Af EDWARD SAID

DET er omsider blevet ulideligt både at læse og se nyheder i det her land. Jeg har sagt mig selv igen og igen, at jeg burde bladre igennem dagens aviser og tvinge mig selv til at se nyhederne i fjernsynet om aftenen, om ikke andet så for at finde ud af, hvad »nationen« nu tænker og har planer om at gøre, men der er dog grænser for min tålmodighed og trang til selvplageri.

Colin Powells tale til FN, der tydeligvis skulle fyre op under det amerikanske folk og vride armen om på FN, var for mig at se det hidtil værste eksempel på moralsk hykleri og politisk manipulation. Men i sidste måned lykkedes det alligevel Donald Rumsfeld at overgå Powell, da han i München leverede en salvelsesfuld moralprædiken af værste skuffe. Og her vælger jeg naturligvis at se bort fra George Bush og hans slæng af åndelige vejledere og politiske rådgivere som Pat Robertson, Franklin Graham og Karl Rove, hvis magtsyge kun alt for godt kommer til udtryk i deres kollektive talsmand, Ari Fleischers (som jeg i øvrigt mener også er israelsk statsborger) monotone ordflom. Ifølge Fleischer star Bush i direkte forbindelse med Gud, og hvis ikke Gud, så i det mindste Forsynet. Måske er det, i virkeligheden kun israelske bosættere, der kan tale med Ham. Men eftersom både udenrigsministeren og forsvarsministeren jo er helt almindelige mennesker, kunne det være interessant at se lidt nærmere på det, de siger og gør.

FOR det første og indledningsvis; USA har tydeligvis bestemt sig for at gå i krig. Det kan der slet ikke herske tvivl om. Men om krigen også bliver til noget (på trods af al den modstand, der er mobiliseret, ikke af de arabiske stater, der sædvanen tro ser skælvende til fra sidelinien, men af Frankrig, Rusland og Tyskland) er en helt anden sag. Ikke desto mindre kan det vel kun betyde en ting, hvis man gør sig den ulejlighed at transportere 200.000 tropper til Kuwait, Saudi- Arabien og Qatar.

FOR det andet er arkitekterne bag denne krig, som Ralph Nader så kraftfuldt har udtrykt det, en flok »kyllingehøge«: høge, der er for feje til at kæmpe selv. Wolfowitz, Perle, Bush, Cheney og flere andre var alle sammen ivrige fortalere for Vietnamkrigen, alligevel blev de hver især fritaget for militærtjeneste og har aldrig været i kamp endsige gjort tjeneste ved de væbnede styrker.

Deres krigslyst er derfor bade moralsk angribelig og i bogstaveligste forstand aldeles udemokratisk. Det, denne elitære og ikke særlig repræsentative klike vil opnå med en krig mod Irak, har intet som helst at gøre med reelle militære hensyn.

Irak, uanset hvor utiltalende regimet er, udgør ganske enkelt ikke en sandsynlig og umiddelbar trussel mod naboer som Tyrkiet, Israel eller for den sags skyld Jordan - og da slet ikke mod USA. Det vil være fuldstændig latterligt at påstå noget andet. Med nogle få Scud-missiler og et lille arsenal af kemiske og biologiske våben, hvoraf det meste for øvrigt i sin tid blev leveret af USA, har det været let at holde Irak inddæmmet, hvilket man da også gennem længere tid har gjort - med samvittighedsløst amoralske omkostninger til følge for den i forvejen hårdt prøvede civilbefolkning. Hvad angår denne forfærdelige situation, mener jeg, det er fuldkommen korrekt at sige, at der har været aftalt spil mellem det irakiske regime og de vestlige håndhævere af sanktionspolitikken.

FOR det tredje: så snart en stormagt begynder at drømme om at gennemføre systemskifter andre steder i verden - en proces, der allerede er påbegyndte af Wolfowitz'erne og Perle'erne i dette land - er det simpelthen uden ende.

ER det ikke uhyrligt, når folk af så tvivlsom kaliber vrøvler, om at bringe demokrati, modernisering og liberalisering til Mellemøsten? Guderne skal vide, at regionen har brug for det, sådan som så mange arabiske og muslimske intellektuelle og almindelige mennesker har sagt det gang på gang. Men hvem har udnævnt netop disse personager til fremskridtets agenter?

Og med hvilken ret tillader de sig at docere på så skamløs vis, når der allerede er så megen uretfærdighed og så meget misbrug i deres eget land at rette op på? Det er særlig plagsomt, at Perle som valgrådgiver for Netanyahus højreekstremistiske regering i perioden 1996 til1999 anbefalede at skrotte ethvert fredsinitiativ, annektere Vestbredden og komme af med så mange palæstinensere som muligt. Nu taler denne mand pludselig om at bringe demokrati til Mellemøsten, og det uden at en eneste amerikansk tv-journalist sætter spørgsmålstegn ved hans motiver, når de høfligt (nærmest ydmygt) interviewer ham på landsdækkende tv.

For det fjerde: Colin Powell havde i sin tale, på trods af dens mange svagheder, de fabrikerede beviser, de manipulerede billeder og båndoptagelser, dog ret i en ting: Saddam Husseins regime har overtrådt adskillige menneskerettigheder og FN-resolutioner. Det står ikke til diskussion og det kan ikke undskyldes på nogen måde.

MEN det, der er så himmelråbende hyklerisk i den officielle amerikanske holdning, er, at stort set alt, hvad Powell har beskyldt Baath-regimet for, har været fast repertoire for samtlige israelske regeringer siden 1948 -i særdeleshed efter berettelsen af Vestbredden i 1967:

Tortur, ulovlig frihedsberøvelse, snigmord, angreb på civile med missiler, helikoptere og jetjagere, ekspropriation af land, tvangsforflyttelser, massemord (Cana, Jenin, Sabra og Chatila for nu bare at nævne de mest kendte eksempler), krænkelser af individets ret til fri bevægelighed, uddannelse og medicinsk behandling, brug af civile som menneskelige skjolde, ydmygelser, kollektiv afstraffelse, ødelæggelse af landbrugsjord, ekspropriation af vand, ulovlige bosættelser , økonomisk udsultning, angreb på hospitaler, læger og ambulancer og drab på FN-personel, for nu kun at nævne de skammeligste overgreb.

ALT dette er blevet gennemført med USA's fulde, ubetingede støtte. USA har ikke blot forsynet Israel med de nødvendige våben og al den militære og efterretningsmæssige bistand, man kunne ønske sig, men har også ydet landet økonomisk støtte i en størrelsesorden, der nærmer sig de 135 milliarder dollars. Hvordan Powell, hans chefer og medarbejdere kan stå frem for verden og prædike selvretfærdigt for Irak, samtidig med at de fuldstændig ignorerer det fortsatte partnerskab med Israel om at overtræde menneskeretigheder, overgår enhver forstand.

Alligevel er der hidtil ikke en, som i den megen. og retfærdiggjorde kritik af USA's indstilling, der er blevet offentliggjort, efter at Powell leverede sin store FN-tale, har fokuseret på denne pointe, selv ikke de noget-så-ranke tyskere og franskmænd.

De palæstinensiske områder står i dag på randen af en sultkatastrofe, sundhedssystemet er brudt sammen, de civile tabstal når op på mellem tolv og tyve om ugen, økonomien er kollapse og hundredtusinder af uskyldige civile er ude af stand til at arbejde, studere eller blot bevæge sig frit, fordi udgangsforbud og mindst 300 .vejspærringer hindrer det. Huse bliver sprængt i luften eller bulldozed i stor skala (60 huse alene forleden).

OG alt dette med amerikansk udstyr, amerikansk politisk støtte og amerikansk finansiering. Præsident Bush erklærer, at Sharon, som efter enhver standard må betragtes som krigsforbryder, er en fredens mand - som spyttede han på alle de uskyldige palæstinenseres liv, som Sharon og hans forbryderiske hær har på samvittigheden.

Bush har oven i købet den frækhed at hævde, at han handler i Guds navn, og at han (og hans regering) handler for at tjene »en trofast og retfærdig Gud«. Det mest forbløffende er dog, at han har så travlt med at belære verden om Saddam Husseins overtrædelser af FN-resolutioner, samtidig med at han støtter et land, Israel, der daglig har overtrådt mindst 64 af slagsen i mere end et halvt århundrede.

Så feje og ineffektive er de arabiske regimer i dag, at de ikke vover at påpege noget af dette offentligt. Mange af dem har brug for økonomisk hjælp, fra USA. Mange af dem frygter deres eget folk og har brug for USA's støtte til at afstive deres regime. Mange af dem kunne anklages for nogle af de samme forbrydelser mod menneskeheden, så de tier og håber og beder til, at krigen vil passere og i sidste ende holde dem ved magten, som de er.

Men det er også en storslået og nobel kendsgerning, at der for første gang siden Anden Verdenskrig har været massedemonstrationer mod krig, og det før og ikke under krigen. Dette er helt uden fortilfælde og bør blive et centralt, politisk virkemiddel i den nye, .globaliserede æra, som USA har kastet os ud i. Masse-aktioner og masse-protester på grundlag af menneskeligt fællesskab er stadig formidable redskaber for menneskelig modstand. Kald det for de svages våben, om man vil. Men at de i det mindste har pillet ved planerne, som kyllinge-høgene i Washington og deres støtter i erhvervslivet såvel som de millioner af monoteistiske ekstremister, som tror på religionskrig, har lagt, er et lysende håb for vor tid.

VORES opgave som arabere er at sammenkæde vores modstand mod amerikansk indgriben i Irak med vores støtte af menneskerettighederne i Irak, Palæstina, Israel, Kurdistan og overalt i den arabiske verden - og også bede andre om at påtvinge alle denne sammenkædning. Dette er et menneskeligt anliggende og ikke blot et strategisk for USA. Vi kan under ingen omstændigheder tie, når Det Hvide Hus åbenlyst erklærer, at man planlæggere at lade 3-500 Cruise-missiler om dagen (800 i løbet af krigens første 48 timer) regne ned over Bagdads civilbefolkning for at skabe »kaos og forvirring« eller en katastrofe, der, som dens skrydende planlægger, en vis hr. (eller er det dr.?) Harlan Ullman, har sagt, vil skabe en Hiroshima-lignende effekt på den irakiske befolkning.

Bemærk venligst, at man under Golfkrigen i 1991 efter 41 dages bombninger af Irak end ikke nærmede sig et tilsvarende omfang af menneskelig katastrofe. Og at USA har 6000 »intelligente« missiler til at udføre opgaven.

Hvilken Gud ville ønske, at dette blev Hans folks formulerede og erklærede politik. Og hvilken Gud ville påstå, at dette ville bringe demokrati og frihed til ikke alene folk i Irak men til resten af Mellemøsten?

Det er spørgsmål, jeg ikke engang vil forsøge at svare på. Men jeg ved, at hvis noget som helst i den retning vil blive forsøgt mod nogen civilbefolkning på Jorden, så vil det være en forbrydelse og gerningsmændene krigsforbrydere i henhold til de Nürnberg-love, som USA selv var med til at udforme.

Det er ikke for ingenting, at general Sharon og Shaul Mofaz byder krigen velkommen og lovpriser George Bush. Hvem ved, hvor meget mere ondt, der vil blive gjort i God- hedens navn?

Vi må alle hæve vores stemmer og marchere i protest igen og igen og igen. Vi har brug for kreativ tænkning og dristig handling for at afværge det mareridt, som de føjelige og professionaliserede personer på steder som Washington, Tel Aviv og Bagdad har planlagt.

For hvis det, de har i tankerne, er, hvad de betegner som »større sikkerhed«, så har ordene mistet deres betydning. At Bush og Sharon foragter folk med en anden hudfarve er åbenbart, spørgsmålet er, hvor længe de fortsat kan slippe af sted med det?

Edward Said er professor i litteratur ved Columbia University og den mest fremtrædende, palæstinensiske intellektuelle. Oversat af Klavs Brøndum. Copyright Edward Said og Weekendavisen.