag, vil søndagsbogstavet være C, og alle årets dage med bogstavet C vil da være Top Side 36. søndage. Dette skal forstås således, at 1. januar får bogstavet A, 2. januar bogstavet B, 3. januar C, 4. januar D, 5. januar E, 6. januar F og 7. januar G, etc., idet der fortsættes med bogstaverne A, B, C, D, E, F, G hele året igennem. Er det et år med skuddag, må der være 2 søndagsbogstaver, eet, der gælder før skuddagen og eet, der gælder efter denne, dog vil den 28. og 29. februar have samme søndagsbogstav. Nedenstående 3 tabeller, udarbejdet af Jens Olsen, vil kunne tjene som en vejledning. Tabel 1 De fire første måneder af den stedsevarende gregorianske kalender.
Top Side 37.
Ser man på tabel 1, der viser de fire første måneder af den stedsevarende kalender, ser man tydeligt, at de 7 første dage af januar måned er forsynet med de første 7 bogstaver i alfabetisk rækkefølge. 7. januar får derfor G til dagbogstav, derefter begynder man igen med A, og der fortsættes således hele året igennem, idet dog - som før nævnt - 29. februar får samme dagbogstav som 28. februar, nemlig C. Man vil kunne forstå, at i et almindeligt år vil alle datoer, der har samme bogstav, falde på samme ugedag. Er f. eks. et almindeligt år søndagsbogstavet D, vil den 4., 11. og 18. januar samt alle øvrige datoer, der har D som bogstav, være søndage. Var året derimod et skudår, måtte man foruden D, der gælder til skuddagen, have et ekstra søndagsbogstav for resten af året, i dette tilfælde C. Det er altså nødvendigt ved kalenderberegning at finde det for et bestemt år gældende søndagsbogstav. Dette lod sig let gøre for den julianske kalenders vedkommende, idet søndagsbogstaverne her var fast knyttede til solcirklen. (Se tabel II). Det er straks vanskeligere, når det gælder den gregorianske kalender, da der her må tages hensyn til, at 10 datoer blev strøget ved denne kalenders indførelse, medens ugedagene fortsatte uanfægtet af denne kendsgerning. Ydermere er der bortfaldet en skuddag, nemlig hver gang "undtagelse fra undtagelse" gør sig gældende. Dette skete i årene 1700, 1800 og 1900, og det vil ske igen i årene 2100, 2200, 2300, 2500 o.s.v. Der foregår altså gennem tiderne en stadig forskydning mellem solcirkel og søndags, bogstav. (Se tabel III). Ønsker man at finde søndagsbogstavet for år 1936, lægger man 9 til årstallet og får 1945, der divideres med 28, og resten 13 er solcirkeltallet. Top Side 38. I tabel II finder man udfor 13 bogstaverne F E, der er de julianske søndagsbogstaver. Disse bliver i tabel III til søndagsbogstaverne E D i den gregorianske kalender. Disse er da de søgte søndagsbogstaver for 1936, hvoraf E gælder indtil og D efter skuddagen. D er da søndagsbogstav for resten af året. Årets epact. Epactae lunares, adjectiones lunae. Årets epact angiver månens "alder" den 1. januar, og ved hjælp af epacten finder man - for alle årets dage - månens alder, d. v. s. antal dage siden sidste nymåne. Her ud fra kan man finde alle årets månefaser, dog ikke de absolutte, astronomisk beregnede, men kun middelmånefaserne, de såkaldt cykliske eller ecclesiastiske månefaser, der ret nær følger de virkelige, og som benyttes til festdage beregningen. Et bestemt års epact findes ved at multiplicere årets gyldental med 11. Fra summen subtraheres et - i tidens løb varierende - tal. Dette er for årene 1583 -1699: 10, 1700 - 1899: 11, 1900 - 2199: 12, 2200 - 2299: 13, 2300 - 2399: 14, 2400 - 2499: 13, 2500 - 2599: 14. Derefter divideres det fremkomne tal med 30, og resten er da årets epact, som skrives med romertal. Hvis ingen rest forekommer, betegnes epacten med en stjerne. Hvis udregningen giver resten 1, er dette epacten, hvilket vil sige, at månen 1. januar er een dag gammel, hvilket igen betyder dagen efter nymåne. Den første nymåne i året må altså falde i slutningen af januar. Vi ser atter i tabel I og finder udfor 30. januar, foruden dagbogstavet B, også et romersk I tal, der svarer til årets epact. Årets første cykliske fuldmåne vil altså indtræffe den 30. januar. De næste cykliske fuldmåner kommer der efter den 28. februar, videre 30. marts og 28. april. Hvis man vil fremstille en hel kalender efter det opgivne mønster, vil man finde, at de følgende cykliske fuldmåner vil falde 28. maj, 26. juni, 26. juli, 24. august, 23. september, 22. oktober, 21. november og 20. december. Da epacteberegningen giver 30 forskellige epacter, medens tiden mellem 2 på hinanden følgende middelnymåner kun er lidt over 291½ dag, er det fastslået, at længden af de cykliske månemåneder skal skifte med henholdsvis 30 og 29 dage. I hver anden månemåned må derfor samme månefase have 2 epactetal. Hertil er valgt XXIV og XXV, se tabellen. Endvidere ses udfor XXVI tallet 25, der i undtagelsestilfælde, når gyldentallet er over 11, skal gælde i stedet for XXVI. Årets cykliske forårsfuldmånedag. Herved forstås den første cykliske fuldmåne efter 20. marts, ( den kan tidligst indtræffe den 21. marts) og den findes ved hjælp af årets epact. Det må dog bemærkes, at de cykliske nymåner nærmest angiver, når månen første gang bliver synlig, hvilket først sker een eller to dage efter den astronomiske nymåne. De cykliske fuldmåner findes derfor ved at tælle 13 dage frem fra de fundne nymåner. Top Side 39. Årets første påskedag. De bevægelige festdage. De vigtigste bevægelige festdage findes som bekendt let, når man kender årets første påskedag. Denne dag, der skal falde på den første søndag efter den cykliske forårsfuldmåne, udregnes således, at man ved hjælp af epact og tabel finder denne fuldmåne og derfra går videre i tabellen til førstkommende søndag, som bestemmes ved søndagsbogstavet. Falder forårsfuldmånen på en søndag, går man til næste søndag, der da bliver første påskedag. Mekanismen i urets kalenderværk tager hensyn til, at epact XXV - dersom gyldentallet er over 11 - ikke giver 18. men 17. april som forårsfuldmånedag. Viseren for søndagsbogstavet stiller sig i skudårene på 2 søndagsbogstaver og tager ligeledes hensyn til de sekularår, der ikke bliver skudår. Epactviseren, der i almindelighed går 11 spring frem, går et spring ekstra, når gyldentallet går fra 19 til 1, det såkaldte epactespring, saltus lunae. Endvidere vil den 8 gange i løbet af 2500 år, nemlig med 300 års mellemrum, og derefter 1 gang, efter 400 års forløb, forhøje epacten med 1: måneækvationen. Epactviseren vil formindske epacten med 1i de sekularår, der ikke bliver skudår: solækvationen. Den vil til de dertil bestemte tider gøre enten 10, 11, 12 eller 13 spring og således altid vise den rigtige epact. Top Side 40. 
Top Side 41. Hovedværk ( Værk for mellemeuropæisk tid og stjernetid ) Det vil være rigtigt at betegne værket for mellemeuropæisk tid og stjernetid som hovedværket, idet alle bevægelser til hele uret udgår herfra. Dette værk har sikkert fra begyndelsen givet konstruktøren anledning til mange overvejelser, og valget af den rigtige gangkonstruktion har været det sværeste. Uret måtte, for at alle værker kunne holdes sikkert i gang, være forsynet med ret tunge lodder. Det ville være uklogt at lade al kraften gå gennem gangværket, da en så stor belastning ville medføre et uforholdsmæssigt stort slidningsmoment, og selv om man valgte at fordele lodkraften, ville denne alligevel blive periodisk uens. Det er helt sikkert, at Jens Olsen på et vist tidspunkt under sine overvejelser havde bestemt sig for at lade et særligt værk, der ikke havde anden belastning end pendulets, tilligemed en udløsningsmekanisme, styre hele uret. Han forudsatte en udløsning hvert minut, således at det egentlige astronomiske ur bevægede sig i spring - eller i hvert fald bevægede sig hurtigt fremad - for så at standse et minut, hvorefter impulsen eller udløsningen atter fandt sted. Dette er imidlertid blevet opgivet af flere grunde. For det første ville det medføre, at mellemeuropæisk tid og stjernetid ikke ville kunne aflæses nøjagtigt. Stjernetiden ville ikke kunne få nogen sekundvisning, og Jens Olsens omhyggelige beregninger mellem daglig tid og stjernetiden ville være værdiløse. Hertil kom, at selv den finest udførte mekaniske udløsning ville være en periodisk belastning, der ville virke forstyrrende på det styrende urs gang. Det ville i så fald ikke kunne opfylde rimelige krav til en nøjagtig gang. Et elektrisk kontaktsystem ville være det, der gav mindst belastning, men det ville til gengæld ikke være absolut driftsikkert, selvom energikilden var et batteri eller en akkumulator. Desuden ville selve kontaktsystemet - selv i den fineste udførelse - ikke være pålideligt, idet der med tiden ville indtræffe sodning eller forbrænding. Der findes mange gangkonstruktioner for pendulure, lige fra den simple tilbagevigende gang til Rieflergangen. De simplere gange er uanvendelige, da de er alt for følsomme over for selv små ændringer i den drivende kraft, og i dette tilfælde måtte der jo netop regnes med endog meget store ændringer. Så var der Grahams gangen, men også denne måtte forkastes. Det er nok en "hvilegang", og den anven" Top Side 42. des med helt gode resultater, særlig når den er forsynet med penduler, der gør een svingning pr. sekund, og som er forsynet med en kompensationsanordning; gangen kræver en absolut konstant kraft. Tilbage var så de såkaldte frie gange. Disse giver pendulet samme impuls, selvom kraften varierer, og af denne art findes to konstruktioner: Rieflergangen og Strassergangen. Begge disse har det samme princip: Der sker en bøjning af pendulfjederen, som derefter vil tilstræbe at rette sig ud, og herved fremkommer det kraftmoment, der holder pendulet i bevægelse. Selvom den kraft, der bøjer pendulfjederen, er varierende, vil pendulfjederens kraft, når den retter sig, altid være den samme. Begge disse gangkonstruktioner kræver den finest tænkelige udførelse, og hertil kommer, at den kraft, der driver et ur forsynet med disse gange, ikke overstiger 1000 g, medens der måtte regnes med ca. 15 kg for at holde alle værkerne i gang på det astronomiske ur. Selvom man kunne regne med, at der kun skulle bruges 1000 g, når belastningen var størst, var det en alt for lille sikkerhedsmargen. Man måtte forudse, at der måtte være perioder, hvor den drivende kraft ville være langt større, og følgen ville med sikkerhed være den, at ganghjul og gangdele ville blive slået i stykker eller, i heldigste tilfælde, være op slidte i løbet af meget kort tid. Tilbage af eksisterende gangkonstruktioner, der har konstant impuls, var der kun Dennisongangen. Denne gang, hvis opfinder er konstruktøren af "Big Ben" i London, har den egenskab, at impulsen til pendulet er konstant. Den består i, at en arm løftes bort 
Top Side 43. 
fra pendulet, når dette befinder sig modsat armen. Der er en arm på hver side af pendulstangen, og når denne svinger over imod den bortløftede arm, frigøres armen og giver ved sin vægt en impuls til pendulstangen. Herved bliver armen på den modsatte side løftet ud, for så, når pendulet svinger over til den, at blive udløst og give en ny impuls, der naturligvis i princippet er den samme. Dog kan den ene arm godt være lidt tungere end den anden, og herved kan de to impulser blive lidt forskellige, men i princippet er impulserne dog konstante, idet det altid er vægten af de to impulsarme, der holder pendulet i gang og giver dette en konstant svingningsbue. Dette uanset om den kraft, der løfter armene bort fra pendulet, er ensartet eller stærkt varierende. Dennisongangen blev derfor den gangkonstruktion, som Jens Olsen besluttede at anvende i sit astronomiske ur. Gangen havde han før anvendt bl. a. i tårnuret på Teknologisk Institut i København; den må anses for at være en decideret tårnursgang. I sådanne ure må man anvende et stort kraftoverskud under hensyntagen til vejrligets indflydelse på visere og viserværk. Gangen kan have sine mangler; således har pendulet en noget større svingningsbue end den, der anses for at være den ideelle, men stort set er det sikkert den eneste gangtype, der med fordel kunne anvendes. Man måtte naturligvis sørge for, at pendulet blev udført af fineste materiale, ligesom en konstant temperatur ville være af største vigtighed. På fig. 13 ses impulsarmene meget tydeligt. De er hver især forsynede med en stift, der overfører armens vægt til pendulstangen, og disse stifter er udført i syntetisk safir, for at man kunne være sikker på, at sliddet blev så ringe som muligt. Stifter og pendulstang skal holdes helt fri for fedtstof, idet dette vil medføre en klæben eller vedhængen, der vil være absolut skadelig for urets nøjagtige gang. Pendulet er et såkaldt sekundpendul, d.v.s. at pendulet gør en svingning hvert sekund, og sekundpendulets længde bestemmes af tyngdekraftens acceleration. Denne er ikke Top Side 44. den samme over hele jorden: Ved ækvator er den 9,781 m/sek, ved 45° bredde 9,806 m/sek, i København 9,815 m/sek, og ved polen er den beregnet til at være 9,832 m/sek. Beregningen af et penduls matematiske længde foregår efter følgende formel:
T = pe1/g T er svingningstid i sekunder, 1 = pendullængden i mm og g = tyngdekraftens acceleration i mm pr. sekund. For at finde pendullængden omregnes formlen:
T =
p
e1 / g · T · T =
p ·
p · 1 / g · 1 = (T · T · g) / (
p ·
p)
Som middelværdi for Danmark gælder, eller vælger man, accelerationen for København, og man får da følgende :
Denne pendullængde er den matematiske pendullængde, også kaldet den reducerede pendullængde. Den måles på et normalt pendul fra dettes omdrejnings- eller svingningspunkt og til det sted, hvor pendulet, benyttet som vægtstang, er i balance eller ligevægt. Denne metode medfører, at et pendul, der skal gøre et sving i et sekund, bliver lidt længere end en meter. Bestemmende for den totale længde er vægten af pendullegemet og pendulstangen, og endelig har pendulfjederens tykkelse og længde også indflydelse herpå. Den egentlige finregulering består normalt i, at man forskyder pendullegemet på pendulstangen, men man bruger ofte en særlig anordning til yderligere finregulering, idet man har en metalskål, der kan forskydes op og ned på pendulstangen. Skålen er anbragt et stykke under ophængningspunktet. Såfremt pendulet svinger lidt for langsomt, hæver man skålen, eller man lægger et lille lod i den, hvorved man reducerer den egentlige pendullængde, og pendulet vil svinge hurtigere. Bliver svingningstiden derimod for hurtig, sænker man skålen lidt, eller man fjerner noget af lodvægten. Når pendulet er indreguleret, så det har den rette svingningstid, skulle uret gå rigtigt, og det vil det også gøre, såfremt der ikke er tale om temperatursvingninger. Ethvert materiale vil normalt udvide sig i varme og trække sig sammen i kulde, og det er derfor nødvendigt at lade pendulet fremstille af et materiale, der har så laven udvidelseskoefficient som muligt, og tillige drage omsorg for, at den temperatur, som pendulet befinder sig i, er så konstant som muligt. Om temperaturen er 18° eller 20° er uvæsentligt, blot den er konstant. Hvad Jens Olsens ur angår, har man draget omsorg for, at temperaturen skal være så konstant som muligt, idet der i kælderen under uret er installeret et varmeanlæg, Top Side 45. hvor opvarmningen sker ved hjælp af elektriske varmeelementer. Fra dette anlæg er der ført kanaler op til urets stensokkel, og den varme luft blæses med svag hastighed gennem 2 ovale åbninger ind i den montre, der omgiver uret. Luftens fugtighedsgrad er tillige bragt så langt ned, som det er gørligt, hvilket er gjort for at beskytte urets forskellige metaller mod iltning. Temperaturen holdes konstant ved hjælp af en termostatanordning. Selve pendulet er udført i invarmetal, hvis legering hovedsagelig består af rent jern, der er tilsat 36% nikkel. Legeringen er opfundet af nobelpristageren, professor C. E. Guillaume. Udvidelseskoefficienten er 0,00000088. For yderligere at sikre sig mod variation af pendullængden er pendulet forsynet med en kompensering, bestående af et kort ebonitrør, der hæver pendullegemet lige så meget, som en temperaturstigning sænker det, og omvendt. Som nævnt er drivkraften for hele det astronomiske ur lodkraft, og da de øvrige værker drives eller styres fra hovedværket, må det være her, den væsentlige kraft er placeret. Kraften fra lodderne overføres på en snorevalse, som må have en speciel konstruktion, da der under optrækningen af uret stadig må forefindes drivende kraft, uden hvilken uret ellers ville stå stille i den tid, der medgår til optrækningen af hovedlodderne. 
Top Side 46. Valsehjulet er konstrueret med et differentiale (planetgear), hvis princip tydeligt fremgår af illustrationerne fig. 16, 17 og 18. Som det ses heraf, er der på snorevalsens aksel anbragt et fastsiddende tandhjul, der er i indgreb med 4 tandhjul, der igen har deres omdrejningspunkter på 4 i snorevalsen indboredde stålstifter. Disse tandhjul er i indgreb med en indvendig fortanding på selve valsehjulet. Fortandingen består af 84 indboredde stålstifter, der sidder fast i valsens bund, og som foroven sidder fast i en påskruet ring. Fortandingens diameter er 84 mm, og stålstifterne er hærdede og polerede. Tandhjulet, der sidder fastboret på optræks- og valsehjulsakslen, har 28 tænder, og pitch radius (P.R.) er 14, samme tandtal og pitch radius er gældende for de 4 mellemhjul. Dette medfører, at optræksakslen skal dreje 3 omdrejninger under optrækningen for at dreje snorevalsen een omdrejning. For at forhindre tilbageløbning af lodderne efter optrækningen er valsehjulsakslen forsynet med et fastboret palhjul, der har en palfortanding på 50 tænder. Den fulde diameter (F.D.) er 60 mm, og tanddybden er 3 mm. Palen, der holder hjulet er af stål og drejer om en ansatsskrue af stål, der er sikret mod at kunne løsne sig derved, at den er forsynet med et firkantet hoved. En påskruet bro med firkantet hul, der passer om ansatsskruens firkantede hoved, låser skruen. 
Top Side 47. 
Valsehjulet har et tandtal på 168, P .R. 84 mm. Minutdrevet, som valsehjulet er i indgreb med, har 14 tænder, og dette giver 168 / 14 = 12,
hvilket vil sige, at valsehjulet foretager en omdrejning på 12 timer, altså 2 i løbet af et døgn. Hjulene i hovedværket for mellemeuropæisk tid er følgende: Minuthjul, mellemhjul, sekundhjul og ganghjul. Endvidere findes følgende drev: Mellemhjulsdrev, sekundhjulsdrev og ganghjulsdrev. Da uret er forsynet med sekundpendul, ligger følgende fast: Svingningstallet er 3600 pr. time. Minuthjulet skal gøre een omdrejning i timen, og sekundhjulet een omdrejning i minuttet. Der er valgt følgende tandtal:
Top Side 48. Dette giver følgende udveksling:
Dette betyder, at der passerer 1800 ganghjulstænder i een time, og da hver ganghjulstand giver 2 pendulsving, bliver svingningstallet 3600 i timen. En time = 60 minutter, 1 minut = 60 sekunder, altså 1 time = 3600 sekunder. Udvekslingen fra minuthjul til sekundhjul er bestemt af følgende:
hvilket er sekundhjulets omdrejningstal i en time. Viserværket for mellemeuropæisk tid består af et hjul på 60 tænder, der er fast forbundet med valsehjulet og i indgreb med et hjul af samme størrelse, der har sit omdrejningspunkt om minuthjulsakslen. På hjulet er fastgjort et rør, der bærer timeviseren. Da valsehjulet gør 2 omdrejninger i døgnet, vil timeviseren også gøre 2 omdrejninger, hvilket er nødvendigt, når der er tale om en skive, der er delt i 12 timer. Oprindelig gik konstruktionen ud fra en skive, der var delt i 24 timer, men dette gik man bort fra for at undgå en forveksling med stjernetidsskiven, der skal være delt i 24 timer. Løbeværket for stjernetiden. Dette skal være beregnet efter samme princip som værket for mellemeuropæisk tid: Når minuthjulet gør een omdrejning, skal sekundhjulet gøre 60 omdrejninger. Her er tandtallene:
Dette giver følgende omdrejningsforhold:
hvilket netop er sekundhjulets omdrejningstal, når minuthjulet gør een omdrejning. fra hovedværket skal der udgå bevægelser med bestemte omdrejningstal. Der skal være een omdrejning i en middeltime, og denne skal styre både "treskiveværket" og en udløsning, der skal finde sted een gang i timen på ækvationsværket. Denne bevægelse tages fra minuthjulet for mellemeuropæisk tid. Der skal være een omdrejning i et middeldøgn, og denne tages fra timehjulet fra samme værk. Da dette hjul foretager 2 omdrejninger i et middeldøgn, omsættes de til een omdrejning ved at forsyne akslen med et konisk tandhjul, der griber ind i et andet med dobbelt så stort tandtal. Top Side 49. Endelig skal der være een omdrejning i et stjernedøgn. Denne bevægelse skal styre stjerneskiven, der ligeledes skal gøre een omdrejning i et stjernedøgn, og sluttelig skal der være en styring i stjernetidsværket til værket for geocentrisk omløb, idet bl.a. jord,. globen, der findes på denne skive, også skal gøre en omdrejning i et stjernedøgn. For at få nævnte bevægelse har det været nødvendigt at forlænge stjernetidsværket med et par hjul, der får deres bevægelse fra minuthjulet. Der findes følgende drev og hjul: På minuthjulets aksel sidder der et drev med 14 tænder, F.D. 16 mm, P.R. 7 mm. Dette griber ind i et hjul med 63 tænder, F.D. 65 mm, P.R. 31,5 mm. På dette hjuls aksel er der et drev med 12 tænder, F.D. 14,2 mm, P.R. 6,1 mm. Dette drev griber så ind i et hjul med 64 tænder, F.D. 66,8 mm, P.R. 32,4 mm. Disse hjul og drev giver denne udveksling:
dette resulterer i, at hver gang stjernetidens minuthjul gør 24 omdrejninger, gør det sidste hjul i løbeværket een omdrejning, d.v.s. een omdrejning i et stjernedøgn. Stjernetidens viserværk er beregnet på følgende måde: 
Top Side 50. Stjernetidens minuthjul kommer een gang rundt i en stjernetidstime; det er forsynet med et drev, der har et tandtal på 14, og dette drev er i indgreb med et hjul, der har et tandtal på 63. På samme aksel er et drev med et tandtal på 12. Dette drev griber ind i stjernetidstimehjulet, der skal gøre een omdrejning i 24 stjernetidstimer, og dette hjul har 64 tænder. Beregningen bliver da:
Hvorledes fremkommer nu stjernetiden? Da et stjernedøgn skal være 3 minutter, 56,555 ...sekunder kortere end et middelsoldøgn, må der være en særlig tandhjulsudveksling mellem løbeværket for mellemeuropæisk tid og løbeværket for stjernetiden. Denne udveksling er placeret mellem de to værkers sekundhjul. Det er de to hjul, der har bundne omdrejninger, nemlig een omdrejning i eet middeltidsminut og een omdrejning i eet stjernetidsminut. Her er benyttet tre dobbelthjul, der ses på fig. 14. Udvekslingen sker således: På sekundakslen for middeltiden sidder et hjul med 80 tænder, F.D. 41 mm, P.R. 20 mm, som er i indgreb med et hjul, der har 118 tænder, F.D. 60 mm, P.R. 29,5 mm. På samme aksel sidder et hjul, der har 143 tænder, F.D. 72,5 mm, P.R. 35,75 mm. Dette hjul er i indgreb med et andet dobbelthjul, idet det griber ind i et hjul med 127 tænder, F.D. 64,5 mm, P.R. 31,75 mm. På samme aksel sidder et hjul med 173 tænder, F.D. 67,5 mm, P.R. 43,25 mm, som griber ind i sidste dobbelthjul, idet det griber ind i et hjul med 163 tænder, F.D. 82,5 mm, P.R. 40,75 mm. På samme aksel er der et hjul med 125 tænder, F.D. 63,5 mm, P .R. 31,25 mm, og dette hjul er endelig i indgreb med et hjul, der sidder på akslen for stjernetidens sekundviser. Sidstnævnte hjul har 101 tænder, F.D. 51,5 mm, P.R. 25,25 mm. Heraf fås omdrejningsforholdet mellem middeltids- sekundhjulet og stjernetids- sekundhjulet:
Gangen i uret er, som tidligere nævnt, Dennisongangen, dog med visse afvigelser fra den oprindelige. I Jens Olsens ur løftes impulsarmene bort fra pendulstangen derved, at ganghjulet trykker på en stålrulle i stedet for at trykke på en stift, hvilket sidste giver en større friktion. Jens Olsen har givet sit ganghjul 5 tænder. Selve ganghjulet består egentlig af to hjul, et hjul med lange tænder, der må betegnes som hvilehjulet, og eet, der nærmest må betegnes som en femkant. Denne femkant løfter impulsarmene bort fra pendulstangen, medens hvilehjulet, ved sit fald mod hvilestifterne, forhindrer ganghjulet i at dreje sig under impulsarmens tryk på pendulstangen. Hvilehjulet har en diameter på 60 mm, og da der er 5 tænder, spænder hver tanddeling over 72°. Det samme gælder for impulshjulet, som har en "diameter" på 19 mm - dersom man tænker sig det femkantede hjul omgivet af en cirkel. Top Side 51. De 2 impulsarme har en længde på 165 mm fra deres omdrejningspunkt til centret for impulsstenene, og på begge arme er der anbragt en stålrulle og en hvilestift. De to stålruller har samme centerhøjde som ganghjulets omdrejningspunkt; de ligger på samme linie. Hvilestifterne er anbragt således, at dersom en tand på hvilehjulet ligger på en hvilestift, halverer den herved fremkomne linie vinklen mellem 2 hviletænder, således at der bliver 36° op til tanden, der hviler, og 36° ned til den følgende hviletand. Dette betyder, at ganghjulets drejningsmoment bliver 36° for hver impuls. Da impulshjulet er placeret således i forhold til hvilehjulet, at toppen på femkanterne også halverer de 72°, vil dette sige. at hver gang hvilehjulet ligger på hvilestiften på den ene impulsarm, vil den anden impulsarm - da stålrullen på denne hviler mod toppen af det femkantede hjul - være løftet bort fra pendulstangen. Når pendulet så i tilbagesvinget rører den modstående impulsstift, vil denne bevæge hele impulsarmen bort fra hvilehjulet, der herved frigøres fra hvilestiften og straks drejer sig. Nu er den før løftede impulsarm gået i hvilestilling, og hvilehjulets tand vil ramme hvilestiften og standse. Det har da foretaget en drejning på 36° og derved tillige løftet den impulsarm, som før var i hvile, bort fra pendulstangen. Dette spil vil stadig gentage sig: Når pendulstangen kommer over til den udløftede impulsarm, vil den ved sit tryk på impulsstiften føre armen et lille stykke bort, således at hvilehjulet bliver frigjort. Impulsarmen på den modsatte side bliver løftet ud og tjener nu som hvilepunkt for hvilehjulet, medens den frigjorte impulsarm ved sin vægt giver impuls til pendulet og derved holder dette i gang. Man vil heraf kunne forstå, at ganghjulet med 5 tænder giver 10 pendulsving. Herved gør ganghjulet een omdrejning pr. 10 sekunder og bliver dermed det hjul i uret, der har det hurtigste omdrejningstal. Alle hjul er her, som i de øvrige værker, fastskruede på foringer, og hjulene fastholdes af tre skruer, som er indborede i en ligesidet trekant. Det samme gælder lejerne for hjultappene. penne fremgangsmåde er valgt for at gøre en eventuel udskiftning lettere. Det vil i mange tilfælde være muligt at udskifte et slidt leje uden at foretage store adskillelser af værkerne. De fleste af lejerne er udført i bronce, med undtagelse af lejerne for de hurtigt drejende hjul i hovedværket; disse er udført i syntetisk safir. Safirerne er anbragt i messingfatninger, der er tildrejede således, at de passer ned i udfræsninger i værkpladerne, hvor de fastholdes af tre skruer. Lejernes størrelse er noget varierende for de forskellige tappe, idet der må tages hensyn til det tryk, der er på det pågældende sted. Alle safirlejerne er 2 mm store. Tillige er safirlejerne, bortset fra de 2, der findes ved de lange tappe, som bærer sekundviserne, forsynede med dæksten, således at lejet er lukket for enden med en flad safirsten, også fattet i messing. Denne fatning er lagt oven på fatningen, der bærer det egentlige leje, og begge fatninger fastholdes af 3 skruer. Værkets montage er i nøje forbindelse med den eller de stålrammer, der bærer hele værket i urets stel. Stålrammerne er fremstillet af rustfrit stål. I hovedværket er Top Side 52. 
der 2 runde stålrammer, der dels udgør en del af værket, dels bærer dette i urets egentlige bærende stel, og endelig fastholder de to rammer skiverne for mellemeuropæisk tid og stjernetiden. Som det ses af billederne 13 og 14, er valsehjul og minuthjul anbragt mellem en lang plade og stellet med 7 arme, der løber skråt ud for at ende i en plade, der bærer de bageste lejer for valse og minuthjul. Dette har man gjort for at få plads til den ret lange snorevalse, valsehjulets differential og valsehjulet. En så stor pladeafstand er ikke nødvendig i det øvrige løbeværk. Tværtimod ville det give store ulemper, hvis man havde for lange hjulaksler, da disse ville blive unødigt tykke og tunge. Derfor er der boret afstandspiller ind i den lange forplade samt i stålringen for stjernetidsskiven, og disse afstandspiller bærer den bageste værkplade. Denne er ret stærkt udskåret, men dog med så meget gods, som er nødvendigt for at kunne bære alle hjulenes lejer; for alle hjul, der er anbragt her, gælder det, at trykket er så lavt, at der kun er tale om svage belastninger. Såvel de 2 værkplader som det store værkstel for valsehjulet er udført i bronce. De er fremstillet efter støbemodel og derefter bearbejdede. Endelig er såvel hjul som værkplader forgyldte. Top Side 53. Værkets opbygning gør det nødvendigt, at adskillelse og samling foregår efter en bestemt plan. Først anbringes valsehjul og minuthjul i deres lejer i den lange forplade, derefter sættes det syvarmede stelover disse hjul og ned på den lange forreste værkplade. Når hjulene sidder i deres lejer, skrues stålrammen fast, hvilket sker ved hjælp af skruer gennem forreste værkplade op i stellets yderste ring. Derefter monteres en stålplade, der har samme længde som bageste værkplade, og som er forsynet med en ring, der har samme diameter som broncestellet. Forinden sammenskruningen må stålplade og værkplade skydes gennem stålringen, der bærer stjernetidsskiven. Denne er fast forbundet med stålringen, der bærer skiven for mellemeuropæisk tid. Gennem ringenes forside går der skruer, og når de er sat på plads, dannes der et fast hele, og man opnår en meget stiv bæring. Nu kan alle de hjul, der går under den udskårne, bageste værkplade, sættes på plads, dog kan safirlejerne først anbringes, efter at alle de øvrige hjul er anbragt i begge deres lejer, og efter at bageste værkplade er fastspændt. Bageste leje for ganghjulet må også være på plads, da dette er anbragt i en bro, der er fastskruet på bageste værkpIades forside. Når alle hjul er anbragt, påskrues den knægt, der bærer pendulet, og på denne anbringes - efter at ganghjulet er på plads - en bro, der bærer bageste leje for ganghjulet samt bageste lejer for impulsarmene. Når hovedværket er anbragt i urets stel, bæres og støttes det af fastgørelsesarme, der løber ind på stålstellets lodrette stolper, og disse arme er fastspændte på den store stålring. Endelig støttes hovedværket også af stålrammen for hovedkalenderen, der er anbragt nedenunder hovedværket. Foroven er der anbragt en støttearm på hovedværkets store stålring; denne arm støtter skråt bagud og opad og er fastskruet i stellets øverste og bageste vandrette drager. Lodsnor og impulsstifter placeres først, når værket er helt på plads og er blevet fastskruet i stellet. Lodbelastningen for hovedværket består af 2 dobbelte lodder, der hver vejer 15 kg, i alt 30 kg. Da hvert lod er dobbelt ophængt, sænkes det med halvdelen af den snorelængde, der vikles af valsetromlen under urets gang, men til gengæld trækker lodderne kun med halvdelen af deres vægt, således at trækkraften bliver 15 kg. Da denne vægt ikke altid vil være tilstrækkelig, er der andre steder i uret anbragt hjælpelodder. Herved opnås også, at belastningen - navnlig af valsehjul og minutdrev - bliver den mindst mulige, hvilket nedsætter sliddet de nævnte steder. Lodophængningen er arrangeret på følgende måde: Lodderne er anbragt således, at der er eet på hver side af hovedværket og tæt op ad to lodrette stålstolper i urstellet, for at få så stiv ophængning som muligt. Trækket er konstrueret således, at begge lodder trækker lige meget i lodsnoren fra valsetromlen. Lodsnoren er ført fra valsen over en snoreskive i stellets top, hvorfra den føres om en snoreskive i toppen af det ene sidelod og fra denne snoreskive videre til stålstellets top, hvor snorens yderste ender er fastgjort. Dette er en ganske almindelig dobbelt lodophængning. For at få dobbeltloddet på den anden side til at Top Side 54. trække med, er der i bunden af det første, dobbelt ophængte lod fastgjort en stålwire af samme tykkelse som valsesnoren. Denne wire føres ned i stensoklen, der bærer hele uret; den går igennem et hul på 6 mm i en messingforing, der er faststøbt i en udhugget kanal inde i stensoklen. For enden af foringen er der anbragt et snorehjul, hvor den wire, der kom lodret ned i stenen, nu vendes, så den føres vandret hen til et andet snorehjul, hvorfra wiren føres lodret op gennem stensoklen og derfra op om en snoreskive i toppen af stålstellet. Wiren går gennem det ene rør i dobbeltloddet - forinden den føres op om snoreskiven, hvorfra den atter er ført ned og fastgjort i toppen af loddet. Når man har ført snoren gennem loddet, er det for at give dette en styring, da det ellers ville dreje sig, og for yderligere at give styring er der fra stellets top og ned til en prop i stensoklen spændt en wire, der går gennem det rør, der findes i den anden lodhalvdel, således at loddet altså får dobbelt styring, hvorved det bliver i stand til at gå op og ned uden at dreje sig. Den prop, der går ned i sten, soklen, er forsynet med gevind og skruet fast i et rør, der er indstøbt i stensoklen. Dette rør er endvidere indrettet som en "olietank", hvorfra der går tynde olierør ud til de to snorehjul, der er anbragt inde i soklen. Konstruktionen gør det muligt at pumpe rensevælske gennem rørsystemet, således at man kan rense de 2 kuglelejer, der er omdrejningspunkter for de utilgængelige snorehjul, der findes i soklens indre. Top Side 55. Hovedkalenderen Det værk, der findes anbragt nederst i urets midterfag, kaldes hovedkalenderen. Værkets funktion er den at udregne og indstille årets gældende kalender med dets gældende bevægelige og faste festdage, alle ugedagsnavne med den gældende dato samt årets cykliske månefaser. Desuden skal den vise søndagsbogstavet, epact, solcirkel, ediction og månecirkel. Det er indlysende, at et værk, der skal have så mange funktioner, må blive yderst kompliceret, idet der her er tale om mange afvigelser fra regler og endog afvigelser fra disse igen, således som det er tilfældet ved kalenderberegningen. Kalenderværkets skive er anbragt umiddelbart under skiven, der viser stjernetiden, og den er øverst forsynet med staden Københavns byvåben, et overordentlig smukt udført gravørarbejde. På skivens øverste tredjedel findes, foruden byvåbnet, fem skiver; øverst to større skiver, hvor årets søndagsbogstav og epact kan aflæses. Symmetrisk anbragt under de to skiver findes der tre mindre, og her aflæses solcirkel, ediction og månecirkel. Mellem disse fem skiver er anbragt følgende indskrift: "Beregning af de bevægelige helligdages dato". Skivens midterste tredjedel er optaget af tolv "ruder" eller udskæringer, een for hver af årets måneder. Længst til venstre for ruderne - og op ad disses venstre kant - er fastskruet 12 lameller med indgraverede tal fra 1 -31, hvilket er datotallene for hver måned. En tynd stålplade dækker for februars vedkommende tallene 30 og 31 og for månederne april, juni, september og november dækkes tallet 31, idet disse måneder jo kun skal have 30 dage. Ruderne er i over- og underkanten forsynet med månedens navn, der er indgraveret på et stykke, der er udfræset og graveret som et skrånende relief, der hælder ind mod månedrudens kant. På skivens sidste og nederste tredjedel findes følgende graverede inskription: JENS OLSEN 1872 - 1945 konstruerede dette ur i årene 1901 - 1928, danske håndværkere udførte det i 1943 - 1955. Midlerne til dets fremstilling blev bragt til veje ved en landsindsamling. 1955 overdraget til staden København. Top Side 56. Skiven er fremstillet af en 12 mm tyk messingplade. Den er på bagsiden forsynet med 12 lange udfræsninger, der giver plads for dato- og månedlameller, og den er monteret på en særlig messingramme, som bærer lamellerne. Skiven fastholdes til messingrammen af skruer, der er indborede fra siden, og disse skruer er dækkede af den forgyldte pyntekant, der omgiver skiven. Pyntekanten kan fjernes, efter at sideskruerne i denne er fjernede. Værket og messingrammen er ved hjælp af skruer fastgjort til den bærende ramme af rustfrit stål. Stålrammen er foroven fastgjort til stålringen for stjernetiden, og til siderne er den foroven fastgjort til to buede stålarme, der løber ind på stellets to lodrette midterstolper. Forneden bæres den af to lige, vandrette stålarme, der ligeledes er fastgjort til de lodret stående stolper. Bag de 12 ruder for årets måneder er de forskellige lameller anbragt. Tæt op ad den fastsiddende lamel med dato findes en bevægelig lamel, der bærer navnene på ugedagene samt navnene på de bevægelige helligdage. Tæt op ad lamellerne er der anbragt andre smalle lameller, der slutter tæt mod "rudens" højre side og som er forsynede med signatur, så de viser månefaserne for hele året og de dagnavne og data, på hvilke de indtræffer. Faserne, der vises, er: Nymåne, halvmåne, fuldmåne, halvmåne o. s. v. Alle de omtalte lameller er fremstillede af ganske tynde messingstrimler, i hvilke inskriptionerne er ætsede; de er forsølvede og indskriften er fyldt op med sort farve. Disse tynde lameller er igen, ved hjælp af ganske tynde skruer med 1,2 mm gevind, fastskruet på de egentlige måned- og måneglidere, som bevæger sig i en kraftig ramme af messing, der er udført således, at der er anbragt faste styrekulisser forsynede med svalehaleprofiler. Tilsvarende profiler er fræsede på gliderne og på en sådan måde, at gliderne, der bærer månefaserne, udgør en del af profilet. Forneden er gliderne fastskruede på et tværstykke, og for at gøre glidersystemet så let som muligt er alle månedglidere fræsede tynde fra undersiden, eller om man vil, fra bagsiden. Tillige er tværstykkerne udfræset således, at vægten bliver den mindst mulige. Alligevel er denne vægt forholdsvis stor, og da gliderne ved årsskiftet skal gå ned i bundstilling, er der, for at mindske hastigheden, anbragt en luftbremse, der består af en cylinder med lukket bund; inde i cylinderen er anbragt et stempel, der med en stang er i forbindelse med hele glidersystemet. Når dette bliver frigjort, vil stemplet glide nedad i cylinderen og sammenpresse luften, der langsomt siver ud gennem en lille boring. På denne måde bremses glidersystemets faldhastighed overordentlig meget. Luftbremsen må dog forsynes med olie een gang om året, nemlig få dage før årsskiftet, da der ellers er en risiko for, at stemplet ikke slutter tæt nok mod cylindervæggen. Er dette ikke tilfældet, vil glidersystemets fald mod bundstillingen blive for hurtigt. Af hensyn til indtræffende skudår er januars og februars månedlameller indbyrdes forbundne, men således, at de samlet er forskydelige i forhold til årets øvrige månedlameller. Top Side 57. 
Denne forskydning skal udgøre et døgn. Da der er en indbyrdes afstand mellem lamellernes dagnavne på 6 mm, må forskydningens størrelse også være 6 mm. Forskydningen fastholdes af en låseanordning, der styres fra søndagsbogstavets indstillingsskive, således at låsemekanismen træder i funktion ved skudår, og samtidig styrer samme mekanisme en afdækning af 29. februar. Et eksempel: I et normalår slutter februar, lad os sige, med en mandag. 1. marts vil da blive tirsdag. I et skudår vil den 29. februar blive tirsdag og 1. marts følgelig onsdag, hvorfor det er nødvendigt, at marts måneds og dermed resten af årets månedlameller kan forskydes 6 mm opad i forhold til januar og februar. Når forskydningerne sker, vil tirsdagen i marts forsvinde op under eller bag skiven, medens onsdag indtager tirsdagens plads, og herved bliver alle dagnavnene på kalenderen rigtigt indstillede. Da påske og pinse jo ikke altid falder i samme måned hvert år (det kan blive påske enten i marts eller i april måned og pinse enten i maj eller juni), må der være en påskeinskription både for marts og april, ligesom der må være en pinseinskription både for maj og juni. Heraf følger, at lamellerne skal være af en ganske bestemt længde, ligesom de skal være boret på gliderne på en ganske bestemt måde. Tillige skal lamellerne være ret lange, idet de jo enten skal vise festdage i den pågældende måned eller slet ingen. Top Side 58. 
Da der er en afstand mellem dagnavnene indbyrdes på 6 mm, giver det for de længste måneder med 31 dage: 6 x 31 = 186 mm, men da påsken senest kan falde den 27. april, vil det igen sige, at lamellen yderligere skal forlænges med 6 x 27 = 162 mm, som skal lægges til de førnævnte 186 mm. Lamellen bliver da i alt 348 mm. Det samme forhold gør sig gældende for marts, maj og juni, og da alle lamellerne er fælles fast forbundne i deres nederste del, må de alle have den samme længde. Ydermere må påboringen være udført således, at dagnavnene følger rigtigt efter hinanden, når de ses gennem måneruderne, uanset om det er det ene eller det andet sted af lamellerne, der er synligt. Lamellernes stilling bestemmes af månefaserne, hvorfor værket selv først må indstille disse. Månelamellerne indstilles således, at forårsfuldmånen (fuldmånen efter forårsjævndøgn) står på den rette dato. Når dette er sket, vil alle månefaserne i året også være på plads, idet alle fuldmåner er placeret med samme afstand i forhold til datoerne. Her er jo netop tale om cykliske månefaser, der har en bestemt længde - uanset månens egentlige faser. Månelamellernes indstilling bestemmes af årets epact, og når denne indstilling er foretaget og månelamellerne er fastlåsede i den stilling, som de skal indtage året igennem, vil dagnavnelamellerne automatisk indstille sig, idet påskedagen vil komme på den rette dato. (Påskedag er den første søndag efter fuldmåne efter forårsjævndøgn.) Top Side 59. 
Dagnavnelamellernes indstilling bestemmes af søndagsbogstavet. Lamellerne, der ved kalendermekanismens igangtræden er gået i bundstilling, vil blive hævet på plads ved hjælp af en kurveskive, der drejer en omdrejning, og som styrer en kobling for et løftelod; den drives af det lod, der driver hele kalenderens egentlige løbeværk. Løbeværket er forsynet med en luftbremse (vindfang). der er forsynet med fjedre, der ved rotationen trykkes mod den indvendige krumme flade i en tromle. Herved virker såvel luftmodstanden som friktionen mod tromlen bremsende på omløbshastigheden. Grunden til, at man har truffet en art dobbeltforanstaltning, er den, at belastningen er meget uensartet, hvilket medfører, at loddet til visse tider kun virker med svag kraft på luftbremsen, medens det til andre tider virker med meget stor kraft. Dette skyldes, at kalenderløbeværket, foruden flytning af de kronologiske elementer, tillige har til opgave at flytte lamellerne fra bundstillingen til den for året gældende indstilling. Løbeværket og indstillingsmekanismen består af et centralhjulværk, der ses på fig. 21, og som først og fremmest består af to ret store tandhjul. Mellem disse to tandhjul er der anbragt to kurveskiver, hvoraf den ene løfter lamellerne ved indstillingen af disse, og den anden tjener styrende formål. Bag hjulene er der, på samme aksel, anbragt en snoreskive samt et palhjul. Snoreskiven omvikles af stålwiren, der bærer loddet, der tjener som drivkraft til kalende" Top Side 60. rens egentlige løbeværk. Snoreskiven er forsynet med en udvendig fortanding, der er i indgreb med et drev, der har sit leje i bageste værkplade. Drevets aksel er forsynet med en firkantet tap for optræksnøglen; optrækket foregår herfra. Da løftningen af lamellerne sker fra centralhjulsættet, er der ikke brug for mere end een omdrejning af dette, men det skal til gengæld også være en fuld omdrejning. Da der samtidig skal foregå forskellige andre indstillinger, som de for epact og søndagsbogstav gældende, er den ene omdrejning også benyttet hertil, hvilket Jens Olsen har gjort på en genial måde. Det bageste hjul på fig. 24 er i fast forbindelse med såvel hjulsættets aksel som med lodsnoren på en sådan måde, at det egentlige træk til løbeværket foregår herigennem, idet palhjulet sidder drejeligt på en aksel sammen med snoreskiven. Palhjulet låses til det bageste hjul ved hjælp af to paler, der sidder fastskruet på dette. Foruden kurveskiven, der hæver lamellerne, og som er i fast forbindelse med det på fig. 24 viste forreste hjul, er der en cirkulær skive, der også er i fast forbindelse med det hjul, der på illustrationen sidder forrest. Denne skive er forsynet med et hak, i hvilket der, når værket er standset, vil befinde sig en stift, der er anbragt i en arm, der sidder på en aksel. I fast forbindelse med denne og på samme aksel sidder - ligeledes i fast forbindelse - en ret lang arm, som har en sådan stilling, at den standser det sidste hjul før luftbremsen ved hjælp af en indboret stift, der sidder i hjulkransen og vinkelret på denne. Stiften vil standse værkets løb, når den hviler på armen. Når stiften, der hviler i hakket på den runde skive, bliver løftet op af dette hak, vil stiften i hjulet blive frigjort fra den standsende arm (idet denne også bliver løftet), og løbeværket er atter i gang. For at forhindre at stiften på ny falder ned i hakket, er der en låseanordning, som består af en bevægelig arm, der drejer sig om en ansatsskrue indskruet i siden på hakskiven. Denne arm har en sådan bevægelse, at den tillader stiften at blive løftet op af hakket, men når dette er sket, svinger armen ind over hakket og låser dette, således at stiften nu hviler på armen og ikke kan falde ned i hakket. Når hjulsættet har drejet en omgang, vil ifaldsstiften, der hviler på den runde skive, skubbe låsen tilbage, hvorefter stiften vil falde ned i hakket. Løbeværket standser, idet tilløbsstiften i sidste hjul før luftbremsen vil løbe imod den sænkede arm. På denne måde kommer centerhjulene til at dreje sig netop een omdrejning. Udløsningen af løbeværket sker een gang om året, nemlig nytårsnat, og denne udløsning styres af årstalstromlen i den gregorianske kalender. Da sidstnævnte er helautomatisk, tager den hensyn til såvel skudår som til undtagelserne fra skudårsregelen, og herved opnås, at hovedkalenderen altid vil blive sat i gang nytårsnat. Som før nævnt drejer centerhjulsættet sig nøjagtigt een omdrejning, for hver gang kalenderens værk løber, og man benytter denne omdrejning til at foretage indstilling af kalenderens styrende mekanisme. Top Side 61. 
Top Side 62. Der skal jo bl. a. tages hensyn til, at man normalt hvert fjerde år skal have en skuddag, samt at kun hvert fjerde fulde århundrede må få en skuddag. Endvidere skal der tages hensyn til de forskellige epactespring, og ydermere skal solcirkel, ediction og månecirkel indstilles på rette plads hvert år. Til denne mekaniske indstilling anvender man centerhjulenes omdrejning. Som det ses af illustrationen, består hjulsættet først og fremmest af de to tandhjul, hvoraf det bageste er i fast forbindelse med den fælles aksel, medens det forreste er drejeligt på akslen. Det forreste hjul, som er i forbindelse med den runde hakskive, der bestemmer den ene omdrejning, har et tandtal på 202, medens det bageste har 200 tænder. Da de to nævnte hjul er i indgreb med hvert sit drev - der er de første i rækken på det egentlige løbeværk - og da disse drev har ens tandtal, vil der ske følgende: Når hjulet med de 202 tænder bevæger sig nøjagtigt een omdrejning, passerer de 202 tænder i dets drev. Herved tvinges hjulet med 200 tænder til også at flytte sig 202 tænder, men dette bliver, for dette hjuls vedkommende, mere end een omdrejning, og vi får for dette følgende udregning: 2/200 = 1/100, hvilket vil sige, at hjulet bevæger sig 1/100 omdrejning mere. Dette vil summere sig op således, at når det på akslen drejelige hjul har bevæget sig 100 gange rundt, hvilket netop sker på 100 år, vil hjulet, der er i fast forbindelse med akslen, have drejet sig 101 omdrejning. Denne ekstra omdrejning benytter man til at indstille mekanismen rigtigt for søndagsbogstavet (uanset om det er skudår eller en undtagelse fra skudårsreglen). Tillige vil også epactespringene blive styrede herfra med undtagelse af epactespringet, der finder sted, når månecyklus er til ende. Sidstnævnte styres ganske vist andetsteds fra, men tillige fra centerhjulsættets omdrejning. Lad os først se på søndagsbogstavet: Som nævnt under afsnittet om kalenderberegning er 1. januar altid A, 2. jan. B, 3. jan. C, 4. jan. D, 5. jan. E, 6. jan. F og 7. jan. G. 8. jan. får igen bogstavet A, 9. jan. B, o.s.v. hele året igennem. Er søndagsbogstavet f. eks. A, vil alle de dage i året, der har bogstavet A, være søndage. Søndagsbogstavet forskydes normalt et bogstav pr. år, og denne forskydning foregår baglæns, således at dersom søndagsbogstavet i et bestemt år er A, vil det idet følgende år blive G, der igen bliver fulgt af F, etc. Dette forhold gælder for alle almindelige år; er det derimod skudår, får vi to søndagsbogstaver, nemlig eet før skuddagen og eet efter denne, men også i dette tilfælde sker forskydningen baglæns. Søndagsbogstavets funktion i forbindelse med kalenderberegningen er at fastlægge den første søndag efter forårsfuldmånen (påskedag). På kalenderskiven findes en "underskive", på hvilken årets søndagsbogstav kan aflæses. Skiven er inddelt således: aG, G, gF, F, f E, E, eD, D, dC, C, cB, B, bA, A, i alt 14 inddelinger, hvoraf alle delingerne med dobbeltbogstav benyttes ved skudår, medens de enkeltstående bogstaver er gældende i almindelige år. Denne inddeling medfører, at viseren ved skudår samt ved året efter skudår skal bevæge sig tre spring, medens den de følgende 2 år kun skal bevæge sig to spring frem. Et eksempel: Top Side 63. 
Top Side 64. 
I året 1956 vil viseren for søndagsbogstavet pege på dobbeltbogstaverne aG. Dette siger os, at 1. januar var en søndag, men da det var skudår, vil a kun gælde indtil skuddagen, hvorefter søndagsbogstavet for resten af året vil være G. Ser vi derefter på året 1957, er dette jo året efter et skudår, og her skal søhdagsbogstavviseren bevæge sig tre spring: Første spring placerer viseren udfor bogstav G, næste spring udfor gF, Top Side 65. og tredje spring vil anbringe viseren ved F, som da bliver søndagsbogstavet for hele året 1957. I året 1958 vil viseren bevæge sig to spring og vil standse ud forbogstav E. Dette betyder, at den 5. januar 1958 vil være årets første søndag. Mekanismen følger altså meget nøje de givne regler for søndagsbogstavet. Akslen, der bærer viseren for søndagsbogstavet, får naturligvis samme drejning som viseren. På akslen er anbragt en kurveskive, som kan ses på fig. 23, og den har en sådan form, at den kan bestemme lamellernes placering. Som det ses på fig.23, har kurveskiven syv inddelinger, hvilket svarer til en inddeling for hvert søndagsbogstav, men ydermere har hver hovedinddeling bagtil et lavere stykke, som træder i funktion ved skudårsindstillingerne. Ved normalår er det altså den højeste del af kurveafsnittet, der benyttes, medens det ved skudår er den laveste del af afsnittet, der træder i funktion. På kurveskiven hviler en arm, der sidder fastskruet på en stålaksel, som er lejet i begge kalenderens værkplader. Det ses også på fig. 23, at der er endnu en arm, der er i berøring med en anden kurveskive. Nævnte arm styrer det lille stålskjold, der af dækker den 29. februar i alle de år, der skal have skuddag. Ydermere kan man på figuren se, at armen er forlænget bagud, og at der her er fastgjort en stang med en gaffel i hver ende samt et lod. Loddet holder altid armen på plads imod kurveskiven. Endelig er der på akslen fastboret et palhjul med 14 tænder, og det er dette palhjul, der flyttes frem hvert årsskifte. For at holde palhjulet på plads har man anbragt en stålrulle, der sidder på en arm, som har sit leje i en gaffel, der igen sidder fast på en drejelig aksel. Dette arrangement er nødvendigt, for at man kan indstille palhjulets tænder således, at de har den rette stilling i forhold til den føring, de skal modtage hvert årsskifte. Stålrullen holdes på plads af en kontravægt, idet man også her - som alle andre steder i mekanismen, hvor dette kan lade sig gøre - har anvendt kontravægte. Man har, som tidligere nævnt, foretrukket disse frem for trykfjedre, som indebærer større risiko for fejl end kontravægtene. En vægt vil altid give konstant tryk. Kurveskiven for søndagsbogstavet får sin påvirkning fra to stålstiftet, der er indboret i to lapper, der sidder indvendig på hjulkransen (se fig. 29). Når hjulsættet ved kalenderens bevægelse drejer sig en omdrejning, passerer de to stålstifter søndagsbogstavets palhjul; hver stift vil skubbe det en tanddeling frem, således at søndagsbogstavets viser netop vil bevæge sig de nødvendige to spring i et almindeligt år. Ved skudår er en særlig foranstaltning nødvendig: De to stålstifter får så at sige en tilføjelse, idet der bliver løftet en arm op i højde med stålstifterne. Armen har nemlig en sådan form, at den virker som en stift, der ved sin kontakt med palhjulet vil dreje dette tre delinger - eller spring - frem, men da dette jo kun må ske, når det er skudår, og armen altså skal dukke op og forsvinde på passende tidspunkter, har man anvendt følgende mekanisme: Som det ses på fig. 24, ligger der foran det forreste hjul i centerhjulværket en ring, på hvilken der er anbragt en hel del "mekanik". Top Side 66. 
Ringen er forsynet med tre eger, der dels bærer mekanismerne og dels løber ind til et nav, således at man på en vis måde har et hjul. I navet er der skåret et gevind, der passer til et gevind på fællesakslen, og ved hjælp af dette gevind er "hjulet" fastskruet på fællesakslen; det får på denne måde også 101 omdrejninger på 100 år i forhold til tandhjulet. Som det ses af fig. 25, 26 og 27 er "hjulet" på sin omkreds forsynet med en række takker og mellemrum, der alle er lige brede. Der er 25 takker og 25 mellemrum. Da "hjulet" kommer en gang rundt - set i relation til det på billedet forreste, synlige hjul - på 100 år, vil det sige, at der på 4 år passerer een tak og eet mellemrum, hvilket vil medføre, at i to kalenderår vil det lille "næb" på den arm, der fører det tredie spring for søndagsbogstavet, stå på toppen af en tak, og derved fremkommer det tredie spring således som beregnet. I to år vil næbbet være trykket ned i et hak, så armen ikke vil kunne flytte nogen tand på søndagsbogstavets palhjul; palhjulet gør derfor kun to spring i hvert af de to kalenderår. Værket går da efter beregningen: Skudår får 3 spring, året efter skudår også tre spring, hvorimod der de næste to år kun bliver to spring hvert år. Når der er tale om et sekularår, altså et skudår hvert fjerde århundrede, må der en ny mekanisk funktion til. Top Side 67. Det kan ses på fig. 26, at den ene tak på "hjulets" omkreds er fjernet, og at der i stedet for findes en arm, der har et næb, som hviler ind mod en rund skive med seks tænder eller knaster, som har et ret stort indbyrdes mellemrum. På illustrationen ser man næbbet stå på en af knasterne, hvorved der bliver 25 takker på "hjulet", men da dette, som nævnt, gør en omdrejning på 100 år, vil det igen sige, at den bevægelige tak i "hjulet" kun står ud for næbbet på armen, der giver søndagsbogstavet tre spring, en gang hvert hundrede år, men vel at mærke kun, når armen står på en tak. Da kun hvert fjerde århundrede skal have skudår, vil det sige, at takken kun må være løftet hvert fjerde århundrede, medens den følgelig skal være sænket i tre hundrede år. Denne bevægelse reguleres af den lille runde skive med de seks knaster. Skiven er fastskruet på et palhjul, der har 24 tænder. Det før omtalte "hjul" gør jo en omdrejning på 100 år, og man har, ved hjælp af en arm, der sidder på det forreste tandhjul i centergruppen, anbragt en bøsning, der sidder fast på armen, og som går ned om fællesakslen. Bøsningen er forsynet med en tand, og den vil, når "hjulet" drejer sig om sin aksel i forhold til det forreste tandhjul, ved denne omdrejning føre palhjulet med de 24 tænder forbi den på bøsningen siddende tand, hvorved palhjulet vil blive drejet en tanddeling. Drejningen vil ske en gang hvert hundrede år, men da palhjulet har 24 tænder, vil der altså medgå 2400 år til en hel omdrejning af palhjulet. Da der er 6 knaster på den runde skive på palhjulet, giver dette 24 / 6 = 4. Dette betyder, at hvert fjerde århundrede får sin skuddag, medens den udelades ide tre andre fulde århundreder. Den næste vigtige faktor ved beregningen af de bevægelige festdage er epacten, som vises på en underskive på hovedkalenderskiven. Epacteskiven er delt i 30 delinger. Øverst er der en stjerne, og derefter følger tallene fra 1-29. Epacten, hvis tal viser månens alder nytårsdag, skal i alle almindelige år gøre 10 spring fremad. I året 1956 er epacten 17, og tæller man 12,5 døgn frem, skal det blive nymåne mellem den 12. og 13. januar. Årets første fuldmåne vil derefter falde på den 28. januar, den næste fuldmåne den 28. februar og forårsfuldmånen på den 26. marts. Da søndagsbogstavet - fra marts - er G, vil den 1. april blive den første søndag efter forårsfuldmånen og dermed påskedag. Epactens spring styres ved hjælp af centerhjulsystemet. På det forreste hjuls inderside er der fastskruet en tandsektor med 10 tænder, som er anbragt således, at den, ved centerhjulenes omdrejning, passerer tæt forbi det palhjul, der er anbragt på akslen, der bærer epacteviseren. Nævnte palhjul har 30 tænder, hvilket betyder, at tandsektorens passage vil bevæge epacteviseren 10 spring frem. Dette er imidlertid kun tilfældet ide sekularår, der ikke bliver skudår; ide normale år skal epacten bevæge sig 11 spring, hvilket kræver en særlig mekanisk foranstaltning. På fig. 28 ses, foran tandsektoren med 10 tænder, en ståltand, der går gennem en oval åbning, og som er i fast forbindelse med en lille arm, der er forsynet med et næb. Top Side 68. Det glider på en glat cirkulær skive (se fig. 24). Herved bliver næbbet, armen og ståltanden holdt i en sådan højde, at ståltanden netop forøger tandsektorens tandtal med 1. Så længe der er tale om normale år, vil tandsektoren altså have 11 tænder, og epacten vil derfor gøre 11 spring, men i alle fulde århundreder, der ikke kan deles med 400, skal epactespringet kun være 10, hvilket styres af den samme mekanisme, der styrer søndagsbogstavets bevægelse i disse år. Dette sker, som det ses af fig. 25, 26 og 27, ved hjælp af to stjernehjul, der bliver flyttet en tand frem hvert århundrede. Stjernehjulene, der har form af cirkler, forsynet med enkelte tænder med indbyrdes ret stor afstand, er monterede på palhjul, der har ganske bestemte tandtal. Det stjernehjul, der har indflydelse på såvel søndagsbogstav som epact, har 6 tænder, og det er monteret på et palhjul, der har 24 tænder. Dette betyder, at een af stjernehjulets tænder er i en bestemt stilling i forhold til en løftende tand hvert fjerde århundrede. Hjulet rykker jo en tand frem pr. århundrede, og denne løftning sker samtidig for epact og søndagsbogstav (se fig. 27). Det andet stjernehjul, som kun har en styrende funktion over for epacten, har 8 tænder. Der ved fremkommer en afstandsforskel på 2 tænder, herom senere. Stjernehjulet er monteret på et palhjul, der har 25 tænder, hvilket vil medføre, at der hvert tredje århundrede vil være en tand ud for armen, der ses på fig. 26 og 27. Denne vil løfte den forskydelige klods, på hvilken den dobbelte løftearm er monteret, et stykke opad, hvilket bevirker, at den tap, der går gennem den glatte, cirkulære skive, som næbbet hviler på; vil stå plant med denne. Det betyder, at epacten vil gøre 11 spring, uanset om det er et cirkularår uden skuddag, og det vil ske med 300 års mellemrum. Men der vil endvidere fremkomme den nødvendige undtagelse, idet der i eet tilfælde er 4 paltænder mellem en deling på stjernehjulet, hvorved der fremkommer en speciel flytning af epacten for hver 2500 år. Falder dette epactespring, der sker for hvert tredje århundrede, sammen med et sekularår, der skal have skuddag (nemlig hvert fjerde århundrede) vil dobbeltarmen befinde sig på toppen af en tand på begge stjernehjul. Dette betyder, at klodsen, der løftes af dobbeltarmen, bliver løftet netop så højt, at tappen, der går gennem glatringen, rager op over dennes omkreds. Herved bliver næbbet, der hviler på glatringen, også løftet op sammen med ståltanden. Sektoren føres to tænder frem, hvor ved der ide før nævnte sekularår vil indtræffe en epactebevægelse på 12 spring. I de århundreder, hvor der ikke er skuddag, og hvor epacten ikke skal have et ekstraspring, vil der ske følgende: Dobbeltarmen står ikke ud for nogen tand på stjernehjulet, hvorfor klodsen, der bærer den, glider tilbage ind mod glatskivens centrum. Herved vil den tap, der går gennem glatskivens rand, forsvinde et stykke ind i denne. Næbbet vil glide ned i den nu fremkomne fordybning, hvorved ståltanden foran tandsektoren vil blive sænket så meget, at den ikke kan gribe ind i epacteskivens palhjul; idet pågældende sekularår vil epacten da kun gøre 10 spring. Foruden de allerede nævnte særlige bevægelser vil epacten have yderligere en særbevægelse, nemlig den, der indtræffer, når gyldentallet skifter fra 19 til 1. Her skal Top Side 69. 
epacten gøre et spring ekstra, og det foregår således: Som det fremgår af fig. 28 og 29, befinder der sig bag ved tandsektoren med 10 tænder en arm, hvis yderste ende er formet således, at den har form som en tand. Når denne arm bliver løftet et bestemt stykke, vil den give en tand mere til tandsektoren, som altså derved vil få 11 tænder, men dette må kun ske, når gyldentallet skifter, og da gyldentallet bevæger sig med et tal om året, vil det sige, at ovennævnte spring fra 19 - 1 (saltus lunae) indtræffer hvert nittende år. Som det ses af figuren, hviler armen, der bærer tanden, ned på en lille skive, som er glat undtagen på et kort stykke (1/19 af skivens omkreds). Her findes en tand, der er udformet således, at armen kan glide op på den. Skiven er monteret på et palhjul med 19 tænder, og det vil, ved centerhjulenes årlige ene omdrejning, passere en stålarm, der sidder fastgjort på en lille pille og i en sådan afstand, at armen netop flytter palhjulet en tand for hvert år. 
Top Side 70. Hvert nittende år vil tandsektoren altså få yderligere en tand, hvorved epacten vil gøre det nødvendige ekstraspring. Vi resumerer: Normalt gør epacten 11 spring pr. år, hvert nittende år 12 spring, men falder dette år sammen med et sekularår uden skuddag og uden epactespring, vil den gøre 11 spring. Falder det sammen med både skuddag i et fuldt århundrede og epactespring, der indtræffer hvert tredje århundrede, vil epacten gøre 13 spring. Under afsnittet om kalenderberegning vil man kunne få yderligere oplysninger om de her nævnte afvigelser og om, hvorledes de overholdes i kalenderværkets mekanisme. Af yderligere bevægelser, der henhører under kalenderberegning, er indiction, solcirkel og månecirkel. Disse er vist på tre små skiver, der er anbragt symmetrisk under skiverne for søndagsbogstavet og epacten. De sidder i følgende orden, regnet fra venstre side på hovedkalenderens skive: Solcirkel, indiction og månecirkel. Det er fælles for dem alle tre, at de hvert år skal gøre eet spring frem og altid kun eet (fig. 30 ). Deres bevægelse fremkommer således: De tre aksler, der bærer viserne for de tre skiver, ligger på linie og er alle tre forsynede med et palhjul. Solcirklens palhjul har 28 tænder, indictionens 15 tænder og månecirklens 19 tænder. Alle tre hjul flyttes årligt en deling frem, når kalenderen er i gang. Oven over de tre palhjul er anbragt en vandret liggende skinne, som i sin yderste ende bæres af to ansatsskruer , der går gennem en oval åbning, således at skinnen kan forskydes i sin længderetning (fig. 30). På skinnen er anbragt tre paler på en sådan måde, at de ligger over palhjulenes centrum. Palerne er forsynede med en lille vægt, der holder dem ned mod palhjulene; der er endvidere indboret en lille stålstift, der forhindrer palerne i at falde for langt ned. Palhjulene holdes endvidere på plads af stålruller, der sidder på en vægtbelastet arm, der sidder lejet med en kort aksel i to lejer, som er fastborede på en stålaksel, der er drejelig således, at man kan indstille palhjulet ved hjælp af en drejning af stålakslen, enten til højre eller til venstre, alt efter behov. Indstillingen er nødvendig, for at palhjulets tænder kan få den rette indstilling i forhold til palen, der sidder på den vandrette skinne. Endelig er akslerne forsynede med visere i den yderste ende, så man kan se, når stålrullerne og dermed palhjulet har den rette stilling. Viserne er fastskruede ved hjælp af en skrue, der går gennem en oval åbning på viserens yderste ende. Skruen har sit gevind i den forreste værkplade. Føringen af palhjulene sker fra centralhjulsættet i kalenderværket, der, som før nævnt, gør en omdrejning, når kalenderen er i gang. Der sidder i hjulsættet en stift, der trykker på en arm, som er anbragt på den vandret liggende skinnes overkant, hvorved skinnen bliver skubbet til højre (fig. 30 ). Palerne vil nu skubbe til hvert sit palhjul, så disse drejer. Drejningen medfører, at stålrullerne løftes op over tanden og trykker ind på det næste tandmellemrum og holder derved palhjulene på plads i den nye stilling - efter at Top Side 71. 
de er rykket en tanddeling frem. Når skinnen er nået tilstrækkelig langt til højre, så alle hjul er flyttet, slipper dens arm fri af stålstiften i centralhjulsættet, og den bliver da ført tilbage til sin udgangsstilling af to vægtarme, der også her erstatter en ellers nødvendig trykfjeder. Når skinnen går tilbage, vil palerne glide over palhjulenes skråtænder for derefter at falde ned foran paltænderne og vil da være klar til at gribe fat i disse, når den næste flytning skal ske efter et års forløb. Da palhjulene har forskelligt tandtal, må den vandrette skinne have en så stor bevægelse, at den kan flytte hjulet med det laveste tandtal absolut sikkert. At denne, hertil nødvendige, bevægelse er for stor til de andre to palhjul, er uden betydning, idet disse, uanset den noget lange bevægelse, alligevel kun vil blive flyttet en tanddeling. Når alle de forskellige elementer er rigtigt indstillede, vil de være bestemmende for den endelige aflæsning af årets kalender. Skiven er, som før nævnt, forsynet med 12 lodrette ruder, d. v. s. een for hver af årets måneder, og det er her, aflæsningen foregår. Af hensyn hertil og for at opnå den rette indstilling er akslen for epact og søndagsbogstav forsynet med et par delte skiver, der er forsynede med "trapper", der har forskellig radius. Top Side 72. 
Desuden har disse aksler hver et palhjul og en kontravægt. Da den trappeformede konstruktion gør systemet uligevægtigt, tjener kontravægten til at ophæve denne uligevægt. Palhjulet på akslen for epacten har 30 tænder, og "trappen" til epacte indstillingen har 30 trin, hvilket er nødvendigt af hensyn til epactereglen, der siger, at epacten skalvære een af 30 epacter (fig. 31 og 32). Uanset om tiden mellem to på hinanden følgende middelnymåner er lidt over 29œ døgn, er det fastslået, at de cykliske månemåneder skal skifte med henholdsvis 30 og 29 døgn. Herved får månefasen i hveranden månemåned to epactetal; hertil er fastlagt epact XXIV og XXV. Når gyldentallet er over 11, skal epact XXV gælde i stedet for XXVI, og dette forhold reproduceres i værket således: På fig. 3 I, 32 og 33 vil man kunne se 29 trappetrin; deres centerafstand - eller radius - vokser indbyrdes proportionalt. Forskellen svarer for hvert trin til en bevægelse på 6 mm på kalenderens daglameller. Det ses også, at det næstyderste trin er dobbelt så stort som de øvrige. (At de har aftagende bredde, des nærmere de er mod akslens centrum, skyldes kun, at vinkelbevægelsen, der overalt er ens, giver et kortere buestykke). Det ser altså ud, som om der kun er 29 delinger, men det vil også kunne ses, at det kun er tilsyneladende, thi på trappeskiven er der anbragt en arm, der kan bevæges således, at den skubbes lidt tilbage, inden den standses af en stift; netop denne arm vil, når den er skubbet tilbage, give trappeskiven et nyt udseende, så "trappen" nu får 30 trin. Denne stilling vil dog kun kunne indtræffe, dersom gyldentallet er over 11. På akslen for månecirklen sidder der en skive, der har to radier, den ene lidt større end den anden. På denne skive hviler en arm, der sidder på en drejelig aksel, der har sine lejer mellem de to værkplader. Armen er forlænget således, at den på sin yderste ende bærer en vægt, hvilket man har gjort for at den altid kan være trykket ned mod gyldentalsskiven. På samme aksel sidder en arm, der når op til "trappen" for epacten. Top Side 73. 
Når stiften, der sidder indboret i den bevægelige arm på trappen, møder armen, vil denne tvinge den bevægelige arm til at hæve sig så meget, at "trappen" får det nødvendige ekstra trin. Når kalendermekanismen nytårsnat udløses for at udregne det kommende års kalender, sker denne udløsning fra den gregorianske kalender, og den foregår fra dennes årstaltromle. Om det er et år med 365 dage eller et med 366 dage, giver her ikke problemer, da den gregorianske kalender som før nævnt er evigtgående. Hovedkalenderens drivkraft består af to hovedlodder, hvoraf det ene driver det egentlige løbeværk, medens det andet løfter såvel dag- som månelamellerne på plads. Desuden findes der et par mindre hjælpelodder; det mindste af dem bremser løftearmen for lamellernes fald efter endt indstilling. For at dette lod ikke skal springe af snoreskiven - det får nemlig en ret stor faldhastighed, når løftearmen falder i bundstillinger det gennemboret og forsynet med en fjederanordning, der absorberer det chock, der fremkommer, når armen er i bund og loddet i top. Når løbeværket er i gang, vil rammen, der bærer lamellerne for dagnavne og månefaser, kort efter igangsættelsen blive frigjort fra sin aflåsning, som består af to tandstænger, af hvilke den ene har en fortanding på een tand for hver 6 mm. Top Side 74. 
Tænderne er fræsede som paltænder, hvilket giver en tanddeling pr. dag, idet der er en afstand på 6 mm mellem dagnavnene på lamellen. Denne tandstang er i forbindelse med rammen, der bærer lamellerne for månefaserne; disse skal indstilles af værket på en bestemt dato. Mellem datoerne er der også en afstand på 6 mm. Tandstangen fastholdes af en pal, der sidder i en særlig mekanisme, der består af en klods, der er fastskruet på værkets forplade, og nævnte klods bærer to paler, se fig. 34 og 35. Den ene pal er i fast forbindelse med klodsen, men er dog forsynet med et hængsel, således at den kan svinges bort fra tandstangen, hvilket er nødvendigt, for at lamellerne kan indstilles. Ved siden af denne pal sidder der en anden, som kan bevæges op og ned i en firkantet styring i den fastskruede klods; sidstnævnte er også bevægelig i et hængsel på samme måde som den førnævnte, for at den skal kunne svinge bort fra sin tandstang, der har en fortanding med en indbyrdes afstand mellem tænderne på 42 mm, hvilket på lamellerne svarer til 7 dage. Tandstangen er forbundet med rammen, der bærer lamellerne med dagnavnene. Palen for månelamellerne låser efter indstilling fra epactens mekanisme, og palen for dagnavnelamellerne styres af søndagsbogstavets mekanisme. Palernes stilling ( den ene er, som allerede nævnt, forskydelig op og ned) bevirker, at først når månelamellerne - og dermed også forårsfuldmånen - er på plads på den rette dato i det pågældende år, vil daglamellerne synke et stykke ned - det kan være stort eller lille - men altid således, at påskesøndagen standser ved den rigtige dato. Loddet, der driver kalenderens løbeværk, har sit optræk på en tap, der sidder i kalenderens bageste værkplade. På optræksakslen findes et drev, der er i indgreb med et tandhjul, der er fastskruet på snorevalsen, som er anbragt på centerhjulsystemet. Snorevalsen er forsynet med et palhjul, der låses ved hjælp af to paler, der er anbragt på det ene tæt derved liggende centralhjul. Loddet, der løfter lamellerne, har sit optræk på siden af en særlig koblingsmekanisme (fig. 36). Fra snoreskiven for loddet går der en stålwire over nogle mindre snoreskiver ned til løftearmen, der hæver begge lamelrammerne. Top Side 75. Kort efter at kalenderen er udløst, vil begge palerne blive trukket bort fra de to tandstænger, og herved bliver rammerne, der bærer lamellerne, frigjort og vil glide ned i bundstilling. For at dette fald mod bunden ikke skal blive for voldsomt, er rammerne i fast forbindelse med en luftbremse. Lamellerne vil glide så langt ned, at de hviler mod løftearmen, der befinder sig nede i bunden af kalenderrammen (stålrammen, der bærer værk og skive). Samtidig frigøres de to indstillingsarme (fig. 23 side 61 og fig. 39) for søndagsbogstav og epact. Når dette er sket, vil disse to "trapper" eller "trin" kunne indstilles, idet der nu ikke mere er noget, der kan hindre deres bevægelse. Hjulcentersystemet vil fortsætte sin omdrejning, og nu træder tandsektoren for epacten og de to eller tre tænder for søndagsbogstavet i funktion. De vil gribe ind i palhjulene, der bærer "trapperne" og viserne, der markerer indstillingen (årets epact og søndagsbogstav) på kalenderens skive. Tillige vil palhjulene for solcirkel, indiction og månecirkel blive flyttet en deling. Dette markeres også af visere på kalenderskiven. Når indstillingen er til ende, vil loddet, der løfter lamellerne, træde i funktion og begynde at løfte disse opad. Som nævnt løftes derpå rammen, der bærer månefaserne, og denne løfter igen rammen, der bærer dagnavnelamellerne. Hvor højt rammerne bliver løftede bestemmes af epactens trappe. En arm, der foroven er i forbindelse med rammen med månelamellerne, vil, når den kommer ind på et trin på epactens "trappe", hindre rammen i at blive løftet højere. Når denne indstilling er tilendebragt, vil palen, der skal låse dagnavnelamellerne, blive stillet i den rigtige højde, og dette styres fra søndagsbogstavets "trappe", idet en arm, der hviler på denne trappe, vil holde palen i den rigtige højde. Derefter vil palerne blive drejet lidt på deres hængsler og blive trykket ind mod tandstængerne. Epactepalen vil uden videre låse ind i den paltand på tandstangen, der står ud for den, og hermed er årets månefaser på plads. Umiddelbart derefter vil rammen, der bærer dagnavnelamellerne, blive låset. Rammen skal i de fleste tilfælde glide lidt nedad, indtil den paltand, der står over palen, hviler på denne; der kan her blive tale om, at dagnavnelamellerne vil synke indtil seks dage ned. Når dette er foregået, er alle årets dagnavne på de rette datoer, og dermed er alle .årets bevægelige festdage også på plads. Koblingsmekanismen vil da låse løfteloddet, og den store løftearm vil blive frigjort og gå ned i sin bundstilling, hvor den vil befinde sig, indtil kalenderværket, ved en ny optrækning, bliver klar til næste funktion. Kort tid efter vil centerhjul, systemet have drejet sig en omdrejning, stoparmen for løbeværket vil falde ned i sit hak, og dermed standses kalenderens løbeværk. Under denne omdrejning er der tillige sket den tidligere nævnte forskydning på 1/100 omdrejning, hvorved der af mekanismen er bidraget til den indstilling af epact og søndagsbogstav, som er beskrevet i det foregående. Top Side 76. 
Top Side 77. Ækvationsværket Ækvationsværket er det eneste værk i Jens Olsens astronomiske ur, der ikke har nogen skive. Værket tjener kun styrende formål, idet dets mest omfattende opgave er at styre de uregelmæssige eller ujævne bevægelser for nedennævnte værker. Treskiveværket tilføres de varierende bevægelser for sand soltid samt for tidsækvationen. Bevægelsen skabes af to krumtappe, der er konstruerede som hypocykloider. Den ene krumtap foretager to omdrejninger i et tropisk år, den anden een omdrejning i et anomalistisk år. Der gengives her for disse bevægelser en, af Jens Olsen udført, skematisk fremstilling af de to bevægelser, der så forenes i en fællesbevægelse, der overføres til treskiveværket. Udvekslingen i Jens Olsens diagram er følgende:
Den anden udveksling er følgende:
Det er de samme beregninger, der går igen i ækvationsværket hvad angår bevægelsen fra dette til tidsækvationsviserne og til viserne for sand soltid i treskiveværket, men det aftrykte diagram gør Jens Olsens beregninger mere overskuelige (fig. 40-41). Kombineret med bevægelsen for tidsækvationen tilføres der bevægelse til værket for solop- og nedgang, idet den samme bevægelse overføres til den yderste talkrans på dette værks skive, således at denne får en svingende bevægelse på i alt 7œº = 30 minutter i tid, da skiven er delt i 24 timer. Top Side 78. 
Top Side 79. De 30 minutter er netop tidsækvationen fra –14 m til +16 m. Endelig styres viserne for solopgangen og for solnedgangen fra ækvationsværket. Bevægelsen tages fra det hjul, der gør een omdrejning i 0,5 tropisk år, og denne bevægelse omsættes ved hjælp af de koniske hjul i transmissionen til en omdrejning i eet tropisk år. Alle de øvrige bevægelser, der tilfører ujævne hastigheder, går til værket for det geocentriske omløb. Her findes der fire visere, der bevæger sig med ujævn hastighed: Solviseren, knudelinieviseren, lapsidelinieviseren og måneviseren. Den sidstnævnte får ikke een men hele fem påvirkninger. Den største af dem er anomalien, der andrager ±6° 17' 19" (perioden er 27d, 13h, 18m, 33,128 s). Den næststørste ujævne bevægelse for månen er evektionen, der andrager ±1° 16' 26" (perioden er på 31d, 19h, 29m, 11,3 s). Den tredie ujævne bevægelse er variationen, der andrager ±39' 30" (perioden er på 29d, 12h, 44m, 2,76s). Fjerde ujævne bevægelse er den årlige ækvation, som er: ±11' lo" (perioden er på 365d, 6h, 13m, 54,146s). Den femte og sidste ujævne bevægelse er reduktionen: ±6' 56" (periodens længde er 13d, 14h, 32m, 47,904s). 
Top Side 80. Disse fem ujævne bevægelser er illustrerede ved den gengivne grafiske fremstilling af sinuskurverne for måneækvation. (Illustrationen (fig. 41) er en fotografisk gengivelse af Jens Olsens originalmanuskript). Sinuskurverne overføres som en samlet bevægelse til differentialhjulet, der styrer måneviserens omløb. Ujævnhederne vil derfor altid indtræffe netop på de rette tidspunkter. Den ujævne bevægelse til knudelinien skal have en omløbstid på 173,1001 døgn, og den skal stå stille, hver gang solviseren passerer viserens knuder. Endelig er der apsidelinieviseren, der skal have en ujævn påvirkning i en periode på 205,89745 d. Værket er bygget op som vist på fig. 42. Stellet, der bærer alle hjulene og deres lejer, består af to rektangulære rammer, som holdes i indbyrdes afstand af 6 afstandspiller. Disse er forsynet med et neddrejet bryst i hver ende med et indboret gevind, i hvilket der er fastspændt ret svære skruer, der går gennem glathuller i de to rektangulære rammer, og på denne måde er det egentlige stel samlet. På rammerne er der fra ydersiden fastspændt 10 lodrette messingskinner på hver side, og disse skinner bærer hjulene og deres lejer. Værket er endvidere opbygget således, at der er udvekslingssystemer, i alt 8, anbragt mellem 2 lodrette skinner. Hvert udvekslingssystem afsluttes med en krumtap, hvis størrelse er afpasset efter den bevægelsesstørrelse, der skal overføres til den tilhørende differentialkonstruktion. Hjulværkerne er opbyggede således, at der er tre rækker hjul, og den nederste række hjul er grundlaget for alle de egentlige tandhjulsudvekslinger. Der begyndes med et drivværk, og herfra overføres kraften til alle bevægelserne, idet det første hjul i drivværket er et valsehjul, der er lodbelastet. Loddet er af plads, hensyn udformet som en barre, der i begge ender er forsynet med en gennemboring. Herigennem går der 2 lodrette stålstænger, som er fastgjort i undersiden af værkets stel samt i urstellets nederste rem. Dette arrangement er truffet for at hindre det barreformede lod i at gå skævt ned eller at foretage drejninger, så det afviger fra værkets længdeakse. Af hensyn til den ret ringe faldhøjde er loddet tredobbelt ophængt, og det består af en udfræset skal af messing; i skallen er der derefter indstøbt bly. Loddets vægt er ca. 7 kg (fig.43). Værkets gangtid er beregnet til 12 døgn. Valsehjulet i ækvationsværket er konstrueret på samme måde som valsehjulet i hovedværket, hvilket vil sige, at det er forsynet med en differentialudveksling. I snorevalsen er der indboret tre stifter, der danner en ligesidet trekant; disse tre stifter danner lejet for tre hjul, der er anbragt med eet på hver stift. De tre hjul er lige store og har samme tandtal, nemlig 18; pitch diameter 18 mm, fuld diameter 20 mm, p.r. 9 mm. Mod valsehjulet er anbragt en drejelig skål, som er forsynet med en indvendig fortanding med tandtal 54, pitch diameter 54 mm, fuld diameter 56 mm. Fortandingen består af 54 indborede stålstifter, der hver har en diameter på 1,5 mm, og stifterne er hærdede og højpolerede. Den indvendige fortanding er i indgreb med de tre udvekslingshjul, der sidder på de tre stifter i valsen. Top Side 81. 
Udvekslingshjulene er tillige i indgreb med et på optræksakslen fastboret hjul med samme tandtal og diameter som de tre hjul, og endvidere er der på valsehjulets aksel anbragt et fastboret palhjul, der har 42 tænder og en fuld diameter på 54 mm. Endelig er valsehjulsakslen på sin yderste, bageste ende forsynet med en firkant på 8 · 8 mm beregnet til optræksnøglen. Ydermere er der på skålen med den indvendige fortanding fastnittet et drev, der har 20 tænder, og fra dette hjul er der en udveksling til det første, nederste, tandhjul, der styrer en krumtapbevægelse gennem en videre udveksling. Udvekslingen fra valsehjul til første krumtapudveksling er følgende: Top Side 82. Hjulet med 20 tænder, der sidder på valsehjulet, er i indgreb med et hjul, der har 60 tænder, og på dette hjuls aksel sidder et drev med 12 tænder, der er i indgreb med et hjul, som har 64 tænder. Drivværket får derved denne udveksling:
Da hjulet med tandtallet 64 skal videreføre en bevægelse på een omdrejning i et halvt tropisk år, skal dette hjul have et bestemt omdrejningstal, nemlig een omdrejning på 32 døgn, og dette giver nedenstående udvekslingsforhold:
hvilket siger os, at valsehjulet gør en omdrejning i to døgn, og dette giver 6 snoreomgange for en gangtid på 12 døgn. Foruden ovenfor beskrevne drivværk er der en lang række hjul, som afsluttes med det egentlige hæmværk. Hjuldiagrammet for dette ser således ud:
Drivværket
Sidste hjul går een gang rundt i 32 døgn. Top Side 83. Hæmværkets udveksling fra palhjulet gør en omdrejning på 36 timer, hvilket er 1,5 døgn pr. omdrejning. Hæmværkets hjulværk slutter i et tandhjul, der har 58 tænder, og som viderefører en bevægelse for månens anomali. Nævnte hjul skal gøre en omdrejning på 29 døgn, og herved fremkommer følgende udveksling:
Mellem sluthjulet i hæmværket, der altså gør een omdrejning i 29 døgn, og sluthjulet i drivværket, der gør een omdrejning i 32 døgn, ligger der en række hjul - 6 i alt - der også skal have bestemte omdrejningstal. Det første skal gøre en omdrejning i 26 døgn, og man får da følgende beregning:
hvilket bliver tandtallet for dette hjul. Herfra overføres bevægelsen for månens evektion. Det næste hjul i rækken skal gøre en omdrejning i 30 døgn, og det giver denne beregning:
som bliver tandtallet for hjulet, der skal videreføre bevægelsen for apsideliniens jævning. Herfra går et hjul, der skal gøre en omdrejning på 34 døgn, og man får her:
hvilket er tandtallet for dette hjul, der viderefører bevægelsen til knudeliniens jævning. Sidstnævnte hjul er i indgreb med et hjul, der skal gøre en omdrejning på 28 døgn, og i dette tilfælde får man:
som tandtal for dette hjul, som igen viderefører bevægelsen, der giver månens variation. Hjulet er samtidig i indgreb med et hjul, der skal gøre en omdrejning i 29 døgn, hvoraf fås:
Denne bevægelse overføres således, at månens reduktion fremkommer. Bevægelsen dannes af en lille krumtap, der er i forbindelse med bevægelsen for månens årlige jævning. For at få denne jævning må hjulet med een omdrejning i 29 døgn og med 58 tænder gribe ind i næste hjul, der også skal gøre en omdrejning i 29 døgn, og som følgelig også må have 58 tænder. Top Side 84. Fra sidstnævnte hjul videreføres den bevægelse, der gør en omdrejning i et anomalistisk år, og denne bevægelse overføres til såvel månens årlige jævning som til solens ligning, og den videreføres til solviseren på sol- og måneværket. Ydermere overføres bevægelsen til treskiveværket og er her en del af ujævnheden ved tidsækvationen og sand soltid. Krumtappene, der overfører bevægelserne, er ikke lige store, men er beregnede efter den størrelse, der kræves af variationen idet pågældende tilfælde. Hjulet med tandtallet 58 er i indgreb med et hjul, der skal gøre en omdrejning i 32 døgn, og beregningen er da:
Fra hjulet med 64 tænder dannes bevægelsen til tidsækvationen; bevægelsen er een omdrejning i ½ tropisk år. Mellem hæmværk og drivværk befinder der sig altså følgende hjul:
Midtpunktsligning og reduktion forenes til en fælles bevægelse, der giver tidsækvationen. Hjultabellerne for de i alt 8 bevægelser gengives idet følgende:
Hvilket er lig månens anomalistiske omløb. Decimal: 27,554563. Top Side 85. Evektion
Apsideliniejævning
Knudeliniejævning
Variation (Måne)
Top Side 86. Reduktion (Månereduktion og årlig jævning)
Månereduktion og årlig jævning, solens ligning, midtpunktsligning (anomali)
Endvidere et hjul med 137 tænder af samme størrelse og i indgreb med tabellens hjul med 137 tænder, herfra solens ligning.
Reduktion (Tidsækvation)
Endvidere et drev med 12 tænder. Pitch diam. 12mm. Fuld diam. 14mm. Pitch radius 6mm. Drevet er i indgreb med hjul til drivværket. (Se dette).
Et tropisk år er 365d, 5h, 48m, 45,4979s. Top Side 87. Ved alle sluthjul, hvilket vil sige sidste hjul i udvekslingsrækken og altså det hjul, der gør den omdrejningshastighed, der er brug for, er der på hjulets aksel anbragt en krumtap. Denne krumtapbevægelse overføres til et differentialhjul, der befinder sig i det eller de værker, hvor der er visere, som foruden den jævne bevægelse fra urets hovedværk også skal have ujævne bevægelser. Krumtappene er drejelige, og dette betyder, at det er muligt, når værket er samlet, at indstille krumtappene således, at den ujævne hastighed, som den pågældende viser skal have, kan indtræffe netop på det tidspunkt, hvor der er brug for den. For at gøre krumtappene drejelige er der taget visse mekaniske forholdsregler. Hjulet, der sidder på krumtapsakslen, er hverken fastskruet eller fastnittet som de øvrige hjul i uret. Det sidder på en puts eller foring, der er forsynet med en flange, hvis diameter er noget større end hullet i hjulets centrum, medens foringen på akslen har et rørstykke, der passer præcist ind i hjulets centrum. Bag hjulet er anbragt en femarmet trykfjeder, der sidder på en foring, som passer om hjulakslen. Bag fjederen er anbragt en stopring på hjulakslen, og denne holdes på plads af en stålstift, der er boret gennem såvel stopring som aksel, og herved spændes fjederen og trykker mod hjulets tandkrans. Ved denne anordning opstår der så stor friktion, at hjulet fører krumtappen, uden at det glider på akslen, men dersom det skulle blive nødvendigt at stille krumtappen, der sidder fast på den ene akselende, er den anden akselende forsynet med et par flader, således at der kan indsættes en nøgle på akslen. Ved hjælp af nøglen vil man kunne dreje akslen - og dermed krumtappen - uden at forandre hjulets stilling; dets indgreb ide øvrige hjul er altså stadig uforandret. For at man kan foretage en meget nøjagtig indstilling af krumtappen, er der på hjulakslen anbragt en rund skive, der er delt i 360 delinger, altså en deling pr. grad. Gradskiven er anbragt lodret på stellets yderside, og tæt på skiven sidder en lille viser, således at aflæsning af drejningens størrelse kan blive meget nøjagtig. Der er dog ikke brug for disse indstillingsmekanismer i andre tilfælde, end netop når uret bliver monteret og skal indstilles; står krumtappene først rigtigt, vil de stadig, gøre dette, men det er indlysende, at nævnte mekaniske foranstaltning er absolut nødvendig. Man kunne tro, at man kunne rykke det hjul, på hvis aksel krumtappen sidder, "ud af tøj", og derefter flytte det een eller flere tænder efter behov, men hvis det nu drejede sig om at flytte hjulene 1/2 eller 21/2 tand, kunne dette ikke lade sig gøre. Med det beskrevne system er det muligt at rette selv de mindste fejl ved krumtappens indstilling (fig. 44). Værket er endvidere opbygget således, at man, ved at fjerne en af de lodrette messingskinner, har adgang til et komplet udvekslingssystem med afsluttende krumtap. Der kan på denne måde foretages indgreb i et enkelt system, uden at der opstår forstyrrelser ide øvrige udvekslingsgrupper. De omtalte krumtappe er ide fleste tilfælde udført som almindelige krumtappe, og dette er fuldt forsvarligt, når der er tale om krumtappe med små slaglængder, men i de tilfælde, hvor der er brug for krumtappe med større slaglængder, går det imidlertid ikke. Top Side 88. 
Der findes på ækvationsværket tre krumtappe, der skal have særlig stor slaglængde, og her har Jens Olsen benyttet en særlig type krumtappe, idet han ved konstruktionen har brugt teorien om cykloider, i dette tilfælde hypocykloider. Denne teori går ud på, at dersom man har en given cirkel, og man lader en cirkel, hvis diameter netop er halvdelen af den givne cirkel, dreje rundt indvendig i denne, og man så anbringer et punkt på periferien på den drejende cirkel, vil dette punkt have beskrevet en ret linie, når den drejende cirkel har nået halvdelen rundt af den givne cirkels indre omkreds. Denne teori har Jens Olsen udført i mekanik, idet han har konstrueret tre af sine krumtappe efter hypocykloide-princippet. De to største krumtappe ses meget tydeligt på fig. 44. Man ser her den givne cirkel, der består af en rundkreds med indborede stålstifter, og inde i denne sidder et tandhjul, hvis diameter er netop halvdelen af rundkredsens, og hvis tandtal er halvdelen af stålstifternes antal. På dette tandhjul er der fastskruet en skinne, der ligger tværs over hjulet, og gennem dets centrum, og yderst på skinnen, er en ansatsskrue ind,. boret således, at den ligger i hjulets delecirkel. Top Side 89. 
Selve denne skrue er netop krumtappen, men i modsætning til en almindelig krumtap, der bevæger sig i en cirkel, vil denne skrue gå lodret op eller ned. De to største hypocykloidiske krumtappe styrer de ujævne bevægelser, der anvendes i treskiveværket til den sande soltid og til tidsækvationen. Endvidere tilføres der en ujævn bevægelse til værket for solop- og nedgang. Denne bevægelse har samme størrelsesorden som førnævnte. Den største af krumtappene foretager en hel "omdrejning" på et halvt tropisk år, hvilket vil sige, at dens ansatsskrue går een gang op og een gang ned inden for dette tidsrum. Størrelse og udveksling er følgende: Den store cirkel med stålstifterne har en pitch radius på 37 mm og et stift, eller "tandtal" på 74; det halvt så store tandhjul har en pitch radius på 18,5 mm og et tandtal på 37. Dette vil sige, at krumtapbevægelsen bliver på 74 mm fra nederste til øverste stilling. Den anden krumtap, udført efter de samme principper, har følgende størrelses,. forhold og tandtal: Cirklens pitch radius er 29 mm, "tandtallet" er 58; det halvt så store tandhjul har pitch radius på 14,5 mm, tandtal 29, og her vil krumtapbevægelsen blive 58 mm fra nederste til øverste stilling. Top Side 90. Disse to beskrevne krumtapbevægelser gøres til en samordnet fællesbevægelse, idet der på hver ansatsskrue er anbragt en messingarm, der i den ene ende har et hul, der passer om ansatsskruen. I den anden ende af armen er fastgjort et tyndt stålbånd, som er lagt over en snoreskive, hvorpå der findes en gaffel, der har en ansatsskrue, som går gennem snoreskivens centrum. I den anden ende af gaflen er fastgjort et stålbånd, der, via en vippemekanisme i urstellets top, overfører de to krumtappes bevægelser til snoreskiver, der sidder på de aksler, der bærer differentialhjul i treskiveværket og værk for solop- og nedgang. Nævnte snoreskiver, eller sektorer, skal have ganske bestemte diametre. (Se herom under disse værker). Bevægelsen for krumtappene overføres af de nævnte stålbånd, men for at få en , op- og nedgående bevægelse må stålbåndet være lodbelastet. Dette er konstrueret således, at stålbåndene, der fører fra krumtappene, bliver fastgjort på en snoreskive i differentialet, men ydermere er der fastgjort endnu et stålbånd på nævnte snoreskive. Sidstnævnte stålbånd bærer i sin nederste ende et lod, som må have så stor vægt, at det kan trække differentialmekanismen, når denne skal bevæges den ene vej; bevægelsen i modsat retning må frembringes af krumtappen. Princippet er: Når krumtappene går nedad, skal de trække differentialet og løfte loddet; når krumtappene går opad, er det loddet, der trækker differentialet. Den største af de beskrevne krumtappe, der går rundt een gang i et halvt tropisk år, skal have en lille ujævn påvirkning, hvorfor den er forsynet med et differential, som ses på fig. 46 og fig. 47. Differentialet får sin påvirkning ved en indboret gaffel, der griber om en ekscentrisk stålskive, som er i fast forbindelse med akslen på hjulet, der har en omdrejning i et anomalistisk år. Ujævnheden kaldes "årlig jævning". Der er endnu en krumtap, der er udført efter hypocykloideprincippet, nemlig krumtappen for månens anomali. Her har cirklen med stålstifterne (tænderne ) en pitch radius på 19,96 mm, tandtallet er 38. Hjulet, der griber ind i cirklen, har en pitch radius på 9,98 mm og et tandtal på 19. Længden af krumtappens bevægelse bliver da 39,92 mm. Fra krumtappen overføres den op- og nedgående bevægelse på samme måde som nævnt ved tidsækvationen. Der er fastgjort et stålbånd, der går op over et snorehjul, anbragt på den yderste ende af en vægtstang, se fig. 44. Stålbåndet går videre fra snorehjulet ned til krumtappen for månens evektion, og disse to bevægelser: anomali og evektion bliver på denne måde gjort til een fælles bevægelse. Krumtappen for evektionen har en radius på 4,04 mm. Fra midten af vægtstangsarmen fører et stålbånd op til toppen af urets stålstel, og ved hjælp af vippearme føres bevægelsen videre til differentialet for måneviserens omløb i sol- og måneværket. Top Side 91. 
Flere ujævne bevægelser bliver forenede med de allerede nævnte. Modsat snorehjulet i den ene ende af vægtstangen er der i den anden ende anbragt en vippearm, der har sit leje og omdrejningspunkt nøjagtigt på midten. I den ende af vippearmen, der vender mod vægtstangsarmens midte, er anbragt en stålstang, der går ned for at komme i forbindelse med krumtappen for variationen; radius = 2,08 mm. Fra den yderste ende af vippearmen fører en stålstang ned til midten af en vandret liggende stålarm, der har et hul i hver ende; disse huller griber om hver sin krumtap, een for månens reduktion, radius = 1,18 mm og een for årlig jævning, radius = 0,74 mm. Disse to ret små ujævnheder bliver således forenet til en fælles bevægelse, men takket være vippearmen i vægtstangsarmen kan de alligevel virke selvstændigt. Top Side 92. Det ses af det omtalte, at måneviseren får påvirkning fra i alt 5 krumtappe, og at disse bevægelser samles i een enkelt, for derefter at blive overført til differentialet. Tidsækvationen kræver 3 bevægelser fra krumtappe, og disse forenes også, som beskrevet, i een bevægelse. Tilbage er apsideliniens, knudeliniens og solens jævning. Apsideliniens jævning styres af en krumtap, der har en radius på 9,9 mm, og den foretager en omdrejning på 205,89744 døgn. Knudeliniens jævning udføres af en krumtap, hvis radius er 1,3 mm, og den foretager en omdrejning på 173,31001 døgn. Endelig styres solens jævning fra en krumtap med radius 1,52 mm; den gør en omdrejning i et anomalistisk år, hvilket er 365 d, 6 h, 13 m, 56 s. Top Side 93. Treskiveværket Treskiveværket kaldes således, fordi værkets skive har tre funktioner. Dette medfører, at den egentlige skive er opdelt i tre mindre skiver, hvis centrer danner en ligesidet trekant. Hovedskiven fremtræder med en fint guillocheret bund. Den øverste skive, der viser tidsækvation og lokalkonstant, er inddelt således, at tidsækvationen aflæses ved hjælp af en viser, der er mærket "A", og som er i fast forbindelse med en viser mærket "B". Afstanden mellem de to visere er derfor konstant, og forskelsvisningen er i tid 9 m, 47 s, hvilket er værdien for lokalkonstanten. Viseren " A ", der angiver tidsækvationen - eller forskellen mellem sand soltid og lokaltid - vil altid have samme bevægelse som den - eller + bevægelse, som den sande soltid har. Den sande soltid aflæses på den nederste underskive til højre (set forfra), hvorimod lokaltiden aflæses på nederste underskive til venstre. Bevægelsen til værket overføres fra hovedværkets del for middeltiden og tages fra centerakslen for middeltiden, der foretager een omdrejning i en middeltime. Denne aksel er forsynet med et konisk tandhjul, som er i indgreb med et andet konisk tandhjul siddende på en vandret liggende aksel, der har sit leje på bagsiden af hovedværkets bageste værkstel. Den anden ende af akslen har sit leje på treskiveværkets bagplade og er også her forsynet med et konisk tandhjul, der er i indgreb med et andet konisk tandhjul siddende på en aksel, der har sit leje i centrum på den bageste seksarmede værkplade. Da alle de koniske tandhjul er lige store, vil akslen få en omdrejning i en middeltime. Ved hjælp af et tandhjul, fastgjort på centerakslen, overføres bevægelsen til sand soltid og til lokaltid. Bevægelsen er jævn, hvilket i dette tilfælde vil sige, at hastigheden er den samme som i hovedværkets del for middeltiden. Dette er korrekt med hensyn til lokaltiden, som jo skal være 10 minutter bagefter middeltiden, men den skal være konstant lige meget bagefter. For sand soltid gælder imidlertid noget andet, idet viserhastigheden her skal være således, at den følger middeltiden, medens det samtidig er nødvendigt, at bevægelsen følger tidsækvationen. Da denne enten må tillægges eller fradrages, må viserparret for sand soltid enten bevæge sig langsommere eller hurtigere end middeltiden, hvilket ikke kan ske uden særlige mekaniske foranstaltninger. Problemet er løst på den måde, at man fra ækvationsværket henter den ekstra påvirkning, der her er brug for. Top Side 94. Ækvationsværket er udstyret med to krumtappe, der er i forbindelse med et differentiale, som sidder på minutakslen for den sande soltid. Ved at lade krumtappene have en størrelse og et omløb, der nøje svarer til den bevægelse, der er brug for, og til det tidspunkt, hvor bevægelsen skal indtræffe, og ved at lade differentialet have den rigtige udveksling, er det muligt at få en bevægelse, der nøje svarer til den, der gælder for sand soltid. Fra værket overføres en bevægelse til syncronoskopværket, og da dette værk har en skive, der skal een gang rundt i et middeldøgn, tages bevægelsen fra hjulværket for lokaltiden; den kan kun tages herfra, da det skal være en jævn bevægelse. Man bruger hertil hjulet for lokaltidens timeviser) der netop gør een omdrejning i et middeldøgn, og der findes her et hjul med samme tandtal som timeviserhjulet. Dette hjul sidder på en aksel, der er forlænget så meget bagud, at der er plads til et konisk tandhjul, hvorfra bevægelsen føres videre ved hjælp af en aksel og de nødvendige koniske tandhjul. Udvekslingen for ekstrabevægelsen til den sande soltid foregår dels i ækvationsværket og dels i treskiveværket. Selve ækvationsværkets tandhjulsudvekslinger samt dets krumtappe er beskrevet under dette, men det skønnes nødvendigt at bringe en beskrivelse af krumtappenes størrelsesforhold samt deres omdrejningshastighed. På ækvationsværkets bagside er anbragt to ret store krumtappe, og disse er konstrueret som hypocykloider (se under ækvationsværket), hvilket medfører, at der her er tale om bevægelser lodret op og ned. Da hypocykloidernes indvendigt fortandede hjul har en primitiv radius på henholdsvis 37 mm og 29 mm, får man følgende: 37+29 = 66 mm · 2 = 132,
hvilket tal er de to cykloiders sammenlagte diametre. Da deres bevægelse op og ned gøres til en fællesbevægelse, derved at man har fastgjort et stålbånd på hver krum" tap og har ladet dette stålbånd løbe over et snorehjul, der sidder i en gaffel, fra hvilken et enkelt stålbånd går op til en buesektor på treskiveværket, får man det samme forhold som ved et lod, der er dobbelt ophængt. Snorehjulets bevægelse bliver da de to cykloiders diametre divideret med 2:
Top Side 95. 
Denne bevægelse overføres til en buesektor på treskiveværket, og sektoren har en radius på 53 mm. Den får følgende bevægelse i mm på sin periferi:
hvilket er omkredsen for snoresektoren. Da bevægelsen af stålbåndet kan blive indtil 66 mm, udgør denne i grader :
Top Side 96. Da buesektoren er anbragt på en aksel, der bærer en tandsektor, som har en buelængde på 220°, og denne har en fortanding på 168 tænder på omkredsen, vil der i en bevægelse fra og til de to yderpunkter blive benyttet 33,3 tænder, nemlig:
Da nævnte sektor er i indgreb med differentialhjulet, der har 132 tænder, vil dette få følgende drejning:
Idet bevægelsen i differentialet bliver fordoblet, vil det sige, at den vinkelbevægelse, der bliver tilført viserakslen for minutterne for den sande soltid, samt akslen for viserne for tidsækvationen, bliver ca. 180°. Værkskiven har på sin omkreds 60 minutdelinger, og da udsvinget skal være ca. 30 minutter, får man, med tilnærmede tal:
Snoreskivesektoren, der er i direkte forbindelse med ækvationsværket, er forsynet med en finindstilling, således at det er muligt at foretage en efterindstilling af dens forbindelse med dette. Ligeledes er det muligt at finindstille de to cykloidekrumtappe. Overførelsen af bevægelse foregår som nævnt fra hovedværket til et centerhjul i treskiveværket, og dette hjul, der har 100 tænder og en fuld diameter på 102 mm, pitch radius 50 mm, er i indgreb med to hjul af samme størrelsesorden. Hjulene sidder på minutakslen for lokaltid og sand soltid og får derved en omdrejning een gang i en middeltime. På disse aksler, der bærer minutviseren, er anbragt et ståldrev med 14 tænder, som er i indgreb med et vekselhjul, der har 63 tænder. Vekselhjulets aksel er forsynet med et drev på 12 tænder, som griber endeligt ind i timehjulet, der har 64 tænder. Der fremkommer da følgende hjulindgreb eller udveksling:
hvilket giver 24 middeltimer for een timehjulsomdrejning.
Dette giver akselafstandene 38,5 mm og 38 mm. Top Side 97. 
Da begge akselafstandene burde være ens, er det ene hjul, vekselhjulet, fræset 0,25 mm for lille og timehjulet 0,25 mm for stort, hvorved følgende forhold fremkommer: Vekselhjul: pitch radius 31,25 + minutdrev: pitch radius 7 mm = akselafstand 38,25 mm. Timehjul: pitch radius 32,2 + vekseldrev: pitch radius 6 mm = akselafstand 38,25 mm. På disse forholdsvis store tandhjul er denne lille afvigelse aldeles uden betydning, især i dette tilfælde, hvor det er drev, der fører tandhjul. I værket findes, som nævnt, to differentialudvekslinger, een for sand soltid og een for tidsækvationen. Da de begge skal have samme difference, blot med modsat bevægelsesretning, er de i princippet ens konstrueret. Differentialhjulet (midterhjulet) er i begge tilfælde i indgreb med en sektor. Indboret gennem hjulenes omkreds er anbragt tre stålaksler, der hver bærer et lille tandhjul; disse tre tandhjul er anbragt, så de danner en ligesidet trekant, og de er i indgreb med to kronhjul - eet på hver side af det nævnte midterhjul. Top Side 98. Midterhjulene i begge differentialer har samme tandtal, 112; kronhjulene har samme størrelse og samme tandtal, 87, og en fuld diameter på 68 mm, en indvendig diameter på 62 mm, hvilket giver en tandbredde på 3 mm. For yderligere at mindske friktionen er der udført en rejfning på ½ mm, således at den del af hjultanden, der er i indgreb, kun er 2 mm i bredde. De tre små tandhjul mellem kronhjulene har et tandtal på 16 og en pitch radius på 6 mm, medens hjulenes fulde diameter er 13,5 mm. Når begge kronhjul er i indgreb med de tre tandhjul, skal den ydre afstand mellem dem være 21,5 mm, medens den egentlige indgrebsafstand er 12 mm. Det ene kronhjul er fastboret på akslen, det andet fastskruet på udvekslingshjulet, der gør en omdrejning i timen. Dette hjul sidder løst på minutviserakslen og holdes på plads af en stopring, således at den jævne omdrejning, een gang i timen, overføres gennem differentialet. Så længe dettes midterhjul står stille, forbliver bevægelsen jævn, men så snart der sker en nok så lille drejning af midterhjulet gennem tandsektoren, vil denne gennem differentialet give sig udslag som en fremad- eller tilbagegående bevægelse, alt efter drejningsretningen. For tidsækvationens vedkommende er konstruktionen den, at også her er det ene kronhjul fastboret på akslen, medens midterhjulet er bevægeligt og gennem tre små hjul i forbindelse med begge kronhjul i differentialet. Det bageste kronhjul er fastskruet på den bageste værkplades inderside. Her har vi jo ikke et hjul, der får en jævn bevægelse, således som ved den sande soltid, da den eneste bevægelse, der skal bruges, er den samme som de ekstrabevægelser, der tilføres den sande soltid fra ækvationsværket. Der findes i værket to vendedrev, eet for den sande soltid og eet for tidsækvationen. Den sande soltids visere skal gå i samme retning som den jævne lokaltids, men da udvekslingen går gennem et differentiale, ville soltidsviseren gå baglæns, såfremt der ikke var indskudt et drev til at vende omdrejningsretningen. Dette drev har 18 tænder, men kunne teoretisk set have et hvilket som helst tandtal. Samme vendeprincip følges, når den sande soltid skal tilføres en ujævn bevægelse; denne bevægelse følges af tidsækvationsviseren, men da de to bevægelser skal have hver sin omdrejningsretning, må der også her være indskudt et vendedrev, der i dette tilfælde vender tidsækvationsviserens bevægelse i forhold til den sande soltid. Værket er monteret i stellet på samme måde som de øvrige værker, nemlig ved hjælp af seks afstandspiller, der er indskruet i forreste værkplade. Samtidig er pillerne forsynet med en gevindtap, der er indskruet i den runde stålring, der er monteret i stålstellet. Skiven er fastholdt af den forgyldte pyntering, der omgiver den, og den ligger fast på stålringen og styres der af et par indborede stifter, således at den ikke kan dreje sig under montage. Det er muligt at afmontere værket, når akselforbindelserne og stålbåndet fra ækvationsværket er fjernet. Viserne er fasttrykkede på henholdsvis aksel og rør, og de sidder med en ret let friktion, således at de er lette at aftage. Viserne skal aftages, før man kan fjerne værket fra stålrammen. Top Side 99. Når viserne er fjernet, kan skiven til gengæld blive siddende på sin plads, men i så fald må pynteringen ikke fjernes. Værkplader og hjul er alle udført i bronze og derefter forgyldte; hjulakslerne er hærdede og slebne, tappene på akslerne højpolerede; alle er de lejede i bronzelejer. Skivens gravure er, med undtagelse af delingerne, udført som ætsninger efter professor Biilmann Petersens tegninger, og dette gælder også guillocheringsmønstret, der udgør skivens bundflade. Viserne er fremstillet af stål og er påført anløbningsfarven ved opvarmning til ca. 280°C, hvilket også gælder skruerne, der dog kun er blevet opvarmet til ca. 270°C. Samtlige hjul fastholdes på putse ved hjælp af tre skruer, indborede i ligesidede trekanter. Gevindtykkelsen er ide fleste tilfælde 2,6 mm. Top Side 100. 
Top Side 101. Syncronoskopværket (Klokkeslæt Jorden over) Dette værk, der har til formål at vise klokkeslæt over hele jorden, må anses for at være det mindst komplicerede af alle værkerne i Jens Olsens ur. Det har kun "jævn" hastighed, og det har kun een funktion på skiven: omkring en fastsiddende udfoldning af jordkloden drejer der sig en talrand, som får een omdrejning i eet middeldøgn. Bevægelsen i værket kommer fra urets hovedværk, fra den afdeling, der viser mellemeuropæisk tid. Bevægelsen overføres ikke direkte fra hovedværket, men den går over treskiveværket, idet dette får en bevægelse fra hovedværket, der andrager een omdrejning i een middeltime. I treskiveværket omsættes bevægelsen: een omdrejning i en time til een omdrejning i 24 middeltimer, hvilket er en omdrejning i et middeldøgn. Ved hjælp af 2 sæt koniske tandhjul og en transmissionsakseloverføres så denne bevægelse til syncronoskopværket. Princippet for skivens aflæsning er, at der findes en fastsiddende udfoldning af jordkloden, der har sydpolen som perspektivcentrum, og om den fastsiddende udfoldning drejer der sig, som allerede nævnt, en talrand, som er forsynet med tallene 0-23, og disse sidder i hver sin inddeling af skiven, idet denne er delt i 24 dele. Desuden findes der på den yderste kant af den fastsiddende udfoldning en graddeling, der har 1440 delinger, hvilket på en skive, der er delt i 24 timer, svarer til en deling pr. minut. En tilsvarende deling findes på den drejende talrand, hvorved det bliver muligt at aflæse denne skives tidsangivelser med større nøjagtighed end et minut, idet den bevægelige minutdeling virker som en urviser, der peger på den fastsiddende minutdeling. Udfoldningen (af jordkloden) er tillige delt fra polen og ud til periferien i 24 timezoner, hvilket giver en delingsafstand på 15, og dette giver igen de 24 timezoner, som jordkloden er opdelt i. De 24 tal, der er anbragt på den drejelige ring, er graveret på runde messingskiver, som ligger i en neddrejning i ringen, således at deres overflade er plan med denne. Den øverste halvdel af skiverne er på bagsiden fræset ganske tynd, fra 4,5 mm og Top Side 102. ned til 2 mm. Fræsningens grænse ligger 1 mm over skivens centrum, og heri er der boret et hul på 1 mm i diameter, i hvilket der er indpresset en tynd stålaksel, der har et ganske kort bryst, 0,5 mm. Bag dette er akslens tykkelse 60/100 mm, og. akslen har sit leje i 2 indpressede stenlejer, således at akslens bryst hviler mod det forreste stenleje. For at forhindre, at akslen glider fremad, er der på den bageste ende af denne trykket en lille messingring, der er gennemskåret i den ene side, således at den sidder med en fjederspænding på akslen og afgrænser dennes længdebevægelse mod det bageste stenleje. Denne foranstaltning bevirker, at alle tallene, uanset talrandens drejning, altid vil stå lodret. Dette arbejde har krævet meget stor nøjagtighed og omhu og er i sig selv en lille attraktion. Syncronoskopværket er opbygget mellem to seksarmede værkplader, der er udført i bronze; værkpladerne er forbundne med 6 afstandspiller, der i bageste værkplade er fastspændt ved hjælp af specielle møtrikker, og pillerne går her gennem glathuller. Værket fastholdes og bæres af seks andre afstandspiller, der fra forreste værkplade løber ind på stålringen, der er fastspændt idet egentligt bærende stel. Den fastsiddende skivedel er forsynet med en flange, hvori der er et 10 mm gevind, og heri er der indskruet en stålaksel, 10 mm i diameter. Nævnte aksel er låset i den bageste værkplade med en særlig lås, som består af en bro, der har et hul på 10 mm. Broen er derefter skåret ind til hullet, og en tværskrue spænder broen fast om stålakslen. Broen er med en anden skrue fastholdt urokkeligt til bageste værkplade, hvorved der bliver sikkerhed for, at jordklodeudfoldningen ikke kan dreje sig. Den faste stålaksel er lejet i 2 bronzelejer, til trods for, at den ikke har nogen omdrejning. Bronzelejerne er fastholdt af 3 stålskruer i hver sin værkplade. Den foring, eller det leje, der sidder i den forreste værkplade, er forsynet med en flange; dette gælder også for det leje, der sidder i den bageste værkplade. De fastholdende skruer går gennem flangen, der har glathuller, medens der er gevind for skruerne i værkpladerne. Det forreste leje er lidt tykkere end den plade, det sidder i, for at man herved kan få en trædeflade for den drejende ring, som er fastspændt på et hjul, der har en diameter af 344 mm. Dette hjul er fastspændt på et rør med en flange i hver ende og sidder ind mod den største flange, der har en diameter på 60 mm. På den bageste ende af røret er der en flange med en diameter på 40 mm, og mod denne flange er der fastspændt et tandhjul med tandtal 120 og en fuld diameter på 122 mm. Rørets tykkelse er 18 mm, og det har en gennemboring på 10 mm; denne gennemboring passer nøjagtigt til den fastsiddende stålaksel, som på denne måde bærer vægten både af den fastsiddende udfoldning og af det ret store hjul, der bærer den drejende talring. Sidstnævnte hjul er ret tungt, til trods for at man har bestræbt sig på at gøre det så let som muligt. Som en sikkerhedsforanstaltning - da der kunne være fare for "træthed" i stålakslen - er der lavet en vægtstang, der i den ene, korte, ende bærer en rulle, der er lavet som et ret stort glathjul. Top Side 103. 
I den bageste, og længste, ende af vægtstangen er der anbragt et firkantet lod, der ved sin vægt trykker rullehjulet op mod røret, der bærer det store hjul og den drejende talrand. Loddets vægt er afpasset således, at det opvejer hjulets og talrandens vægt (fig. 51). Herved nedsættes friktionen en hel del, og dermed skulle faren for "træthed" være elimineret. Hjul og talrand drejes af et hjul, der har et tandtal på 120 og en fuld diameter på 122 mm, og hjulet sidder på en stålaksel, der har en tykkelse på 8 mm. På akslens ene ende er der anbragt en messingputs, der er fasttrykket på akslen og sikret med en gennemboring og en heri inddrevet stålstift. Messingputsen har en flange, som hjulet ligger imod, og hvori der er gevind for tre skruer, der går gennem glathuller i hjulet. På den bageste ende og uden for den bageste værkplade er på akslen det koniske tandhjul fastgjort, der får sin påvirkning fra treskiveværket; denne er en omdrejning i et middeldøgn. Akslen har sine lejer i to over hinanden liggende arme på værkpladerne, og lejerne er også her indskruede bronzelejer. Både det koniske hjul og hjulet, der fører bevægelsen til talrandens bærende hjul, er forsynet med trædeflader, hvilket er gjort for at mindske friktionen og for at give en sikker afgrænsning af akslens "højdeluft". Akslen bærer tillige på sin midte en snorevalse, der igen bærer et hjælpelod, der leverer den nødvendige kraft for syncronoskopværket og tillige en del af den kraft, der er nødvendig til at drive treskiveværket. Loddet er enkelt ophængt, og optrækningen foregår ved, at man trækker i en snor, der er forsynet med et ganske lille tilspændingslod. Denne snor påvikles den ene ende af snorevalsen i samme tempo, som snoren for det drivende lod vikles af. Når det drivende lod er nede, er det lille tilspændingslod oppe. Når man trækker i tilspændingsloddets snor, drejes snorevalsen rundt, den egentlige lodsnor vikles om snorevalsen, og loddet hæves, medens træksnoren vikles af. Top Side 104. 
Akslen bærer endvidere 2 kurveskiver, der foretager udløsningen af både den gregorianske kalender og den julianske periode. Den gregorianske kalender udløses klokken 0 midnat, og den julianske periode udløses kl. 13. Udløsningsmekanismerne, hvoraf den ene ses på figur 56, består af en vippearm, der er drejelig om en ansatsskrue indboret i værkpladearmen. Vippearmen er i den ene ende forsynet med en gaffeludskæring, der griber om en stålstift indboret i en lille klods, som på sin underside har en indfræset svalehale, der bevæger sig i et kulissestyr i en på værkpladen fastskruet klods, der har en fræsning passende til svalehalen. I den bevægelige klods er der boret et gevind, hvori er skruet en tynd stålstang, som fører op til en vippetransmission, der overfører bevægelsen til værket for den julianske periode (fig. 53). Top Side 105. Til den gregorianske kalender fører stålstangen direkte ned fra klodsen, da dette værk sidder lige under syncronoskopværket. Trækket fra kurveskiven tilføres i vippearmens modsatte ende. Her er vippearmen forsynet med en hærdet stålring, der er drejelig om en ansatsskrue, og det er på denne stålring, kurveskiven trykker. Denne anordning giver mindst mulig friktion. Alle messing- og bronzedele er forgyldte, og alle ståldele er finslebne. Skruerne er alle anløbne med den farve, der er gældende for alle stålskruer i det astronomiske ur. Top Side 106. 
Top Side 107. Solopgangs- og solnedgangsværk Værkskiven viser tidspunktet for solens op- og nedgang. Skiven er udformet som en flade, der består af forskellige bevægelige elementer. Yderst på skivens omkreds er anbragt en talkrans, der er opdelt i 24 delinger, een for hver af døgnets timer, og disse delinger er igen inddelt i 60 delinger, således at der er en deling for hvert minut. 12-tallet er anbragt øverst på skiveringen. Nævnte ring er bevægelig og får en stadig påvirkning fra ækvationsværket; hele dens udsving, eller totale bevægelse, andrager 7½°, hvilket i tid på skiven udgør 30 minutter, som er tidsækvationens størrelse, regnet fra de to yderpunkter: + 14 m –1.6 m. Skiveringen får sin bevægelse fælles med tidsækvationsbevægelsen for den sande soltid, og herved bliver skiveranden altid placeret således, at man på denne aflæser solopgangen og solnedgangen efter middeltid. I centrum er anbragt en fastsiddende, noget mindre, skiverand, der på sin nederste del bærer en mørkt skraveret ringdel, der med sin periferi går ud til den yderste bevægelige talrand. Den inderste fastsiddende talrand er også opdelt i 24 timer med 12-tallet øverst, og den er ligeledes forsynet med en deling pr. minut. På denne skiverand aflæses tiden for solopgang og solnedgang efter sand soltid. Mellem de to skiverande er der to visere, der har samme længde som det mellemrum, der er imellem de to rande. Viserne er udformet som to stålknive, fastgjort på to rande, som udfylder mellemrummet mellem de førstnævnte talrande. De sidstnævnte to rande har en særlig skravering, idet den ene rand er afskåret på en del af omkredsen og mørkt skraveret, og den anden er både lyst og mørkt skraveret. I overgangen mellem den lyse og den mørke skravering sidder den ene stålkniv, nemlig den, der markerer solopgangen, medens kniven for solnedgangen sidder for enden af den afskårne skærmring, der, som nævnt, er helt mørkt skraveret. På denne måde markeres solopgang og solnedgang ikke alene af de to stålknive - der peger på klokkeslettet, både efter middeltid og sand soltid, men også ved, at den del i tid, der andrager dagen, fremtræder som en lys ringdel, medens den tid, der andrager natten, er markeret ved en mørk ringdel. Top Side 108. I midten af skiven er anbragt en jordhalvkugle med København som toppunkt, idet solens bevægelse foregår over Københavns horisont. Hele værkets mekaniske bevægelse og funktion styres fra ækvationsværket, og det er det eneste værk i Jens Olsens ur, der alene styres fra dette værk; alle de øvrige værker får bevægelse enten fra hovedværket alene eller som en bevægelseskombination fra dette og fra ækvationsværket. Som følge heraf findes den egentlige tandhjulsudveksling i ækvationsværket, hvorfor der kun findes en ringe del mekanik - omfangsmæssigt set - i selve dette værk. Der skal dog ellers tages hensyn til ret ujævne, daglige bevægelser, da den del af døgnet, der er dag, enten er tiltagende eller aftagende. Begynder man med vintersolhverv, vil dagen være tiltagende i længde, men kun ganske lidt, og efterhånden vil dagen tiltage mere og mere pr. døgn, for så at tiltage mest omkring forårsjævndøgn, nemlig ca. 4½ min. pr. døgn. Dagen vil herefter tiltage i længde, men nu mindre og mindre pr. døgn, indtil den når sin største længde ved midsommer. Derefter begynder dagens længde at aftage, i begyndelsen ganske lidt, for så at aftage mere og mere pr. døgn; dagen aftager mest i længde ved efterårsjævndøgn, nemlig ca. 4½ min. pr. døgn. Derefter aftager dagens længde stadig, men nu mindre og mindre, indtil vi når den korteste dag ved vintersolhverv. Foruden denne ujævne hastighed skal der være yderligere en ujævnhed for solens jævning, og denne styres af ækvationsværket. Selve værket består, som de fleste andre værker i uret, af seksarmede bronzeplader, og i dette værk er der kun to. Disse to værkplader holdes sammen og i afstand fra hinanden ved hjælp af seks afstandspiller, der går gennem glathuller i bageste værkplade og bliver tilspændt på denne ved hjælp af møtrikker på et gevind på den yderste ende af afstandspillerne. Dette medfører, at bageste værkplade, om fornødent, kan fjernes, uden at det er nødvendigt at afmontere hele værket. Den egentlige mekaniske styring af de to bevægelige skærme ligger mellem forreste værkplade og skiven. Styringen er således ikke tilgængelig, uden at skiven bliver afmonteret eller hele værket nedtaget. Skal skiven aftages, må den yderste forgyldte pyntering fjernes, hvorimod dette ikke er nødvendigt ved nedtagning af værket. Skivens faste midte bæres af en 7 mm tyk stålaksel, der går gennem centrum på de to værkplader. Denne stålaksel har ingen drejende bevægelse; den er fastlåset med en låseklemme, fastgjort på bageste værkplades bagside, og denne aksel bærer tillige den faste jordklode på skivens forside og i dennes centrum. Akslen går gennem et rør, der ved hjælp af en flange er fastskruet på forreste værkplade, og røret har en lysning, så stålakslen passer tæt. Omkring røret er anbragt to tandhjul forsynede med rør, således at det ene har sin omdrejning om det i pladen fastgjorte rør, medens det andet hjul drejer sig om det førstes rør. Disse to hjul, eller rettere deres rør, bærer så igen de bevægelige skærme på skiven, og det er de skærme, der ved deres skravering og de påmonterede stålknive angiver dagens og nattens længde. Top Side 109. De to tandhjul får deres bevægelse fra hver sin tandstang, der er forbundne ved hjælp af tværstykker, således at der dannes en rektangulær ramme. Tandstængerne har en indbyrdes afstand på 64 mm, pitchafstanden er 60 mm og tandtallet 28, medens fræsemodulen er 0,75 (fig. 54). For at styre rammen og for at holde den på plads er den anbragt mellem fire styreruller. Da de to tandhjul ligger oven over hinanden, kan tandstængerne ikke ligge i samme plan, men ligger ca. en hjultykkelse forskudt for hinanden, hvilket medfører, at de fire styreruller sidevis ligger i forskellig højde. Tandstangsrammens totale bredde er 90 mm, længde: 250 mm, og tandstængernes tykkelse er 6 mm, bredde: 15 mm. Styrerullernes diameter er 42 mm, og de har en bunddiameter på 34,6 mm. Styrerullernes afstand fra værkpladen er i den ene side, den højre, set forfra, 17 mm og i venstre side 7 mm. De to ruller er indborede i den forreste værkplade på den side, der vender mod skiven; de to nederste ruller er monteret på en buet bro, der spænder over tre arme i værkpladen, altså et buestykke på 120°. I rammens nederste tværstykke er der en udskæring, der ligger vinkelret på tandstængerne, og denne udskæring har en bredde på 5 mm og en længde på 23 mm på hver side af midterlinien, eller i alt 46 mm. I denne udskæring bevæger der sig en krumtap, der sidder på en aksel, der drejes een gang rundt i et tropisk år. Ved sin omdrejning forskyder den begge tandstænger lige meget i op- eller nedadgående retning, og disse vil ved deres indgreb i tandhjulene, der bærer de skraverede skærme, forskyde disse således, at dagens længde bliver rigtigt markeret. Forskydningens størrelse bestemmes af krumtappens størrelse, samt af den bevægelse, som de to tandstænger overfører til tandhjulene. Krumtappen sidder på en stålaksel, der har sine lejer i de to seksarmede værkplader. Stålakslen har en tykkelse på 8 mm og bærer i sin bageste, frie ende, ved bageste værkplade, et konisk tandhjul, der modtager den omdrejende bevægelse fra ækvationsværket. Bevægelsen er, som allerede nævnt, een omdrejning i et tropisk år. Krumtappens tykkelse er 5 mm - og passer således nøjagtigt til åbningen i rammen - slaglængden er 23,4 mm, hvilket er hele den bevægelse, den tilfører tandstængerne. Krumtappen er udført i messing og er anbragt mellem forreste værkplade og tandstangsrammen, og den er forsynet med et rør, der passer på stålakslen, og en gennemboring med en inddrevet stålstift sikrer den. Radius er 21,7 mm, hvilket vil sige afstanden mellem akslens og krumtappens centrer. Akslen er tillige forsynet med en kontravægt, der er således afpasset, at den opvejer tandstangsrammens vægt. Princippet i bevægelsen er dette, at krumtappen kun bevæger tandstangsrammen ganske lidt, når den står enten i nederste eller øverste stilling. Står krumtappen derimod i midterstilling, vil den bevæge tandstangsrammen betydelig hurtigere (4 gange). Dette benyttes netop i værket på den måde, at krumtappen holder tandstangsrammen i yderstilling både ved vintersolhverv og ved midsommer, medens den befinder sig i midterstilling ved forårsjævndøgn og ved efterårsjævndøgn. Top Side 110. Den yderste talrand har fællesbevægelse med den sande soltid og tidsækvationen, og denne bevægelse kommer også fra ækvationsværket. Den overføres fra dette til en snoreskive, der er fastgjort på en aksel, der har sine lejer i de to værkplader. På akslen sidder der et drev eller tandhjul, der er i indgreb med en tandsektor. Denne består af to plader, der er fastgjort på hver sin side af et rør, der har en gennemboring på 7 mm, så det passer om stålakslen, der går gennem centret på de to værkplader. Røret har to flanger, hvis diameter er 64 mm og længde 46 mm. Foroven er de to plader samlet med en afstandspille, der også er 46 mm, og denne afstandspille er i indgreb med en gaffel, der er fastgjort på den trompetformede skærm, som bærer den yderste talrand på skiven. Når snoreskiven påvirkes, vil tandsektoren og dermed talranden få en drejende bevægelse, der andrager 7½°, hvilket netop er tidsækvationens størrelse, idet denne vinkelbevægelse, overført til en 24 timers delt skive, svarer til de 30 minutter, som er afstanden i tid mellem tidsækvationens to yderpunkter. Værket er fastgjort på samme måde som de øvrige seksarmede værker. Det er fastgjort på ringen af rustfrit stål ved hjælp af seks piller, der er skruede ind i gevindhuller i stålringen, der igen er fastgjort i det bærende stels lodrette stolper. Top Side 111. Gregoriansk kalender Den gregorianske kalender har sin plads nederst i værk- og skivegruppen, i det fag, der findes til venstre på uret, når dette ses fra forsiden, og skiven er udformet således, at den danner en naturlig afslutning på værkgruppen. Kalenderskivens form er tilnærmelsesvis oval, idet de lodrette sider udgør lige linier, medens over- og underside beskriver en bue, der er højest på midten. På skiven findes følgende inskription: "Den gregorianske kalender, året og datoen efter den almindelige tidsregning." Derudover er der indætset forskellige meget smukke skrivetegn samt skraveringer, der falder nøje sammen med tilsvarende skraveringer på de forskellige taltromler. Gennem "ruder", der er udskåret i skivefladen, kan man aflæse: årstallet, dagens navn, datoen samt månedens navn. Mekanisk set er kalenderen "evigtgående", hvilket bl. a. vil sige, at den også tager hensyn til skudårsreglen og dens undtagelser, men for at kunne opfylde disse krav må kalendermekanismen bestå af to værker, eet for selve den mekaniske fremføring af kalenderelementerne og eet, der styrer denne fremføring. Fremføringen af elementerne sker ved hjælp af et løbeværk, der er loddrevet, og som består af et valsehjul, tre mellemhjul samt et vindfang eller en luftbremse. Udløsningen af løbeværket sker fra syncronoskopværket, idet der her findes en aksel, der gør een omdrejning i 24 middeltimer, og som har en kurveskive, der løfter en kulissestyret klods, som ved en tynd stålstang er i forbindelse med en vippearm i kalenderens løbeværk, hvor udløsningen finder sted. En præcis udløsning kan kun foregå, når kulissestyrets klods frigøres fra kurveskiven, og denne må derfor være indstillet således, at frigørelsen sker nøjagtigt kl. 24. Kurveskiven er stilbar, idet den kan drejes på akslen, hvor den fastholdes af pinolskruer. Når syncronoskopværket er i gang, drejer kurveskiven sammen med dette, og den vil, når den har drejet sig 2/3 af en omdrejning, have løftet så meget på armen i kalenderens løbeværk, at en stift, der sidder på armen, og som er faldet ned i et hak på en rund skive, der er fastskruet på valsehjulets tandhjul, er blevet løftet op af hakket. Top Side 112. 
Så snart stiften er oppe, låses hakket af en lille messingarm, der drejer sig om en ansatsskrue, og som, ved hjælp af en tyngdevægt på armen, føres frem foran hakkets åbning. Stiften vil nu ikke kunne falde ned i hakket; løbeværket vil stadig være låset, da der er indboret en stift i løbeværkets sidste hjul, som, når armen med stiften, der sad i hakket på valsehjulets runde skive, er løftet op, vil blive frigjort fra armen. Hjulet vil imidlertid kun kunne løbe en halvomgang, før den indborede stift bliver standset, idet den løber mod arm nr. 2, der samtidig med den øvrige løftning er kommet så højt op, at stiften rammer den. I denne stilling vil løbeværket da befinde sig, indtil kulissestyret pludselig bliver frigjort fra kurveskiven. Når dette sker, vil armen, der standsede løbeværket ved at fastholde stiften, der findes indboret i periferien på det sidste hjul i løbeværket, også blive frigjort. Armen er let lodbelastet for at give absolut sikkerhed. Løbeværket vil nu atter være i gang, og valsehjulet vil kunne løbe een omdrejning, men så snart stiften, der hviler på den runde skive, når til låsen over hakket, vil den skubbe denne til side, så hakket bliver frit. Stiften falder ned i hakket, og samtidig vil armen foretage en drejning, eller, om man vil, en vinkelbevægelse, som overføres til akslen, på hvilken armen er fastboret. Top Side 113. 
Da den arm, som stiften på det sidste hjul skal standse imod, sidder på samme aksel som førnævnte, vil denne altså også få samme vinkelbevægelse, hvilket. igen medfører, at den går frem, så stoppestiften kan nå den, hvorved løbeværket standses. Løbeværkets bevægelse og loddets kraft skal overføres til de egentlige kalenderbevægelser, og hertil benyttes en kurveskive, der er fast forbundet med den runde skive med hakket på valsehjulet. Da dette går nøjagtigt een omdrejning, vil kurveskiven naturligvis gøre det samme (fig. 58). Det, man skal opnå, er, at datoen og dagens navn dagligt skal skiftes, medens månedens navn og årstallet lejlighedsvis skal skiftes, og alle disse ret komplicerede bevægelser overføres fra kurveskiven, hvis bevægelse overføres til datotromlen, som sidder anbragt i værkets midte mellem to af dettes plader. Tromlen har en diameter på 200 mm og en bredde på 21 mm. Omkring tromlen er der anbragt en ring af samme bredde, hvori der er indgraveret datoerne fra 1-31. I siden på tromlens kant, med en centerafstand på 95 mm, er der indboret 31 stålstifter med samme indbyrdes afstand, hvilket er beregnet således:
Top Side 114. 
Stifterne er udført af hærdet stål, og de er højpolerede; de har en tykkelse på 2 mm og en fri længde på 4 mm. På begge sider af tromlen, og indboret i dennes aksel, er anbragt en arm. Hver af disse to arme har en længde på 120 mm. I en afstand af 113 mm fra omdrejningspunktet er de indbyrdes forbundne med et afstandsrør, så de ligger 41 mm fra hinanden. Mellem de to arme er der anbragt to paler, een på hver side af taltromlen. De har deres omdrejningspunkt 103 mm fra armens omdrejningspunkt. Armen i venstre side er forlænget nedad, og det forlængede stykke danner en vinkel med øverste del på 118,5°. Den nedadvendende arm har en radius på 72 mm, og den er forsynet med en tunge, der er 2 mm bred; endvidere er der på armen, med en radius på 28 mm, anbragt en stålstift. Tungen og stålstiften har deres specielle funktioner i forbindelse med en skive, der er forsynet med hakker af forskellig dybde, og disse bestemmer månedens længde, hvilket senere skal omtales. Armen i højre side er forsynet med en ekstra, påskruet, arm, som igen er forsynet med en vippepal, der låses i fremadgående bevægelse, men vipper fri, når armen går tilbage. Begge arme er fastborede på datohjulets aksel, medens selve datohjulet er drejeligt om akslen, som endvidere er forsynet med en kontravægt, der fører armene tilbage til deres udgangsstilling. På akslen er fastskruet en arm, der bærer en stålrulle, som hviler mod valsehjulets kurveskive. Når løbeværket er i gang, vil kurveskiven, gennem sit tryk på stålrullen, bevæge de to arme på siderne af datohjulet fremad; palen i venstre side vil gribe fast i en af de 31 stålstifter og derved føre datohjulet en deling frem. Datohjulet holdes på plads ved hjælp af en stålrulle, der har en diameter på 27 mm, og som sidder på en arm, der har en radius på 52 mm. Top Side 115. Rullen er fast boret på en stålaksel, som samtidig er forsynet med en påboret kontravægt, således at stålrullen, ved sit tryk ind mod de to stålstifter, holder datohjulet i rette stilling, når det er skiftet. Samtidig med at datohjulet bliver flyttet, vil palen på den til højre siddende arm føre ugedagstromlen en deling frem. Sidstnævnte tromles diameter er 70 mm, og den er forsynet med en graveret tromle eller ring, der indeholder ugedagenes navne to gange. På tromlens aksel sidder fastboret et palhjul på 14 tænder; her holdes palhjulet på plads af en tilholderfjeder, således at dagnavnene altid har den samme stilling. Når månedtromlen skal skiftes, flyttes den frem af en indboret stålstift, der sidder på datohjulets venstre side i en afstand af 49 mm fra datohjulets omdrejningspunkt. Stiften vil, for hver omdrejning datohjulet foretager, gribe ind i et palhjul på månedtromlens aksel og føre dette en tand frem. Palhjulet har 12 tænder, månedtromlen har samme diameter som dagnavnetromlen, nemlig 70 mm. Palhjulet holdes i stilling af en trykfjeder på samme måde som ved dagnavnetromlen. Årstallet flyttes fra månedtromlen, idet der på den yderste ende af dennes aksel er anbragt en arm med en indboret stålstift. Armen er endvidere fastboret på akslen, der har en længde på 30 mm, og som vil få en drejningsvinkel på 30° hver måned. Den er anbragt således på akslen, at idet øjeblik, månedtromlen skifter f. eks. fra november til december, vil stiften i armen netop være i berøring med en anden arm, der sidder på ydersiden af venstre værkplade. Denne arm har en radius på 83 mm og vil få en vinkelbevægelse på 36 grader; den er forsynet med en stift, der trykker på en arm, der er fastboret på akslen, der bærer årstalstromlerne. Disse sidder løst på denne aksel, men holdt i den rigtige indbyrdes afstand ved hjælp af fastborede stopringe. Palerne sidder løse på en aksel, der bæres af fire arme, der også er fastboret i tromlernes aksel. Når der trykkes på den førnævnte arm, vil den bevæge sig i en vinkel på ca. 36°, men samtidig vil den dreje de fire paler 36° om taltromlerne. Palen, der hører til den sidste taltromle (årets sluttal), vil gribe ned i et på siden af taltromlen siddende ens fortandet palhjul og dreje dette 36°, hvilket svarer til et tal på tromlen og til 1/10 af taltromlens omkreds. Denne mekaniske funktion vil finde sted, når månednavnet den 31. december skifter fra december til januar. De øvrige taltromler er forsynet med et palhjul og en glat skive, i hvilken der er et hak, således at de kun kan skiftes een deling, for hver gang den tilstødende taltromle har gjort en hel omdrejning. På denne måde skiftes det sidste tal en gang om året, det næstsidste tal en gang hvert tiende år, det trediesidste tal en gang hvert hundrede år og det første tal i året een gang hvert tusinde år. Til at styre skudårene og de forskellige dagtal i årets måneder findes der en særlig mekanisme i kalenderen, som får sin påvirkning fra et drev, der er fastboret på månedtromlens aksel. Top Side 116. 
Dette drev har et tandtal på 14 tænder; pitch radius er 7 mm og den fulde diameter 16 mm, og det er i indgreb med et tandhjul, der har 56 tænder, pitch radius 28 mm og fuld diameter på 58 mm (fig. 59). Da drevet med de 14 tænder går een gang rundt på et år, får man for hjulet:
hvilket betyder, at hjulet gør een omdrejning på 4 år. På hjulets aksel er der fastgjort en rund skive, der har en diameter på 58mm, altså en radius på 29mm. Denne skive er delt i fire dele, een del for hvert af de fire år; en sådan deling spænder følgelig over 90° (¼ af skivens omkreds). Denne fjerdedel er igen delt i 12 dele, en deling pr. måned, hvilket giver een deling for hver 7,5°. For de måneder, der har 31 dage, står skiven i sin fulde diameter, men for de måneder, der skal have 30 dage, er der i skiven fræset et hak, som har en dybde på 6 mm; radius er altså på dette sted 23mm. Endelig er der for februar måned, der jo sædvanligvis skal have 28 dage, fræset et hak, der er 18mm dybt. Alle de indfræsede hak er 3mm brede; de løber ikke radielt ind, men er fræsede som buer, der har deres omdrejningspunkter i en cirkel med en radius på 40mm og med hakskivens centrum fælles. Hakkenes buer har en radius på henholdsvis 29,5mm og 26,5mm, hvorved fremkommer den nævnte hakbredde på 3mm. Datoflytningen sker da således: Som nævnt sidder der en arm på hver side af datohjulet, og tillige findes der en pal på hver side. På venstre side af datohjulet er der indboret 31 stålstifter, på højre side er der indboret een stålstift. På armen i venstre side sad der som nævnt en nedadgående arm, som er forsynet med en 2mm tyk stålstift. Når armene med de to paler er i hvilestilling, holdt nede af kontravægten, vil stiften hvile mod hakskiven. Top Side 117. Skal månednavneskiftet finde sted ved en måned med 31 dage, sker det ved, at palen i venstre side trykker på den 31. stift i datohjulet, men samtidig vil palen på højre side gribe ind i den eneste stift, der findes på denne side af datohjulet. Er det derimod en måned med 30 dage, vil stiften på den nedad forlængede arm gå ned i det 6mm dybe hak, og herved vil armene, der bærer begge skiftepaler, beskrive en bue, der er blevet 12° større. Der sker intet herved, fordi det er palen i venstre side, der flytter datohjulet, idet den hviler mod en buesektor, således at den ikke kan synke ned til en af stifterne, før den mangler 12° af sin fulde bevægelse, men når værket kommer til den 30. i måneden, vil palen i højre side gribe ind i den stift, der findes her, hvorved datohjulet vil blive drejet to delinger frem (fra den 30. til den 1. i næste måned). Samtidig vil månednavnet blive drejet, idet den stift, der griber i månedtromlens palhjul, også bliver drejet to delinger. Er der derimod tale om februar måned, falder stiften på armen på venstre side af datohjulet så langt ind ( da dette hak er særligt dybt), at palen på højre side af datohjulet allerede vil gribe i den ene stift ( den går jo så meget længere ned), når datohjulet viser den 28. Herved drejes datohjulet tre delinger frem og vil så vise tallet 1. Månedtromlen vil også blive drejet og vil vise marts måned. Da hvert fjerde år er skudår, må der her være yderligere en mekanisk tilføjelse, som er konstrueret således: På akslen, der bærer hjulet med de 56 tænder samt hakskiven, er anbragt et fastsiddende drev, der har et tandtal på 15, en pitch radius på 7,5mm og fuld diameter på 17mm. Drevet er i indgreb med et hjul, der har 75 tænder, pitch radius 37,5mm og fuld diameter: 79mm. Da hakskiven gør en omdrejning på fire år, vil dette sige, at det sidstnævnte hjul gør en omdrejning på 20 år:
På hjulets periferi er der i en indbyrdes afstand på 72° fastskruet en knast, der har en afstand fra hjulets centrum på 37mm. På den arm, der sidder på datohjulets venstre side, er der, som nævnt, en nedadgående forlængelse med en tungeformet arm. Denne vil hvert fjerde år falde ind på en af de nævnte knaster. Herved bliver stålstiften, der falder ind på hakskiven, forhindret i at falde helt i bund, hvilket igen vil sige, at palen på højre side af datohjulet vil gribe fat i den ene stålstift, der findes der, netop den 29. februar, men herved vil den kun dreje datohjulet to delinger. Nu skal der imidlertid også tages hensyn til sekularårsreglen, der, som bekendt, siger, at det kun er hvert fjerde fulde århundrede, der får skuddag. Til at frembringe denne bevægelse er der følgende mekanisme: Hjulet med 75 tænder er drejeligt på sin aksel, og fastboret på denne sidder et hjul, der har et tandtal på 38, pitch radius 9,5mm og fuld diameter 21mm. Dette hjul er i indgreb med et mellemhjul (28 tænder, pitch radius 7mm og fuld diameter 15mm), som griber i et sluthjul med Top Side 118. 40 tænder, pitch radius l0mm, fuld diameter 21mm. Sluthjulet er forsynet med en glat ring på siden, i hvilken der er tre indfræsninger, hver 4mm brede. Herved fremkommer der 1/2 omkreds, hvor hjulets glatring virker på samme måde som de påskruede knaster, idet afstanden fra glatringens omkreds til centrum er den samme, som er gældende for knasterne, medens den tungeformede arm, når den falder ind, idet et af de tre hak er fremme, vil give en så stor tilbagegående bevægelse, at der i disse tilfælde vil ske en Bytning af datotromlen den 28. februar. Dette vil ske med 100 års mellemrum, hvorimod armen vil falde ind på et lukket stykke hvert fjerde århundrede og dermed give en særlig skuddag. Tandtalsforholdet
betyder, at der fremkommer en forskydning på 1/20 pr. år. Da hjulet med de 75 tænder gør een omdrejning på 20 år, fås 20 · 20 = 400, og dette betyder, at det sidste hjul vil stå i sin oprindelige stilling efter 400 års forløb. Værkpladerne i kalenderværket er udformede efter professor Biilmann Petersens tegninger, hvilket også gælder kontravægte, afstandspiller m. m. Værkpladerne, hjulene i løbeværket og styremekanismen er udført i messing og forgyldte. Alle paler er forsynede med trykfjedre af bronze, og datohjul, årstalstromler og alle lejer er af bronze. Aksler og drev i løbeværket er udført af hærdet stål og finslebne. Loddet, der driver løbeværket, er dobbelt ophængt og har en gangtid på 8 døgn. Værket er fastgjort ide af rustfrit stål udførte rammer ved hjælp af skruer, der går gennem rammens sider og ind i værkpladerne. Skruerne går gennem afstandsrør. Alle tromler, der bærer inskriptioner, er rør, der sidder på de egentlige tromler, hvilket man har gjort for at få mulighed for en finindstilling samt for at lette graveringen, idet den til rørene anvendte metallegering er særlig egnet for gravering. Skiven fastholdes af en forgyldt pyntering, og værket kan afmonteres, uden at det er nødvendigt at fjerne skiven, ligesom denne kan aftages, uden at værket skal afmonteres. Top Side 119. Stjerneskiveværket Værket er anbragt øverst i gruppen til højre, når uret betragtes fra forsiden. Her vises gennem en oval maske stjernernes op- og nedgang, og der vises de stjerner, der ikke har op- eller nedgang, de såkaldte cirkumpolare stjerner. Endvidere vises præcessionen eller himmelpolens vandring. Denne er en meget langsom bevægelse, idet den kun andrager ca. 1° på 72 år. Dette vil sige, at hele omløbet varer 25753 år. Den ovale maske er forsynet med tynde tråde og skiven med indgraverede streger, der viser meridian, polarkreds, cirkumpolarkreds, ækvator og vendekredse samt punkter for pol og zenith. Masken er en ellipse med halvakser a: 123mm og b: 114,3mm. Værket er, som den overvejende del af samtlige værker, opbygget ved hjælp af seksarmede værkplader, og i dette værk er der to plader, som indbyrdes er forbundne ved hjælp af afstandspiller. Mellem pladerne findes der kun eet sæt koniske tandhjul, der drejes fra hovedværkets stjernetidsværk. Herfra føres en bevægelse, der udgør en omdrejning i et stjernedøgn, over sol- og måneværket, hvor jordkloden skal have en omdrejning i et stjernedøgn, og videre op til værket. Her bliver den egentlige skive, der kan betegnes som et stjernekort, drejet een gang rundt i et stjernedøgn. Stjerneskiven drejer bag den ovale maske og giver derved et billede af stjernehimmelen over Københavns længde og horisont. Foruden denne bevægelse skal der være een, der styrer og viser himmelpolens vandring; denne bevægelse er som nævnt ret langsom og kræver derfor en ret stor tandhjulsudveksling. Princippet i konstruktionen er dette: Stjerneskivens omdrejning, der er een omdrejning i et stjernedøgn, skal nedbringes til een omdrejning på 25753 år. Hjultabellen er følgende: Top Side 120.
Heraf fås følgende udvekslingsforhold:
Hele denne række af udvekslingshjul er anbragt mellem to mindre stelrammer med undtagelse af det første hjul, der har 42 tænder, og som er fastspændt foran på den forreste seksarmede værkplade. Hjulet på 600 tænder er nedskåret til en tandsektor, der dækker bevægelsen i en periode på ca. 3000 år. Tandsektoren har sit omdrejningspunkt under skivens egentlige omdrejningspunkt, og afstanden mellem de to omdrejningspunkter er 29,77 mm. Stjerneskiven er fastgjort på tandsektoren og vil derved få en drejning, der netop svarer til den forskydning, som himmelpolen har (fig. 62). Hele hjulsættet går med rundt, idet skive og tandsektor er fastgjort ved en aksel, der sidder fast på skiven og går gennem to lejer i værkpladerne for udvekslingsværket. Dette bæres af en stålaksel, der har sine lejer i de to seksarmede hovedværkplader. Begge lejer er indsat fra de indvendige sider på værkpladerne. På lejet i forreste værkplade, og anbragt således, at det befinder sig på forreste side af denne, sidder det faste hjul, der har 42 tænder, og i dette hjul griber et andet hjul med 108 tænder, o. s. v. - se fig. 63. I den længste ende af værkpladerne er udvekslingshjulstellet gjort så let som muligt ved hjælp af udskæringer, medens værkpladerne er massive i den korte og brede ende. Top Side 121. 
Dette er gjort for at opnå ligevægt, da selve værket ellers ville give en meget uensartet fordelt belastning. Imidlertid er dette ikke tilstrækkeligt; det har været nødvendigt at påmontere en særlig kontravægt. Da vægten forskydes, idet den ikke kan være koncentrisk med omdrejningspunktet, er der valgt en middelværdi, således at vægten i en periode er lidt for tung, derefter i balance, for så i sidste del af perioden at være lidt for let. De to værkplader i udvekslingsværket holdes i indbyrdes afstand ved hjælp af en afstandspille, der sidder i den smalle ende. I den brede ende findes et rør med en flange i hver ende, og pladerne er fastgjort til røret ved 3 indborede skruer i hver flange. Gennem røret, og faststiftet heri, går stålakslen, som udvekslingsstellet - og dermed stjerneskiven - drejer sig om. Top Side 122. 
Omdrejningen styres af et konisk tandhjul, stiftet fast på stålakslen (fig. 63). Værket bæres af 6 afstandspiller, der løber ind på stålringen og er fastskruet i denne. Masken, der dækker en del af stjerneskiven, er anbragt fra forsiden på selve stålringen. Den er styret af to stifter, der er indborede i stålringen og holdes på plads af den forgyldte pyntering. Skivens bundgravure er udført som guillochering, medens stjernerne, de faste kredse samt hele inskriptionen på den dækkende maske er ætsede. Cirklen i masken for de cirkumpolare stjerner samt de; øvrige kredse i maskeåbningen er udført af 4/10 mm fjederstål og er fastgjort på maskens bagside. Top Side 123. 
Top Side 124. 
Top Side 125. Sol- og måneværk Forinden selve værkets konstruktion omtales, vil det være nødvendigt at give en nærmere beskrivelse af skiven og dens funktioner, da dette vil lette forståelsen af selve værkets mekanik og beregningerne herfor. Det vil også være formålstjenligt at få opklaret, hvad der kan aflæses på denne skive og dens forskellige visere. Skiven består af en fast ydre ring, der er inddelt i grader med tegn og navn for dyrekredsens 12 billeder. I skivens midte er anbragt en delvis jordglobe, mest omfattende den nordlige halvkugle; den hælder 23°27' opad mod krebsens nulpunkt og 90° fra vædderens nulpunkt. Omkring denne hældende aksel drejer halvkuglen sig rundt. Rotationstiden er 23h, 56m, 4,09053s, hvilket er et stjernedøgn. Halvkuglen drejer sig modsat urviserne, og fire visere bevæger sig rundt om halvkuglen: solviseren, måneviseren, apsidelinieviseren og knudelinieviseren. Solviseren kommer een gang rundt på 365d, 5h, 48m, 45,4979s, hvilket er et tropisk år, men med en ujævnhed i bevægelsen, hvis periode er et anomalistisk år. Viseren bærer en lille sol og har en bagud forlænget viser, som er forsynet med en gaffelformet udbygning, der når 3° ud til hver side. En tilsvarende gaffel findes anbragt under solen. Måneviseren kommer een gang rundt i modsat retning af viserne på et ur i 27d, 7h, 43m, 4,7661s, men med de ujævnheder i bevægelsen, der skyldes anomali, evektion, variation, årlig ligning og reduktion. Måneviseren bærer en lille kugle, der er forsølvet på den ene halvdel og sortfarvet på den anden. Den drejer sig een gang rundt i samme tid, som måneviseren benytter for at indhente solen, og viser således månens faser. Måneviseren er indbygget i en ring, der drejer rundt med den hastighed, som viseren skal have. Apsidelinieviseren er også en roterende ring; den er forsynet med en indgraveret markering og bærer udfor denne bogstaverne A og P (Apogæum: jordfjerne, Perigæum: jordnære). Disse to markeringer er anbragt diametralt modsat hinanden. Viseren eller ringen bevæger sig een gang rundt i 3231,48 døgn, men med så stor ujævnhed, at den, med knapt 206 døgns mellemrum, en vis tid vil have modsat bevægelsesretning. Månens omløb vil i forhold til perigæum, dels på grund af apside Top Side 126. 
liniens store ujævnhed i bevægelsen og dels på grund af månens egne ujævne bevægelser, variere fra ca. 25 - 29 døgn. I middel vil det blive 27d, 13h, 18m, 33,128s, hvilket er et anomalistisk måneomløb. Når måneviseren passerer apsidelinieviserens P, er månen jorden nærmest. Knudeliniens viser kommer een gang rundt - samme vej som viserne på et ur - i 6798,36152 døgn. Den har ujævn bevægelse, idet viseren står stille en kort periode, hvilket sker med 173,31 døgns mellemrum. Viseren bevæger sig i gennemsnit godt 3 bueminutter daglig, men bevægelsen varierer mellem 0 og 6 bueminutter; viseren har i begge ender bueformede udbygninger, hvis smalleste del når 16,3° ud til hver side. En bredere del når 10,3° ud til hver side og er forsynet med bogstaverne N og S ( nord og syd). Heraf ses let, om månens bredde er sydlig eller nordlig, eller om den netop står i knude. Et mørkere farvet parti af udbygningerne når 4,5° ud til hver side og er forsynet med opstigende eller nedstigende knudetegn. Tiden mellem to sammentræf af opstigende knude og måneomløb vil variere, men vil i middel være 27d, 5h, 5m, 35,808s eller et drakonisk omløb. Top Side 127. 
Da solviseren er forsynet med gafler, der når 3° ud til hver side, vil det ved hjælp af disse - i forbindelse med knudeviserens udbygninger - være muligt at aflæse, om månen, når den er i konjunktion med solen, er fjernet 7,3°, 10,3°, 16,3° eller 19,3° fra knuden. Ligeledes kan det aflæses, om månen, når den er i opposition med solen, er fjernet 4,3°, 7,3°,10,3° eller 13,3° fra knuden. Ved hjælp af de fire viseres indbyrdes stilling vil det være muligt at aflæse indtræffende sol- eller måneformørkelse og deres karakter. Dette kræver dog en nærmere forklaring. Formørkelser, der kun kan indtræffe ved fuldmåne eller nymåne, sker samtidig med, at månen ved sit omløb er i knude, eller dog meget nær een af knuderne. Spørgsmålet bliver da, hvor nær ny- eller fuldmåne skal være, for at formørkelsen kan opstå, og dette er i høj grad afhængigt af solens og månens angulære ( tilsyneladende) størrelse eller diameter. Dette er igen betinget af solens og månens afstand fra jorden. Det må dog her bemærkes, at skiven ikke har nogen viser, der betegner, når solen er jorden nærmest (i perikel), eller når den er jorden fjernest (appelet), hvorfor man må vide, at perikelets længde for tiden er 282°, og at appelets længde er 102°. Top Side 128. Perikelets længde vokser i løbet af ca. 58 år med lo, og efter udløbet af dette tidsrum vil de ovennævnte værdier blive 283°, 103°, o. s.v. Nedenstående tabel viser solens og månens varierende radier:
Heraf ses, at månens angulære radius varierer 3,4 gange så meget som solens, hvorfor månens varierende radius vil have overvejende indflydelse på formørkelsens størrelse og på, hvor nær ny- eller fuldmåne må være knuden, for at formørkelser kan opstå. I middel vil grænseværdierne være følgende: når sol og måne træffer sammen mellem 10,3° og 16,3° fra knuden, vil solen blive partielt formørket, men sker sammentræffet af sol og måne inden for 10,3° fra knuden, vil solen blive totalt formørket. Er månen i opposition til solen ( d. v. s. når månen på værket træffer sammen med den bagud forlængede solviser), og dette sammentræf sker 4,5° fra knuden, vil månen blive totalt formørket. Sker sammentræffet mellem 4,5° og 10,3° fra knuden, vil månen blive partielt formørket. Disse middelværdier, der direkte kan findes ved hjælp af knudelinieviserens bueformede udbygninger, vil nærmest passe, når både sol og måne i konjunktions- eller oppositionsøjeblikket er i middelafstand fra jorden. Er dette ikke tilfældet, må de ovennævnte grænseværdier korrigeres. Når månen er i konjunktion til solen, og begge samtidig er nærmest jorden, vil solen blive partielt formørket, dersom sammentræffet sker inden for 19,3° fra knuden. Dersom både sol og måne i konjunktionsøjeblikket er fjernest fra jorden (og deres angulære radier derfor mindst), må sammentræffet ske inden for 13,3°, for at solen kan blive partielt formørket, medens formørkelsen vil blive ringformet, når sammentræffet sker inden for 7,3° fra knuden. Når månen er i konjunktion til solen, og sidstnævnte samtidig er længst borte fra jorden, medens månen er i position nærmest jorden, vil solen blive totalt formørket, når sammentræffet sker inden for 13,3° fra knuden. Resultatet af de forskellige tilfælde vil da være følgende: Solen: Sker sammentræffet af sol og måne inden for 7,3° fra knuden, vil solen blive totalt formørket, eventuelt ringformørket. Sker sammentræffet mellem 7,3° og 13,3° fra knuden, kan solen blive totalt formørket, men dersom dette ikke sker, vil den i hvert fald blive partielt formørket. Sker sammentræffet inden for 19,3° fra knuden, kan solen blive partielt formørket. Månen: Sammentræf af månen og solen inden for 3,5° fra knuden: månen bliver totalt formørket. Top Side 129. 
Top Side 130. Sker sammentræffet mellem 3,5° og 7,3° fra knuden, bliver månen som regel totalt formørket, men i alle tilfælde partielt formørket. Sammentræf inden for 13,3° fra knuden: månen kan blive partielt formørket, hvilket sker, når månen samtidig er i perigæum og solen i appelet. Solen og månen har på denne måde mindst angulær radius, hvorved jordskyggen får den længste udstrækning og samtidig den største diameter i måneafstand. Ikonjunktions- og oppositionsøjeblikket er sol og måne lige langt fra månens knude. Som følge heraf vil de på solviseren anbragte gaffelformede udbygninger i forbindelse med knudelinieviserens middelgrænseværdier muliggøre en aflæsning af de ekstreme grænseværdier. Til ovennævnte kan endvidere bemærkes, at de ganske små partielle solformørkelser altid vil optræde i polaregnene, og dersom solens længde er henholdsvis 90° eller 270° - altså i solhvervspunkterne - vil formørkelserne ske i nærheden af polarkredsene. Derimod vil de falde nær polen, dersom solens længde er 0° eller 180°, altså i jævndøgnspunkterne. Selve værket er opbygget mellem tre bronzeplader, der er forbundne med drejede afstandspiller. Disse er indrettet således, at de forreste piller ved gevind er indskruede i den ydre ring af rustfrit stål. Nævnte ring bærer hele værket, men som følge heraf er det faktisk de seks forreste værkpiller, der bærer hele værket. Den forreste værkplade, der bærer de fire udvekslingshjul, er forsynet med differentialer, som er i indgreb med de fire hovedhjul, der bærer viserelementer for sol, måne, knudelinie og apsidelinie. Disse fire hjul er placeret således, at de har fælles centrum, idet de er monteret på rør, der har en sådan dimensionering, at det ene rør drejer inde idet andet og således, at det yderste - og tykkeste - rør endelig er lejet i et bronzeleje, som er fastskruet i forreste værkplade. Denne er forsynet med en seksarmet udskæring, der svarer til alle de øvrige seksarmede værkplader. Som det ses på fig. 67 er der fem afstandspiller, som er forsynet med en krave, og som holdes tilspændte med forsænkede stålskruer. Mellem forreste og mellemste værkplade er de store viserbærende hjul anbragt, se fig. 68, og de sidder i følgende orden:
På denne måde får apsidelinieviserhjulet det tykkeste rør og måneviserhjulet det tyndeste. Hjulene bæres af en gennemboret aksel (eller et rør) Som ved hjælp af en på bageste ende siddende flange er fastskruet på den mellemste værkplade. Flangen holdes tilspændt af tre stålskruer. Top Side 131. 
Når der er anvendt gennemboring eller rør, skyldes det, at der skal føres en aksel ind til den forrest på skiven siddende jordhalvkugle, som skal have en omdrejning een gang rundt i et stjernedøgn. Det faste rør har en udvendig diameter på 6,35 mm.
Alle mål er udvendige mål, og da rørene går inde i hverandre, giver de indvendige mål sig efter de udvendige. Til værkets forskellige bevægelser er anvendt de i efterfølgende tabeller gengivne tandhjul. 
Top Side 132.
Top Side 133. 
Top Side 134. Bevægelsen til sol- og måneværket kommer, for alle de jævne bevægelsers vedkommende, fra hovedværkets middeltid. De ujævne bevægelser tilføres fra ækvationsværket til de fire differentialhjul. Bevægelsernes størrelse bestemmes af krumtapstørrelserne, tidspunktet for deres indtræden og ophør af hjuludvekslingerne i ækvationsværket. På denne måde danner de to værker faktisk eet værk, og det vil derfor være nødvendigt også at sammenligne beregningerne for ækvationsværket med denne beskrivelse. Fra hovedværket er der ved hjælp af koniske tandhjuloverført en bevægelse til sol- og måneværket. Denne bevægelse udgør een omdrejning i et middeldøgn og omsættes ved hjælp af følgende udveksling til een omdrejning i 32 middeldøgn:
Denne tandhjulsudveksling er monteret på værkets bagside. Det afsluttende hjul for bevægelsen er anbragt i den bageste værkplades centrum og har sit ene leje i denne. Det andet hjulleje er anbragt i centrum af en seksarmet bro, der ved afstandspiller og skruer er monteret på forsiden af bageste værkplade. Desuden danner denne opbygning lejer for to udvekslingshjul, nemlig eet for måneviserbevægelsen og eet for solviserbevægelsen. På centerakslen, der gør een omdrejning på 32 middeldøgn, sidder et hjul med tandtal på 64 tænder, og dette hjul er i indgreb med et hjul på 23 tænder. På samme aksel sidder et hjul med 97 tænder, og dette er i indgreb med et andet hjul med 114 tænder. På sidstnævnte hjuls aksel findes differentialhjulet for den ujævne månebevægelse og tillige et tandhjul, der har 93 tænder, og som igen er i indgreb med det hjul, der bærer selve måneviseren, og som har 188 tænder. Beregningen bliver følgende:
hvilket er månens omløbstid i middel. Solviserbevægelsen fremkommer ved følgende tandhjulsudvekslinger: På centerakslen, der kommer een gang rundt i 32 middeldøgn, sidder et hjul med 49 tænder, som er i indgreb med et hjul med 110 tænder, og på dettes aksel findes et hjul med 83 tænder, som er i indgreb med et hjul på 211 tænder. På sidstnævnte hjuls aksel sidder differentialhjulet for den ujævne bevægelse samt et hjul med 79 tænder, og dette hjul er i indgreb med hjulet, der bærer solviseren. Sidste hjul har 158 tænder. Der fremkommer da følgende udveksling:
hvilket er et middelomløb for solen. Top Side 135. Som nævnt tilføres de ujævne bevægelser fra ækvationsværkets krumtap til differentialhjulet. For apsidelinieviseren gælder nedenstående udveksling: Der benyttes hertil en del af solviserudvekslingen, men for at gøre det hele mere overskueligt må man beskrive hele bevægelsen fra centerakslen, der har een omdrejning i 32 middeldøgn. Her indregnes, som nævnt, nogle af tallene fra solviserudvekslingen, som tjener hele tre formal, idet knudelinieviserens udveksling fortsætter fra solviserudvekslingen. Det er karakteristisk for Jens Olsen, at han altid benyttede den enkleste og korteste vej til målet. Udvekslingen til apsidelinien bliver følgende:
Ujævnheden i bevægelsen, der er meget stor, tilføres fra ækvationsværket til differentialhjulet. Dette sidder på samme hjulaksel som hjulet med 79 tænder, som er i direkte indgreb med hjulet på 158 tænder, og som bærer apsidelinieviseren. Den ujævne bevægelse indtræffer med ca. 206 dages mellemrum, og i denne tid bevæger viseren sig modsat sin egentlige bevægelsesretning (fig. 70). Knudelinieviseren bevæger sig, som tidligere nævnt, een gang rundt i 6798,36152 døgn, men med en ujævnhed i bevægelsen, når knuderne peger ud mod solen, hvilket sker med 173,31001 døgns mellemrum. Knudelinieviserens udvekslingsværk er også en del af solviserens udveksling, men hele udvekslingen er her taget med lige fra centerakslen, der jo foretager een omdrejning på 32 middeldøgn. Udvekslingen bliver følgende: på centerakslen sidder hjulet med 49 tænder, som griber i et hjul med 110 tænder; på dettes aksel sidder et hjul med 83 tænder, der er i indgreb med et hjul med 211 tænder, og på dettes aksel er der så et hjul med 24 tænder, der griber ind i et hjul med 100 tænder. På sidstnævnte hjuls aksel findes et hjul med 24 tænder, der er i indgreb med et hjul på 92 tænder, og på dettes aksel er der et hjul med 127 tænder i indgreb med et hjul på 148 tænder. På dette hjuls aksel sidder differentialhjulet for den ujævne påvirkning fra ækvationsværket og endvidere et hjul med 79 tænder, der er i indgreb med hjulet på 158 tænder, der er det hjul, der bærer knudelinieviseren (fig. 71). I tal vil dette sige:
Af andre bevægelser på skiven findes der en bevægelse ved selve måneviseren, som består af en graveret flad ring, der er fastgjort på røret, som sidder på det i centrum anbragte sidste hjul for månebevægelsen. Top Side 136. på indersiden af denne ring er der fastskruet et leje, som bærer en aksel, på hvilken der sidder et konisk tandhjul. Akslen løber frem på undersiden af ringen, og midt i ringens bredde er der en rund åbning. Heri er der anbragt en kugle boret gennem centrum, og gennem denne boring er kuglen anbragt på akslen med det koniske tandhjul, som er i indgreb med et andet konisk tandhjul, der er fastspændt på røret for solviseren. Kuglen er farvet halvt sort og halvt hvid, og når måneviseren drejer rundt, vil dette tandhjulsarrangement dreje kuglen, som derved viser månens faser. Den vil være helt sort, når måneviseren er ud for solviseren, og helt hvid, når måneviseren stir modsat solen. I den tid, der medgår til et måneomløb, har solen flyttet sig ca. 27°, og dette skal månen yderligere flytte sig for at stå ud for solen. Denne bevægelse medfører, at kuglen viser månefaserne rigtigt, idet det koniske tandhjul på solviseren har flyttet sig lige så meget som solviseren, hvorved fasevisningen bliver rigtig. Kuglen vil først være helt sort, når den befinder sig ud for solen på ny. Endelig er der på dette værk jordkloden, som er anbragt i skivens midte og som drejer een gang rundt i et stjernedøgn. Den får sin bevægelse fra hovedværkets stjernetidsværk. Her er der, som beskrevet under dette værk, et hjul, der gør een omdrejning i et stjernedøgn. Dette hjul har på sin aksel, der er forlænget bagud, et konisktandhjul, som er i indgreb med et andet konisk tandhjul af samme størrelse og med samme tandtal. Dette hjul sidder på en lang aksel, der fører over til sol- og måneværket, hvor der igen er det samme system med to koniske tandhjul, hvoraf det ene sidder på en tynd aksel, der går gennem det faste rør, som bærer samtlige viserhjul og viserrør. For enden af det faste rør findes et lille konisk tandhjul, som er i indgreb med et andet hjul af samme størrelse. Sidstnævnte hjul sidder på den aksel, der bærer jordkloden, som med sin aksel sidder lejet i en klods, der er fastspændt på det faste rør. Klodsen er indrettet således, at jordkloden har en hældning på 23°27' imod krebsens nulpunkt. Akslen for jordkloden er forsynet med en not, hvori en på siden af lejeklodsen fastskruet fjeder låser akslen, således at denne bliver på plads, men alligevel er let at afmontere. Ved montage eller adskillelse af værket er der visse fremgangsmåder, der må iagttages. Alle hjul må, forinden montagen, være på deres respektive pladser. De er alle fastskruede på bronzeforinger, der er fasttrykkede på stålakslerne og ydermere sikrede med en gennemboring på tværs. I denne boring er der inddrevet en svagt konisk stålstift. Hjulenes fastgørelse på foringerne er udført således: Alle foringerne er forsynede med en krave, som hjulet ligger imod, og i kraverne er der tre gevindhuller, der svarer til tre glathuller i hjulet. Boringerne ligger i en ligesidet trekant, men der er opmærkning både på hjul og foring, således at hjulet kan anbringes efter den rette boring. Fastspændingen sker alle steder med tre stilskruer, der er undersænkede. Forinden samlingen må differentialhjulene også monteres, men de er dog forsynede med aftage lige lejer i begge akselender, og kan således indsættes eller fjernes, efter at hele værket er samlet. Top Side 137. Da differentialerne bliver styrede fra ækvationsværket, er det midterste hjul i differentialet forsynet med en snoregang, i hvilken et smalt stålbånd kan bevæge sig. Da differentialerne ikke ligger på linie, har det været nødvendigt, for et pars vedkommende, at indsætte styreruller, som tydeligt ses på fig. 67. Alle stålbåndene kan indsættes, efter at værket er samlet. Det må bemærkes, at det koniske tandhjul med aksel, der går gennem det fastskruede centerrør, må på plads, inden mellemste værkplade påmonteres. Værket bæres af seks korte piller, der går fra mel1emste værkplade og ind i ringen af rustfrit stål. Det er vigtigt, at skiveringen for apsidelinien, der er fastgjort på det tykkeste - og dermed det korteste og yderste - rør, bliver sat på plads, forinden værket skrues ind på stålringen. Det vil ikke være muligt at sætte den ind efter værkmonteringen, idet dens diameter er større end lysåbningen på den yderste faste ring med graddelingen på skiven. De øvrige skiveelementer kan sættes på plads, efter at værket er monteret på stålringen. Ved montagen må der iagttages den vigtige regel, at man skal tilføre olie til al1e utilgængelige steder, forinden de gnidende dele er på plads. Man skal bemærke, at der er gennemboring i alle afstandspiller, således at der kan indsættes et spændejern, men dette må passe nøje i gennemboringerne, da der ellers trykkes grater rundt om boringerne. Der skal bruges specialnøg1e til alle møtrikker, og der er særlige boringer til nøg1e i dem alle. Forinden værkets visere indstilles, må alle kontralodder til differentialerne hænges på plads i de dertil beregnede stålband. Lodderne er forsynede med gevind, således at de skrues fast på den lille holder, der er fastgjort til stålbåndet. Top Side 138. PlanetværketPlanetværket viser det såkaldt heliocentriske omløb, hvilket vil sige planeternes baner og omløb om solen. Der er på værket medtaget følgende planeter: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Den senest fundne planet, Pluto, er ikke medtaget, dels fordi dens bane og omløb ikke fuldt ud var beregnet, da Jens Olsen konstruerede sit ur, og dels fordi dens bane er så meget afvigende fra de øvrige planeters. Det skal bemærkes, at alle planet omløbene i Jens Olsens ur er »jævne«, hvilket vil sige, at de ujævnheder, der findes i omløbene, ikke er medtaget i konstruktionen. Der er sikkert flere grunde til, at dette ikke er gjort, men den mest vægtige er uden tvivl den, at en nøjagtig visning af omløbene ville kræve et kolossalt mekanisk apparat. Det ville næppe heller være af værdi, da de fleste omløb er så langvarige, at selv den bedst udformede skive ikke ville kunne vise dem så tydeligt, at de umiddelbart kunne aflæses. Jens Olsen har i stedet valgt at nøjes med de jævne omløb, beregnet efter middelværdien, hvorved han kommer den rette gennemsnitlige værdi så nær som muligt. Fejlen, eller afvigelserne, er efter Jens Olsens udtalelser og beregninger noget nær eet bueminut på 100 år. Det var oprindelig Jens Olsens tanke, at planetskiven skulle udformes som en skal, i hvis indre planeterne drejede rundt. Disse skulle udformes som større eller mindre kugler, der var anbragt på spidsen af en viser. Rundt om skålen skulle der være en rand, der var opdelt i 12 dele, een for hvert af dyrekredsens billeder. Den inderste omkreds af randen skulle forsynes med en graddeling. Det er ret indlysende, at hvis skiven var blevet udformet på nævnte måde, ville det have medført, at aflæsningen af planeternes stilling blev meget mangelfuld. Urets arkitekt, professor Biilmann Petersen, valgte derfor en anden udformning, idet han har ladet skiven udføre som en plan flade, der består af otte plane ringe, een for hver planet. Ringene må naturligvis kunne gå fri af hinanden, hvorfor de er afdrejede således, at der er 1/10 mm afstand mellem dem. Endvidere er alle ringene monterede på kegleformede tragte, een tragt for hver planetbane, hvilket er gjort for at hindre en gennemlysning på skiven svarende til afstanden mellem ringene. Top Side 139. Keglens top er forsynet med en foring, der er opslidset på en sådan måde, at den går ind på det rør, der har den for planeten nødvendige omdrejningshastighed. Da foringerne er opslidsede, kan de drejes, idet de går med en vis friktion på rørene. Dette arrangement gør det muligt at foretage en finindstilling, efter at alle planetringene er på plads. Ringene er forsynede med en cirkulær skravering, der er lysest nærmest solen og mørkere og mørkere, jo længere man fjerner sig fra solen. Endvidere findes der på hver ring en indskrift, der angiver planetens navn, og som fortæller, at ringen er dens bane. F. eks. star der: »Merkurs bane - Merkur - Merkurs bane.« Inskriptionerne er anbragt således, at de danner en ligesidet trekant, hvilket gør aflæsningen lettere. Man har bibeholdt den oprindelig planlagte ydre, faste ring, som man har forsynet med en graddeling, men tillige er den delt op i 12 lige store dele, een for hvert dyrekredsbillede. Hertil havde billedhuggeren Mogens Bøggild givet udkast til en dyrekreds, men den nåede ikke at blive færdig til urets indvielse. I stedet blev der anbragt en skiverand, der nøjagtigt svarer til den, der findes om sol- og måneværket. Senere bliver dyrekredsen monteret, men findes ikke på nogen illustration i denne bog. Jens Olsen havde tænkt sig at anbringe en stiliseret sol, der var fastgjort på enden af Merkurs aksel, hvorved solen ville dreje rundt sammen med denne, men i stedet har arkitekten anbragt en rund plade, der bærer en vejledende inskription. Det var nødvendigt at montere pladen på en drejende aksel, men da pladen ikke gerne skulle dreje med rundt, har man løst dette problem ved at montere pladen på et kugleleje, der sidder fast på akslen. Pladen er endvidere forsynet med et tyngdepunkt, således at den altid står i samme stilling uanset akslens drejning. Den indgraverede tekst vil altså altid stå i den naturlige læsestilling. Værkets hjul er anbragt mellem to seksarmede bronzeplader, der holdes fra hinanden ved hjælp af seks afstandspiller. Tandhjulenes antal og den måde, på hvilken de er placerede, er meget typisk for Jens Olsens evne til at 1øse mekaniske opgaver. Her er ingen overflødige ting; Jens Olsen er gået den direkte, men ikke for alle lige indlysende, vej. Han har ladet Jordens omdrejningstid være grundlaget eller udgangspunktet for samtlige andre planetomløb. Selve bevægelsen til planetværket fra hovedværket går over sol- og måneværket. Her har uret ved solviserens differentialhjul en aksel, der gør een omdrejning i 1/2 tropisk år, og fra denne aksel overføres bevægelsen til planetværket, hvor bevægelsen omsættes til en centeraksel, der udgøres af et rør, som gør een omdrejning i eet tropisk år, og det bærer den kegle, der igen bærer den plane ring, som i skiven udgør Jordens bane. Herfra føres alle udvekslingerne til de øvrige bevægelser. Om dette styrende centrum har man anbragt alle udvekslingshjulene for de enkelte planeter. Hjulene sidder fastskruede på metalputse, som er fastborede med stålstifter på akslerne, der har tappe, der drejer i bronzelejer. Top Side 140. Bronzelejerne er konstruerede som broer, således at man, ved at fjerne den skrue, der holder broen på plads, kan fjerne et enkelt hjulsæt i udvekslingen uden at gribe forstyrrende ind i de andre; ligeledes vil et enkelt slidt leje kunne udskiftes, uden at det er nødvendigt at afmontere værket. På røret, der gør een omdrejning i et tropisk år, og som i det følgende vil blive benævnt »Jorden«, er der anbragt en række hjul med forskellige tandtal. Det største hjul sidder bagest på røret, og derefter følger de øvrige efter størrelse, så de tilsammen danner en kegle. Alle hjulene er indbyrdes fast forbundne ved hjælp af skruer, og de er tillige fastgjort til røret. Det største hjul har 197 tænder og det mindste 20, jfr. nedenstående tabel:
Røret, der bærer hjulpyramiden, har en længde på 166 mm og en udvendig diameter på 14 mm. Lysåbningen er 10 mm, og i denne går et rør, der har en udvendig diameter på 10 mm og en længde på 183 mm. Dette rør bærer et hjul, der har en diameter på 148,7 mm med et tandtal på 221, og til dette hjul overføres udvekslingen for planeten Venus. Røret har en lysåbning på 6 mm, hvorigennem der går en stålaksel med en diameter på 6 mm. Akslen går gennem et leje i bageste værkplade og bærer således det pyramideformede hjulsæt (fig. 74 og 75). Det forreste leje for hjulsættet udgøres af et rør, der bærer planeten Mars' bane. Akslen, der går gennem det bageste leje, er forlænget og bærer et fastboret palhjul, der er fastboret på selve akslen. Om denne drejer der sig, som vist på fig. 78, en vægtarm, der ved hjælp af et palsystem er i fast forbindelse med palhjulet i nedadgående retning, hvorved det virker som et lod, hvilket også er hensigten, idet dette »lod« er tungt nok til at drive hele planetværket og endda bidrage til at drive sol- og måneværket. Det vil forstås, at sidste hjul i udvekslingen for Merkur og Venus ligger bag det pyramideformede hjulsæt, der gør en omdrejning i et tropisk ar. I modsætning hertil ligger de sidste udvekslingshjul for Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun foran hjulsættet, som på denne måde bliver anbragt mellem de to udvekslingsgrupper og som nævnt har sine lejer i disse. Røret for Jorden går ind i et rør, der har en lysåbning på 14 mm og med en udvendig diameter på 18 mm. Røret bærer på sin yderste ende planeten Mars' bane og på den anden ende et hjul med et tandtal på 213 ; rørets længde er 114 mm, og det Top Side 141. 
Top Side 142. har sit leje i et andet rør med en lysåbning på 18 mm og en ydre diameter på 22 mm samt en længde på 97 mm. Sidstnævnte rør bærer et hjul på 157 tænder på den bageste ende, medens det på den forreste ende bærer planeten Jupiters bane. Uden om nævnte rør er der et rør med lysåbning 22 mm, ydre diameter 26 mm, længde 80 mm. Bageste rørende bærer et hjul med 161 tænder, og forreste ende bærer Saturns bane. Næste rør: lysning 26 mm, udvendig diameter 30 mm, længde 63 mm, bærer et hjul på 134 tænder og Uranus' bane. Det sidste rør har en lysåbning på 30 mm og en udvendig diameter 34 mm; hjulet har 131 tænder, og røret bærer på sin forreste ende Neptuns bane. Det hviler i et bronzeleje, der er fastskruet i forreste værkplade. Alle rørene er tildrejede således, at der er frigang, hvilket vil sige, at de er drejet tyndere på midten, hvorved der fremkommer to »kraver« på ca. 5 mm. Dette har man gjort for at nedsætte friktionen, der ellers ville blive ret stor. Det er således, at den vægt, der bæres, star i nogenlunde proportionalt forhold til om" drejningshastigheden. (fig. 78). Udvekslingen for de forskellige planeters omløb gengives i nedenstående tabel, idet selve grundlaget for udvekslingen er een omdrejning i eet tropisk ar, der her er betegnet »Jorden«. Se i øvrigt beregningerne side 46.
Top Side 143. 
Top Side 144. 
Top Side 145. 
Det ses tydeligt af tabellen, at det virkelig er lykkedes Jens Olsen at bibeholde samme akselafstand ved alle de hjul, der udveksler fra "Jorden", som går een gang rundt i et tropisk år. Herved er der opnået en helt igennem symmetrisk ordning af alle lejer for udvekslingshjulene, hvorved det også er muligt at gøre alle lejerne for disses aksler af samme størrelsesorden. Da belastningen af udveksligshjulene også er nogenlunde den samme for alle, har samtlige aksler også samme taptykkelse, nemlig 3 mm. Man må yderligere bemærke, at Uranus og Neptun har fælles udvekslingshjul, men dog således, at der på udvekslingshjulets aksel er anbragt to drev, et med 12 tænder, der griber ind i Uranus sluthjul med 134 tænder, og et drev på 6 tænder, der griber ind i Neptuns sluthjul, der har 131 tænder. De enkelte udvekslinger vil blive som følger - i forhold til et jordomløb, der varer 365,2422 døgn. For Neptuns vedkommende vil beregningen se således ud:
Top Side 146. Beregningen er for:
Værket er monteret på hovedstellet i den stålring, der er beregnet for det, og det fastholdes af seks afstandspiller, der går fra forreste værkplade, og disse er indskruede med gevindtappe i stålringen. Værket kan ikke afmonteres, uden at skiven bliver fjernet. Dog kan den yderste, fastsiddende skivering forblive på plads, hvilket også betyder, at pyntekanten om skiven kan blive siddende. Skiven afmonteres på følgende måde: Ferst fjernes den inderste, plane skive med inskriptionen; den kan trækkes af Merkurakslen, der bærer den. Derefter aftrækkes samtlige skiveringe for planeterne og deres baner, een efter een. Lejerne for udvekslingshjulene kan udskiftes, for de bagestes vedkommende uden afmontering, hvorimod de forreste lejer ikke kan udskiftes uden ved hjælp af en vinkelskruetrækker. Bruger man dette specialværktøj, vil det være muligt at foretage en udveksling uden afmontering af værket. Lejer, værkplader og hjul er alle af bronze. Alle aksler er hærdede i tapenderne, men ikke på midten; de er finslebne, og tappene er højpolerede. Hjul og værkplader, samt alle øvrige dele, der er fremstillet af bronze eller messing, er forgyldte. Top Side 147. Juliansk periode Dette værk viser, ifølge inskriptionen på skiven, årets nummer og dagens nummer i den julianske periode. Det må derfor ikke forveksles med den julianske kalender. Antallet af år i en juliansk periode findes ved at multiplicere tallene for solcirkel, månecirkel samt ediction med hverandre. Disse tal er: solcirkel 28, månecirkel 19 og ediction 15, hvilket i multiplikation giver tallet 7980, som er det antal julianske år, der indeholdes i en juliansk periode. Hvert juliansk år indeholder 365,25 middeldøgn, og dagtallet skifter kl. 13 mellemeuropæisk tid. Værket indeholder to rækker taltromler; på den øverste, der har fire tromler eller cifre, aflæses årets nummer, og på den nederste, der har syv tromler, aflæses dagens nummer. Taltromlerne er her, som ved den gregorianske kalender, forsynet med tallene 0-9, og taltromlens bund er skraveret således, at den falder sammen med en tilsvarende skravering på skiven. Tallene er synlige gennem hver sin "rude" i skiven. Ifølge sin opgave vil værket fremtræde som to tælleværker, hvoraf det ene rykker eet tal frem hvert døgn, det andet eet tal frem een gang om året. Skivens form og ydre er holdt i samme stil som skiven for gregoriansk kalender, og værket er anbragt symmetrisk i forhold til denne, idet det er anbragt nederst i værk- og skivegruppen i højre sidefag. Taltromlerne føres frem af et lodbelastet løbeværk, og således som det også er tilfældet i den gregorianske kalender, udløses dette løbeværk af syncronoskopværket og fra samme aksel i dette. Bortset fra, at udløsningen sker kl. 13, er mekanismen den samme: En kurveskive trykker på en arm, der bevæger en messingklods, som går i et kulissestyr, og fra dette styr fører der en stålstang op til en vippearm, der sidder på en aksel hvilende i to lejer i stålstellets top. Fra denne aksel føres bevægelsen over til en vippearm, der er anbragt over værket; herfra videreføres bevægelsen fra en fjerde vippearm ned til løbeværkets udløsningsmekanisme. Løbeværket er forsynet med et valsehjul i fast forbindelse med en rund glatskive, som er forsynet med et hak, hvori en i en arm indboret stålstift kan glide ned. Når stålstiften er nede i hakket, vil løbeværket være låset, idet en indboret stift i hjulet, der er i indgreb med "vindfanget", løber imod den øverste ende af armen, som bærer stiften, der er nede i hakket på glatskiven. Top Side 148. 
Når kurveskiven i syncronoskopværket løftes, vil denne bevægelse - som beskrevet - blive transmitteret til armen, der låser løbeværket. Den indborede stålstift vil blive løftet op af hakket, og samtidig vil stiften i løbeværkets sidste hjul blive frigjort fra armen, den lå imod. Hjulet vil dog kun kunne løbe ca. 1/2 omgang, før stiften løber mod arm nummer to, som nu er løftet op, så den standser hjulet. Hakket bliver låset, så snart stiften er oppe af dette, idet en lille messingarm da drejer hen for hakket; armen får drejningen ved hjælp af en kontravægt, der sidder på armens yderste ende. Værket udløses helt, når armen i syncronoskopværket falder fra kurveskivens top ned til dens bund. Da vil armen, som sidstnævnte stift løber imod, falde ned, og løbeværket er frigjort. Dette vil nu løbe, indtil hakket i glatskiven når stålstiften, der er indboret i armen, og denne vil skubbe låsen for hakket bort og derved falde ned i dette. Når dette sker, vil armens øverste ende også dreje og indtage en sådan stilling, at det sidste hjuls stift løber imod denne, hvorved løbeværket standser. På dette tidspunkt vil valsehjulet have drejet sig nøjagtigt een omdrejning. Fra valsehjulet fører en tandhjulsudveksling over til den sidste talrulle, og denne udveksling er således beregnet, at talrullen drejes nøjagtigt 36°, hvilket jo er 1/10 omdrejning. Talrullerne for dagtallene sidder alle på en fællesaksel og således, at de kan dreje uafhængigt af hverandre; de holdes på plads ved hjælp af fastborede stopringe. Top Side 149. 
Hver tromle er forsynet med en føring på hver side, og den side, der vender mod sidste talrulle, er tillige forsynet med et fastskruet tandhjul med tandtal 20, pitch radius 30 mm, fuld diameter 66 mm. På tromlens modsatte side er der fastskruet en arm, der er en del af et tandhjul af samme størrelse, men der er kun to tænder og eet tandmellemrum. En sådan arm sidder også på den sidste talrulle, der feres af løbeværket. I indgreb med alle 20 tandhjul er der en række skiftedrev, som hver har 8 tænder. Når en talrulle har drejet een omdrejning, vil tandarmen med de to tænder gribe i skiftedrevet og dreje dette to tænder; denne drejning overføres til hjulet med 20 tæn Top Side 150. der på den følgende taltromle, og denne vil blive drejet 1/10 omdrejning og altså dreje eet tal frem. Drejningsbevægelsen bliver følgende regnet fra højre mod venstre:
Alle skiftedrevene sidder løst drejelige på en fællesaksel og holdes på plads ved hjælp af fastborede stopringe. Fællesakslen sidder fast pa to ens vippearme, således at de kan vippes bort fra deres indgreb med taltromlerne. Dette er nødvendigt for at kunne indstille taltromlerne med de rigtige tal, og efter indstillingen vippes skiftedrevene atter ind i deres indgreb med taltromlerne, hvorefter man tilspænder en viser, der sidder indvendigt på højre værkplade. Indgrebet vil da være rigtigt på alle tromler. Diameteren for taltromlerne til dagnumrene er 70 mm, hvorimod tromlerne til årsnummeret har en diameter på 75 mm. Den egentlige og graverede taltromle er en ring, der er trykket ind på tromlen; dette har man gjort for at lette indstillingen, således at alle tallene kan få den rette stilling i forhold til "ruden". For årstalstromlerne er skiftesystemet noget anderledes udført, idet det her består af fire taltromler, der sidder løst drejelige på en fællesaksel. De holdes på plads af fastborede stopringe, og fremføringen sker ved hjælp af et palsystem med fire paler, som sidder på en fællesaksel fastgjort på fire vippearme, der er fastborede på fællesakslen for taltromlerne. Disse vippearme har en længde fra center til center pa 60 mm, hvilket vil sige, at de gar fri af taltromlernes omkreds. På den sidste talrulle er der fastskruet et tandhjul med 10 tænder, og tanddybden er den samme mellem de 9 tænder, nemlig 3 mm, hvorimod dybden mellem 9. og 10. tand er 12 mm. Det næste tandhjul pa næstsidste talrulle har samme diameter som alle fire tandhjul, 66 mm, men her er tanddybden mellem 9. og 10. tand kun 9 mm. på tredjesidste talrulle er tanddybden mellem de 9 tænder ogsa 3 mm, men mellem 9. og 10. tand er den 6 mm; på første talrulle er tanddybden overalt 3 mm. Som nævnt sidder palerne på en fællesaksel, men de er samtidig forbundne med en gennemboring, hvori en fællesaksel er anbragt, og dette medfører, at al1e palerne får samme bevægelse om deres omdrejningspunkt. Fra palens omdrejningspunkt og til boringen, der forbinder dem, er afstanden 28 mm, og palerne er af forskellig bredde. Palen, der fører den sidste talrulle, har Top Side 151. 
en bredde, regnet fra centret for fællesgennemboringen, på 21 mm; palbredderne er herefter i rækkefølge: 18 mm, 15 mm og 12 mm. Talrulleflytningens funktion bliver da denne: Når vippearmene, der bærer palerne, foretager en omdrejning på 36°, vil den sidste talrulle også blive drejet 36° (1/10 omdrejning), men på grund af palens bredde, 21 mm, vil de øvrige paler ikke kunne nå ned til tænderne på tandhjulene på de øvrige talruller. Først når palen når den større tanddybde ( 12 mm ), vil palen for næstsidste talrulles tandhjul blive sænket så meget, at rullen vil blive flyttet en tanddeling. Nu skal sidste talrulle igen flyttes 10 gange, inden næstsidste rulle flyttes een tanddeling, og det samme gælder naturligvis for de øvrige talruller: De kan kun flyttes, når palerne går ned i dybere tandmellemrum. Omdrejningen bliver:
Dagtallene flyttes, som allerede beskrevet, af løbeværket, og årstaltromlerne flyttes også af dette værk på den måde, at man lader en kurveskive føre palerne nedad, således at de falder ind bag paltanden på de fastskruede hjul, der har 10 paltænder. Top Side 152. 
Samtidig løfter kurveskiven to kontravægte, og når vippearmen, der bærer palerne, bliver frigjort fra kurveskiven, vil kontravægten dreje vippearmen, og herved vil palerne trykke talrullerne for årsnummeret fremad. Såfremt det er et årsnummer, hvor kun det sidste tal skal flyttes, vil palen på grund af sin største højde forhindre, at nogle af de andre paler kan nå ned til tænderne på talrullerne, og herved vil kun den bageste talrulle blive flyttet en deling. Er det bageste tal, der skal flyttes, derimod 9, vil den sidste pal falde ned i det nedfræsede hak, der findes på alle palhjulene, og herved vil palen for næstsidste palhjul nå en tand i dette og dreje det en tand frem, hvorved to talruller bliver flyttet. Står f. eks. begge de to sidste talruller på tallet 9, vil to paler nå ned i to fordybninger i palhjulene; tre talruller bliver nu ført frem og således fremdeles for alle fire talruller. Som nævnt ovenfor bliver kontravægtene, der drejer palarmene frem, løftet af en kurveskive, som får sin bevægelse på følgende måde: På akslen for dagnummerrullerne og i fast forbindelse med den sidste talrulle (fig.82), der bliver ført een deling frem pr. døgn, er fastgjort en tovinget arm af stål, og den vil ved sin omdrejning trykke en anden arm, der bærer en stålpal, fremad. Top Side 153. Palen vil, ved denne bevægelse, træde ned i et palhjul og føre dette en deling frem. For at palhjulet ikke skal kunne gå tilbage, låses det af en pal, der er fastboret med en ansatsskrue på ydersiden af værkpladen længst til venstre. Begge paler er forsynede med kontravægte, der trykker dem ind i palhjulet. Dette har man gjort for at undgå at benytte fjedre til at trykke på palerne, idet disse ikke vil være så sikre, som en vægt vil være; en fjeder kan knække eller miste sin spændstighed. Det er talrullen, der giver palhjulet impuls, og dette gør een omdrejning i 10 døgn. Da armen, der trykker på palarmen, er en dobbeltarm, vil det sige, at palarmen får to påvirkninger i 10 døgn, hvorved fremkommer følgende omdrejningsforhold:
hvilket er tandtallet for palhjulet. Værket er fastgjort i den nederste stålramme i urets højre sidefag; det fastholdes ved hjælp af stålskruer, der går gennem boringer i siden på stålrammen. Skruerne går gennem afstandsrør, der bestemmer værkets placering; denne skal være meget nøjagtig, idet taltromlerne skal passe ud for de "ruder", som findes i skiven. Værket kan af - og påmonteres, uden at det er nødvendigt at fjerne skiven, men denne kan dog også aftages, uden at man behøver at afmontere værket. Skiven fastholdes af den forgyldte pyntekant, der igen fastholdes af skruer, boret gennem siden på pyntekanten og ind i stålrammen. Når pyntekanten fjernes, fastholdes skiven af et par styrestifter, der er indborede i stålrammens forreste plade. Værkplader, talruller, hjul og en del af afstandspillerne er dels udført i messing, dels i bronze, og nævnte dele er forgyldte. Alle stålaksler er finslebne, drevtænder og akseltappe, der går i lejer, er højpolerede. Lejerne er udført i bronze i de tilfælde, hvor man har ment, at belastningen gjorde det nødvendigt. Skivens gravure, herunder inskriptioner, skrivetegn og skraveringer er udført som ætsninger, medens alle talrullernes tal er håndgraverede. Skraveringerne på talrullerne er udført på guillocheringsmaskine. Gravurerne er, efter skivens forsølvning, udfyldt med sort farvestof. Top Side 154. 
Top Side 155. Ventilationsanlægget Ventilationsanlægget fornyer luften i det lokale, hvori verdensuret er opstillet, samt luften i montren, og er forsynet med et helautomatisk, trykluftstyret reguleringsanlæg, der sørger for, at rumtemperaturen i fremvisningslokalet samt indblæsningstemperaturen i montren altid er konstant. Ventilationsanlægget er anbragt i Rådhusets underkælder. Luften indtages fra Rådhusets ventilationskanaler i kælderen, passerer et vatfilter, som opfanger evt. støv, og går gennem et brandspjæld, som automatisk lukker, hvis lufttemperaturen overstiger 70°C. Herefter suges luften efter at have passeret en elektrisk varmeflade ind i ventilatoren, som presser den ud i et Iydisoleret trykkammer. Fra trykkammeret fordeles luften til henholdsvis montren og fremvisningslokalet. Luften til montren passerer først nogle bakker med silicagel, som opsuger fugtigheden i luften, dernæst et vatfilter, hvorefter luften, der nu er affugtet samt renset for støv, ledes gennem en isoleret kanal op i montren. Luften til fremvisningslokalet går lige efter trykkammeret gennem en elektrisk eftervarmeflade og ledes derefter gennem en isoleret kanal op til fremvisningslokalet, hvor den blæses ud gennem to riste i væggen. Udsugning af luften fra lokalet sker ved naturligt aftræk gennem 3 riste i væggen. Betjeningen af ventilationsanlægget samt reguleringsanlægget sker fra en kontroltavle i kælderen. Denne kontroltavle er forsynet med diverse motorskabe, omskiftere, omstillingshaner, trykafbrydere og kontrollamper. Ved hjælp af kontrollamperne er man i stand til at se, om ventilatoren og kompressoren kører, samt hvor mange sektioner af el-varmelegemerne der er indkoblet. Tavlen er også forsynet med manometre, hvor man kan aflæse samtlige termostaters reguleringstryk. Desuden sidder der to fjerntermometre, der angiver temperaturen på indblæsningsluften oppe i montren samt rumtemperaturen i fremvisningslokalet. For at sikre, at ventilationsanlægget kan køre, selv om et af apparaterne går ud af funktion er dette bygget op som to ens separate reguleringsanlæg, således at man, hvis det ene reguleringsanlæg svigter, kan omstille til det andet reguleringsanlæg. Omstillingen foretages på kontroltavlen. Top Side 156. Trykluften til reguleringsapparaterne leveres af et dobbelt kompressoranlæg med et tryk på ca. 4 ato. og går gennem en dobbelt reduktionsstation, hvor luften reduceres til ca. 1,1 ato. Herfra fordeler trykluften sig ud til de forskellige reguleringsapparater. Den elektriske forvarmeflade er opdelt i 8 sektioner, og hver sektion er forsynet med en trykafbryder, som kan slutte og bryde strømmen til det pågældende varmelegeme. Forvarmefladen reguleres af en termostat, der er anbragt i ventilationskanalen umiddelbart efter ventilatoren. Denne termostat sørger for, at indblæsningstemperaturen til montren holdes konstant på 20°C på den måde, at termostaten ved varierende temperaturer varierer trykket på trykluften i styreledningen. På denne styreledning er de 8 trykafbrydere koblet ind, og da trykafbryderne er indstillet til hver sit arbejdstryk, således at den første slutter ved 0,1 ato., nr.2 ved 0,2 ato., o. s. v., kan termostaten ved at variere styretrykket indkoble eller udkoble det antal varmelegemer, som er nødvendigt for at opretholde 20°C i indblæsningsluften. Eftervarmefladen er opdelt i 4 sektioner og reguleres af en rumtermostat, der er anbragt bag udsugningsristen i fremvisningslokalet. Denne termostat opretholder en konstant rumtemperatur i fremvisningslokalet på 20°C. Eftervarmefladen reguleres i øvrigt på samme måde som forvarmefladen. Som særlig sikkerhed for evt. for lave eller for høje temperaturer sidder der i henholdsvis indblæsningskanalen til montren samt bag udsugningsristen i fremvisningsrummet termostater, der i det tilfælde, at lufttemperaturen enten falder under 18°C eller stiger over 22°C, giver alarmmelding til kontroltavlen, hvorved nogle røde kontrollamper tændes. Maskinpersonalet kan således, ved de daglige inspektionsture i Rådhuset, let holde kontrol med ventilationsanlæggets drift og kontrollere, om lokaletemperatur og temperaturen i urmontren holdes inden for de ønskede grænseværdier. Top Side 157. Medarbejdere ved Jens Olsens astronomiske ur Arkitekt: Professor GUNNAR BIILMANN PETERSEN. Værkstedsleder: Urmager OTTO MORTENSEN. Juli 1944 til december 1955. Finmekaniker SVEND DANIELSEN. Maj 1944 til december 1955. Finmekaniker WILLY SØRENSEN. November 1944 til december 1955. Urmager HOLGER POVELSEN. Oktober 1955 til december 1955. Finmekaniker HARRY FRENK. Februar 1945 til februar 1948. Finmekaniker SØREN LETH NIELSEN. Ju1i 1944 til februar 1948. Gravørarbejdet er udført af gravørerne: THORLEJF JENSEN, BENT JAKOBSEN og ELMER CHRISTOPHERSEN. Forgyldning af værker og forsølvning af skiverne er udført af GEORG JENSEN'S S0LVSMEDIE A/S. Stensokkel er udført af stenhuggerfirmaet E. NIELSEN'S MEK. STENHUGGERI A/S. Ventilationsanlæg er udført af GLENT & CO. Top Side 158. Redaktion og tilrettelægning: L. LEIDERSDORFF. Typografisk layout: HENRY THEJLS. Foto: POUL BECH. Klicheer: F. HENDRIKSENS EFTF. Bogtryk: BIANCO LUNO A/S. Skrifttype: Poliphilus og Egyptienne. Papir: Krideret kunsttryk. Bogbind: BIANCO LUNO A/S. Top |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
