Naja Marie Aidt

Mens der var et skær af Biedermeyer-idyl over Naja Marie Aidts to første digtsamlinger (»Så længe jeg er ung«, ('91) og »Et vanskeligt møde«, ('92), indfandt der sig en vis distance til tingene med »Det tredje landskab« ('94). Det lyriske jeg blev knap så blidt i sit syn på verden. Ironien trådte tydeligere frem, og hist og her kom det endda til direkte kyniske udsagn som »Der findes ingen/ virkelighed,/ vi samler den selv:/ Billeder, billeder«. På den formmæssige side var alt dog ved det gamle. Digte var kontrollerede, verslinjerne faldt, som de skulle og dannede et tyndt bånd ned over siden.

Hvis ovenstående bedømmelse synes generaliserende, så vil nedenstående ikke adskille sig væsentligt. Kort og groft sagt: Aidts fjerde digtsamling, »Huset overfor«, er en medrivende, til tider forpustende og efterhånden, som digtene bliver stadigt mere rablende, også voldsom oplevelse at kapere.

Det styrende formprincip i samlingen forekommer ved første øjekast at være en finurlig grille hos forfatteren. Tre digte med seks verslinjer åbner således »Huset overfor«. Herefter følger 1. del: seks digte med ni verslinier, 2. del: ni digte med tolv verslinjer, 3. del: tolv digte med femten verslinjer. Aidts sprog, dets billeder og deres forvandling får under disse betingelser lov til at accelerere i løbet af samlingen; ikke i en jævn kurve mod en rivende udvikling, men netop trinvist over fire tempi. Det er dette forhold, som ved andet øjekast underbygger formprincippet og gør det til alt andet end en finurlighed.

Resultatet er en enorm spændstighed, hvis toneleje rækker fra de første digtes kontrollerede udsagn om stort og småt i livet til de afsluttende digtes sansemættede og inderligt rablende udsagn om det samme. At begge dele lykkedes skyldes måske Aidts talent for at afslutte på en måde, der trods digtenes forskellige længde og udladninger hver gang dæmmer op for det narrative forløb; et forløb, der kunne have fortsat med at vokse, men som ikke får lov. Det potentiale, som sætning for sætning hober sig op i digtet, bliver i stedet holdt tilbage. Herefter er det op til læserens fantasi at bryde igennem til det, som ikke blev fortalt til selve hemmeligheden:

Alt i alt må man sige, at Aidt har lagt flere alen til til forfatterskab med »Huset overfor«. Ikke sådan at forstå, at hun har svigtet sine temaer. Det hjemlige rumsterer stadig. Børnene, køkkenet, maden, vasketøjet, sengen og kærligheden bliver bare ikke trukket frem, som tidligere, »i forårets blødeste lys«. Det bliver tværtimod kastet ind i det kaos og underlagt den ganske vist kærlige ironi, som trinvist accelereres gennem samlingen. Rub og stub bliver det groft sagt, som løget i afslutningsdigtet, gjort til en del af »den gullasch der, ligesom et digt, må koges/ ned til sit eget væsen«. Og heldigvis for det.

Naja Marie Aidt debuterede i 1991 med en digtsamling: "Så længe jeg er ung", der året efter fik følgeskab af "Et vanskeligt møde". 1994 udkom en digtkreds, "Det tredje landskab". Dermed afsluttede digteren en hel lille lyrisk suite, en trilogi om at blive voksen, hvilket her betyder at modnes og efterhånden lære sorg og savn at kende. Digtenes tydeligt talende "jeg" udvikler sig fra ung pige til kvinde. Den uskyld man kan leve på, så længe man er ung, bliver, da man når til en overgang, tabt ved et vanskeligt møde, sat til i smertelig, bitter erfaring, samtidig med at den usikre spørgen modsat kan blive forløst i en art sødmefyldt vished.
      Som prosaist trådte hun frem i 1993 med den overbevisende (og voldsomt kritikerroste) novellesamling "Vandmærket", og to år efter, i 1995 kom der endnu et kortprosabind med den på en gang intetsigende og overmåde sigende titel "Tilgang". Samme år lod hendes forlag Gyldendal i øvrigt de tre digtbøger udkomme samlet À!" under den meget passende fællestitel "Trilogi".
      Man vil i "Vandmærket" lede forgæves efter en tekst af dette navn, og på samme måde danner "Tilgang" overskrift for novellerne i bogen under et. Den ene titel fortæller, at personernes liv danner et mønster, har et indre præg, som er deres og deres alene. Den anden titel: "Tilgang" kan helt firkantet læses sådan, at der havde været tilstrækkelig stor tilgang af noveller til en samling; men det ligger også i ordet, at de mange trængte og på hver deres måde ulykkelige figurer søger efter en tilgang eller adgang til deres eget lille liv.

      Eller som der står til allersidst i "Det tredie landskab":

Man tager nok ikke ret meget fejl, om man antager, at Naja Marie Aidt, specielt i sin lyrik, men også i sin fortællemåde, har ramt det på én gang rå og fine tonefald, hvorpå man førhen kendte specielt en Tove Ditlevsen, når hun var allerbedst. Naja Marie Aidt digter, sagt med en mindre omskrivning af et andet digt fra "Det tredje landskab", om "det kendteste af alt", det der får os mennesker til "at drage retningsløst gennem alle landskaber i verden". Til disse landskaber hører, i alle 5 bøger, kærlighedens rum, som hos Naja Marie Aidt bestemt ikke er nogen idyl, men et farefuldt foretagende, hvor "kroppen følger de hemmelige stier som er så fulde af smertelig lyst". Kroppens længsel ejer nemlig ikke tålmodighed. "Den affinder sig ikke," som skrevet står - ikke hos den Paulus, der jo også prøvede at definere kærligheden, men hos Naja Marie Aidt i "Vandmærket"s sidste novelle "Tre dage i Prag".
      Af Naja Marie Aidts fem bøger er indtil nu de fire blevet genlanceret i bogklub. Det lyder muligvis af meget. Nogle vil for deres indre blik se bestsellerkronerne rulle lystigt ind ad brevsprækken hos hende. Men tallenes sandhed er, at de fire bogklubudgaver ikke engang har formået at fordoble ordinærudgavernes samlede oplag. Lægger man hele stakkens enkelttal sammen, har årets prismodtager i alt fået sine ting trykt i omkring 7000 eksemplarer.
      Det lyder muligvis af lidt. Men i dagens Danmark er det faktisk meget. Og når vi ikke tøver med her til sidst at betegne Naja Marie Aidt som en gedigen folkelig forfatter, skyldes det for det første det faktum, at kun de færreste yngre og unge digtere overhovedet kommer i bogklub, for det andet at folkebibliotekerne melder om et støt udlån af hendes digte og noveller, og for det tredje bøgerne selv, deres menneskelige indhold og litterære form.
      Hun formår nemlig at forene en åben, tilgængelig form med sin bestemte vilje til at møde det, der er sværest at skrive om, fordi det gør ondt at se det i øjnene. Især den tredje digtsamling og de to bind noveller vidner om hendes blik for det sammensatte i enhver og om hendes modige opmærksomhed over for det mørke, der ikke kun er mørkt, men også udgør et sted, hvor vækster henter næring og de skjulte forandringer sker.
      På Danmarks Biblioteksforenings vegne har jeg derfor den glæde at bede Naja Marie Aidt komme herop og modtage Forfatterprisen for 1996.
      Tak til Erik Skyum-Nielsen for hjælp ved udformningen af motiveringstalen.

Man siger at tak kun er et fattigt ord, men eftersom det også er det ord i vores sprog vi griber til, når vi vil udtrykke den store og hengivne følelse som taknemmelighed er, vil jeg mene, at det er et meget rigt ord.
      Jeg kan i dag slet ikke gentage ordet mange gange nok, for at udtrykke min taknemmelighed og glæde - så jeg vil nøjes med en enkelt gang at sige:   Tusind tak for prisen - det er en stor ære at modtage den!
      Biblioteket har jo stor betydning for enhver forfatter. Det er ofte dér man møder sine læsere ved oplæsningsarrangementer, det er dér man finder den litteratur man selv skriver på skuldrene af, og holder sig orienteret om nye bøger og forfatterskaber, og det er kilden til en årlig fast portion indtjening - biblioteksafgiften - som det ville være nærmest umuligt at undvære. Men det er også på biblioteket de fleste mennesker finder vej til bøgernes verden, og bl.a. opdager at: »A book a day keeps reality away«, hvilket er meget vigtigt, når man f.eks. som 13-14 årig fortumlet indser, at verden er altfor overvældende og svær at tage stilling til. Senere finder man ud af, at man også kan læse sig ind i verden, og at det er den egentlige gevinst.
      Jeg er vokset op uden biblioteker - i en lille by på Grønland, hvor man vist højst kunne fremvise et uanseligt og forældet skolebibliotek. Men da jeg flyttede til Danmark og netop nåede konfirmationsalderen, var sommerferiernes absolutte lyspunkt cykelturene hjem fra Rørvig bibliotek med kurven fuld af bøger og en fredfyldt forventning om dem i maven. Det var på den tid, hvor Bent Hallers »Katamaranen« blev forbudt på nogle af de vestjyske biblioteker, og ungdomsbøgerne var stærkt socialrealistiske. Sammen med dem røg en stor del af verdenslitteraturens klassikere med i købet, og på den måde grundlagde jeg, uden at vide det, mit litterære udgangspunkt - en stor pose blandede bolsjer, hvori interessen for ordet, sproget og verden opstod.
      Når jeg nu ser mine egne børn forslæbe sig i både bøger og cdére, og jeg selv engang imellem går ind på Det kgl. Biblioteks læsesal, enten for at læse eller skrive, så føler jeg den samme taknemmelighed, som jeg føler ved at modtage jeres pris i dag: Bibliotekerne er en gave, en pris i sig selv, som kan bruges på alverdens måder og til alverdens formål, men altid går man beriget, oplyst og en lille smule klogere derfra. Det er et sted i vores samfund, som huser både kommunikation og fordybelse, og det er præcis hvad litteratur handler om - også når den skrives.
      Til slut vil jeg læse et endnu upubliceret digt, som jeg fandt passende, idet det både handler om den måned vi befinder os i og om de unge menneskers higen og søgen for at finde ind i tilværelsen - en søgen som tilsyneladende bliver ved langt ud over puberteten, som bl.a. får os til at læse digte og romaner, og som måske i virkeligheden aldrig holder op.

De leger gemmeleg, krapylerne, mens det forår der endnu
kun er en prøve på sig selv, med sin skarpe prunkløshed
bryder ind i vinterslottet, trænger ned i denne skorpe
som er jord og som nu genlyder af støvletramp og feber -
trækker til og trimler om, de vil helt ind under
tøjet for en dag at finde ud med det trætte drag
om munden, som hos halvvoksne og spædbørn
er en næsten skinger charme i et ansigt lukket
til og rystet løs af foreskriften;
og en værdighed som den man må bevare når man netop
leger gemmeleg, men aldrig bliver fundet, springer ud:
stædigt holder barnet vejret i den sidste flig af vinter
mens de kalder højt i marts og skræmt af parkbetjentens
nøgler løber hjem; den gru, den glæde: når de fortabte
kaldes frem.

Spring

Der er 3 dage igen. Tusindvis af timer
Vi var limet sammen, nytåret er krystalnat og lys.
Et slidt tarotkort viser mig paradis. Fjernsynet kværner i den røde stue.
Skinbarlige timer går.
Der skal lukkes og slukkes for den sidste tid træerne vil stivne i sorte grimasser
bøgen vil springe ud Giv mig
søvnen, sulten, føddernes automatik til at løbe gennem timeglasset med jeg taler
til frygten der står som en em om mine åbne vinduer, til den klare stjerne
over min vugge, vor fælles dåbsdag.
Og jorden svarer; duerne kopulerer hårdt på gesimsen vinterægget klækkes i reden
håbet vender os mod en sprække i døren Døren
sprækker, en brud bærer lyset frem Kærligheden
viser sig at være en dyb ufattelig biologi.
Da står vi i ruinerne, øverst i et mægtigt bygningsværk, vi skriver på ruden
med spyt Bøj armen om mit liv Spring ned fra stolen Hold de små børn frem
så de kan kysses.

Naja Marie Aidt Politiken Onsdag 29-12-1999
Digtet er sandsynligvis skrevet på opfordring fra Politiken og i anledning af årtusinde skiftet.