| tilbage | ||
| POLITIKEN | SØNDAG | 14. marts 2004. -1. sektion |
|
Terror er - som al krig - politik med andre midler |
Herbert Pundik
ULYKKEN i Madrid har naturligt nok udløst sympati for ofrene og deres pårørende, men også en talestrøm fra politisk side. Budskabet, hvis man kan give flosklerne denne betegnelse, er, at vi nu skal øge samarbejdet i kampen mod terror.
Som om problemet med terror er, at hvis vi blot kunne tage os sammen, så ville terrorismen blive udryddet. Det er mundsvejr. Samarbejde mellem efterretningstjenesterne og andre regerings- apparater tværs over grænserne kan reducere terrorens omfang, ikke eliminere den.
Ikke så længe dens forudsætninger er til stede.
Det er ikke lykkedes Putin, selv ikke med de groveste midler, at forhindre terrorister fra Tjetjenien i at gennemføre aktioner i Moskva. Det er heller ikke lykkedes de amerikanske styrker i Irak at standse terroraktioner, hvad enten deres ophavsmænd er utilfredse irakiske sunnimuslimer eller fanatiske muslimske krigere fra udlandet.
Og til trods for de israelske sikkerhedsstyrkers effektive antiterroraktiviteter mod palæstinensiske selvmordere lykkes det kun at fange to tredjedele af disse menneskelige missiler, verdens billigste og mest præcise våben. En tredjedel når gennem nåleøjet og rammer deres mål.
TERROR kan bekæmpes, men ikke standses. Motiverede mennesker, der er parate til at ofre deres liv for en sag vil, i et vist omfang, altid kunne trænge ind i vore byer, der især i demokratiske samfund er bløde mål. Den eneste effektive metode er at infiltrere terrorgrupperne, så efterretningstjenesterne har viden om forestående operationer.
Det, der i fagsproget hedder 'humin' , human intelligence, altså agenter, der både er pålidelige og har de kvalifikationer, der muliggør, at de kan infiltrere terrororganisationer, er sjældne. Mange amerikanske fejldispositioner i forbindelse med Irakkrigen skyldtes, at megen 'humin' intelligence var upålidelig.
Det er ikke blot efterretningstjenesterne, der bliver dygtigere. Det gælder også terrororganisationerne. De er endnu kun på begynderstadiet. Harvard Universitets Kennedy Institut advarer i en rapport om farerne for kernevåbenterror. En lille bombe med en kapacitet på ti kiloton, der bringes til eksplosion på Grand Central Station i New York, hvor alle bærer pakker eller kufferter, og hvor det er umuligt at sikre afviklingen af trafikken og samtidig kontrollere sikkerheden, vil dræbe 500.000 mennesker og ødelægge værdier til mange milliarder dollar.
En anden undersøgelse udarbejdet af Federation of American Scientists har udviklet et mere beskedent scenario. Terroristerne stjæler en stang kobolt, 30 cm lang og 2,5 cm i bredden. De findes overalt i industrien. Ved hjælp af 4,5 kg dynamit kan terroristen producere en såkaldt beskidt bombe og bringe den til eksplosion. En stor del af New York vil blive ubeboelig i flere årtier.
Terror udøves ikke af sindssyge mennesker, der er besat af ønsket om at volde andre skade for skadens skyld.
Terror er, som al krig, politik med andre midler. Den har et politisk formål. Det kan være ETA's separatisme, Hamas' og Jihads drøm om at fjerne Israel fra landkortet, al-Aqsa-brigadernes ønske om at tvinge den israelske besættelse af palæstinensiske områder til ophør eller al-Qaedas hellige krig mod vestlig indflydelse i den muslimske verden.
Terror trives i et klima af frustration, håbløshed, politisk eller religiøs antagonisme. Nogle af terroristernes mål er så radikale, at der ikke findes grundlag for et kompromis, og derfor er vi engageret i total krig. Andre terrororganisationer har mere begrænsede mål, som kan gøres til genstand for politisk forhandling.
Det er nødvendigt, at vi analyserer terrorgruppernes motiver og frem for at proklamere kamp mod terror som den eneste udvej skelner mellem terror og organisationer, der skal udsættes for en kombination af modstand og forhandling og terrororganisationer, mod hvem den eneste udvej er total krig.
Al-Qaeda hører til den sidste kategori. Det er en messiansk bevægelse, der opererer i en værdiverden, der er utilgængelig for forhandling og kompromis. Al-Qaedas mål er ikke at forbedre livet på jorden for muslimer, men at straffe den vestlige verden, som er en inkarnation af djævlen.
Men kampen mod al-Qaeda er ikke blot et spørgsmål om mere efterretningssamarbejde. Det er en kamp på to fronter. Den anden må have det formål at begrænse tilgangen til al-Qaedas rækker. Især fra unge mennesker i den arabiske verden, der i desperation er nået til et punkt, som vi andre har svært ved at forestille os, hvor livet først får mening, når man ofrer det for sagen.
DET ER halvgjort gerning at bekæmpe al-Qaeda medmindre vi forstår, hvorfor mange unge muslimer i Mellemøsten fravælger livet, en del af forklaringen er at finde i den sociale og økonomiske krise, der præger de arabiske samfund. For de fleste unge i den arabiske verden er tilværelsen et venteværelse, hvor alle døre er blokeret. Mange kan ikke få en uddannelse. Mange af dem, der har en uddannelse, er arbejdsløse. De kan ikke finde et sted at bo, og derfor kan de heller ikke gifte sig og stifte familie. Det er ikke demokrati, de savner, det er de mest basale vilkår for en menneskeværdig tilværelse.
Det lyder så enkelt. Og det er, hvad det er. De er al-Qaedas reservestyrker. De skal neutraliseres, før de går i aktion.
Selvfølgelig skal vi forbedre antiterrorsamarbejde over grænserne. Og de terroraktioner som ETA's eller al-Aqsa, der har politiske mål, må samtidig engageres i forhandling. I forhold til al-Qaeda er intet alternativ til total krig. Men vi taber den, hvis vi ikke åbner en anden front med det formål at bekæmpe håbløsheden blandt arabisk ungdom.
De penge, vi ifølge det nye forsvarsforlig vil investere i tre nye ubåde med henblik på at bidrage til at øge sikkerheden i verden, kunne passende blive investeret for eksempel i Egypten eller Marokko eller Algeriet. Europas sikkerhed vil være bedre tjent med et Mellemøsten i Økonomisk udvikling end med en ny Europahær.