"Kirsten Hammanns sprog har været gennem mange kar, og derfor fremtræder det nu renset og afklaret med en rig fragt af prøvet erfaring, så rig endda, at det byder på et overskud af vinkler, positioner, identifikationer, det man i menneskelig psykologi ville kalde indføling".


        Ulrik Høy i Weekend Avisen d.14-21.5.92

"Dette er sære digte, med en egen slående kraft, som om de ved fuld bevidsthed strejfer lag i os selv, som vi ikke uden videre kan komme i berøring med. Og da det jo må siges at være et af digtningens mål, så begrænset det end kan være, så er Hammann kommet af sted med at skrive digte, som klart og resolut griber ind i det forhold mellem en handlende, elskende krop og en nøgen, uforskrækket bevidsthed, som det moderne menneske har så svært ved at realisere".


         Per Højholt i Jyllands Posten d. 12.5.92

"Kirsten Hammann har et yderst vågent blik for det grotesk absurde i tilværelsen og skriver med en fandenivoldsk, destruktiv humor, der aftvinger dyb respekt. Over for alle dem, der prøver at formbøje livet, insisterer hun på det levende, skæve og som modsætning til alle de standardforestillinger og skabeloner, der får mennesker til at glemme deres eget liv eller se det som sekundært i forhold til, hvad andre har sat i scene, hævder forfatteren gennem stilen et lille bange subjekts skrøbelige rum som dét farens og risikoens sted, hvorfra alt alligevel begynder. Det enkelte menneskes viltre krop, det enkelte sinds uforløste drømme, de uanede dybder, de ubrugte tanker, alt sammen findes det, på den tavse plet i enhver, som hun indirekte vil bringe i tale".


     Erik Skyum-Nielsen i Information d. 5.4.93

"Et sted i krydsfeltet mellem en ung kvindes levede liv og hendes mareridt, mellem hendes fantasifulde drifter, hendes faktiske oplevelser og hendes drømmende overjeg, her et sted møder vi 1990'ernes spørgsmål og billeder: Hvad er det for en kobling mellem krop, kød, perversion, død og hellighed, ja religiøsitet? Hvordan bliver vores virkelighed af krige, naturkatastrofer, folkevandringer, rumrejser, psykoanalyse, splatter, tørresnor og nystrøgne lagner til bevidsthed - og underbevidsthed - her på kanten af århundredet? Kirsten Hammann har på sin egen, fuldstændig skæve og vildt fabulerende facon fat i det hele".


                   Bjørn Bredal i Politiken d. 4.11.97

"Kirsten Hammann rammer i Bannister både hovedet - der ligger mange kulturkritiske perspektiver indfoldet i beskrivelsen af fremmedheden og moderne former for glemsel - og hjertet med sin grundlæggende tillid til labyrintisk bevægelse i sproget og livet, som romanen overbevisende sikkert skriver sig frem og hjem til".


       Jette Lundbo Levy i Information d.11.4.97